Hvis i var i tvivl, så lad det være sagt; Eminem er tilbage...


med disse ord, kunne man næsten gætte sig til resten af anmeldelsen, bla bla lyrisk ekvilibrist, bla bla bla helstøbt album, bla bla veludførte koncepter og en gennemgående rød tråd yada yada, for derefter at afslutte det hele med et "du får fem" (RIP Etta Cameron), som så i dette tilfælde ville være 12.

Ja, faktisk har dette været den generelle konsensus omkring albummet, lige siden det "udkom" for godt og vel to uger siden. Den ene positive omtale efter den anden har oversvømmet Internettet, i en sådan grad at jeg er blevet i tvivl om hvorvidt jeg har lyttet til det samme album. Måske har det været den overraskende u-poppet P!nk (hun måtte jo finde på noget med sit navn, efter hun skiftede hårfarve) kollaboration, eller det manglende "gøjler" track/første single fra Eminem, som alle ellers elsker at hade. Uanset hvad, så har det virket, og Eminem ser endnu engang ud til generobre pladsen som hip hoppens absolut største stjerne.

Men - og det er et ret stort men, desværre er der sket noget for Eminem på sit nye album, noget som er ganske fundamentalt for hele Eminems eksistensgrundlag, og som for mit vedkommende absolut ikke måtte ske. Eminem er nemlig gået hen og blevet dybt uinteressant, faktisk I en sådan grad, at hans nye album virker umotiverende, kedeligt, og værst af alt uden humor.

JA!, Eminem kan rappe, JA!, Eminem har måske den bedste kontrol over sit flow i hele hip hop land, og JA!, Eminem er lyrisk begavet ud over det man ellers finder hos superstjerner af hans kaliber, men alle disse ting er bedøvende ligegyldige, hvis det endelige produkt virker forceret og - rent ud sagt, formålsløst.

På Relapse, var Eminem sjov, legende, eksperimenterende, og vigtigst af alt fuld af humor, med en klar følelse af at han havde genfundet glæden ved at rappe igen. Ja, Relapse var en roddet affære, men en charmerende en af slagsen, som henledte tankerne til Slim Shady LP'en. Recovery derimod er det stik modsatte, det prøver ihærdigt at være et decideret album a la Marshal Mathers LP, men det overordnede koncept er deprimerende, og der er taget for få chancer på den musikalske front.

Eminem proklamerer selv at han er "Not Afraid" på albummets første single, men faktisk er det på dette album at han virker mest bange, bange for at give slip, bange for at fejle og værst af alt bange for at have det sjovt.