De sidste par år har budt på et stort antal udgivelser, som de fleste nok egentlig ikke havde regnet med nogensinde ville se dagens lys. Alt lige fra Rakim's genopståen, og Rae's længeventede "rigtige" to'er, til Chali 2na's fiskemarked og Eminems afvæning, har budt på udgivelser, som langt de fleste af os måske aldrig rigtig troede på. Resultatet på den slags udgivelser varierer en del, hvor middelmådige præstationer har en tendens til at blive udråbt til det rene mesterværk af die hard fans, bliver det derimod totalt afskrevet af resten, som for længst har mistet interessen.


Big Boi falder godt ind i ovennævnte gruppe af artister, ligesom Rakim bliver han hyldet for sin lyriske formåen. Ligesom Rae er han en del af en legendarisk gruppe, som han langt hen ad vejen vil stå i skyggen af - og målt efter. Ligesom Chali 2na, har hans udgivelse været præget af tumult og pladeselskabs polemik, og produktet vi sidder med i dag, repræsenterer næppe det, som blev visioneret for godt og vel 4-5 år siden. Og ligesom Eminem, er Big Boi en reel superstjerne, med mange, mange millioner solgte albums bag sig - med dertilhørende høje forventninger.

Big Boi har dog ét kæmpe problem, som de ovenstående ikke har, folk er ikke særlig interesseret. ALLE hip hop fans venter på en Outkast reunion (hvis pause fra hinanden nu har varet 10 år), ALLE som købte "The Love Below" (dem er der rigtig mange af), venter på en André 3000 solo plade. Hvor mange ud over Outkast fans, har hånden på hjertet bemærket at der var en anden CD med, så vidt de ved er det en "making of" DVD.

Så er der selvfølgelig resten af os, som ved at Big Boi lavede den bedste CD af de to, og som synes det er noget rigtig lort at André fik sig en omgang "baduizm" (bare vent, det er igang med at ramme Jay Elec). "Sir Lucious Left Foot" er som sådan ikke Big Boi's debut som solist, men det er den første hvor han står helt på egne ben. André 3000's kæmpe succes med "The Love Below", åbnede markedet for Big Boi's mere traditionelle rap album på "Speakerboxxx", og selv hvis kun 10% af dets købere vovede pelsen og smækkede det i anlægget, var det stadig en langt større lytterskare end han nogensinde kunne have håbet på.

Med "Shutterbug" - albummets første officielle single, er det tydeligt at Big Boi prøver at fange nogle af lytterne som muligvis kun genkender hans navn fra den der "anden" CD, og med et super funky beat, et fængende hook og en dejlig tilbagevenden til vocoderen, lykkedes det da også til fulde. Sideløbende har Big Boi dog heller ikke glemt dem af os, som ikke er tabt bag en vogn, og med "General Patton" - albummets anden officielle single, gør han det helt klart at han ikke er bange for at leverer en god gammeldags banger til hip hop hovederne.

Resten af albummet, står desværre langt hen ad vejen i skyggen af de to ovenstående singler, i den forstand er singlevalgt intet andet end sublimt, men reelt set har der bare ikke været nok kvalitets materiale at vælge imellem. Det endda til trods, for den store mængde gæsteoptrædender, som - hvis man læser dem, burde kunne garantere kvalitets singler, T.I., Jamie Foxx, Too $hort, Janelle Monae, George Clinton, Gucci Mane, B.O.B. m.m.

Udgivelsen er præget af middelmådige numre, som hverken kan kaldes gode eller dårlige. Numre som "Be Still", "Hustle Blood" og "Theme Song" er så kønsløse og lange, at de gør albummet til en byrde at lytte til. Bland det med en håndfuld dårligt udførte numre, og man ender med en meget lang og meget uinteressant plade. "Follow Us" lyder som noget man ville finde på en Gypsies plade (på den "gode" danske måde, som overhovedet ikke kan måle sig Internationalt - indtil nu altså), "Fo Yo Sorows" er det første nummer jeg nogensinde har hørt med George Clinton, som overhovedet ikke er funky, og Bun B kan ikke gøre "Shine Blockas" interessant.

Nu er albummet ikke fyldt til randen med dårlige numre, og som så mange andre, er det især i starten at guldet skal findes. "Daddy Fat Sax", "Turns Me On", "Tangerine" og "You Ain't No DJ" er alle afvekslende og af den høje standard man burde forvente af Big Boi, både musikalsk og lyrisk. Desværre er det ikke nok, og med dette album har Big Boi næppe overbevist nogle af de nye fans, og i værste tilfælde har han skræmt et par af de gamle væk.


Royal Flush (Feat. Raekwon & André 3000) (Unreleased)

Somethings Gotta Give (Feat. Mary J. Blige) (Unreleased)