One Rugged Man

Først og fremmest, så vil jeg gerne slå en ting fast, Crustified Dibbs bliver ofte miskreditteret som værende R.A. The Rugged Mans tidligere alias, når det i virkeligheden forholder sig sådan, at Crustified Dibbs er et samarbejde mellem R.A. The Rugged Man og produceren Nigga Niles, det er måske ikke vildt interessant, men jeg synes stadig det er vigtigt at få på plads.

R.A. The Rugged Man har altid været lidt af en eksentrisk personlighed i hip hop land, som ikke altid har formået at finde en balance mellem sin rap personlighed og hans reelle private persona. Dette har dels givet ham et fantastisk omdømme i undergrunden, som anerkender ham som en af de mest kompromisløse rappere overhovedet, men har også gjort det nærmest umuligt for ham at få den chance hans musik fortjener.

Eksentrismen og kompromisløsheden har nemlig i høj grad vist sig at være både en velsignelse og en forbandelse for R.A., der altid har haft ekstremt svært ved at finde sig til rette i en kommercialiseret verden, og det er bestemt ikke fordi R.A. ikke har fået alverdens tilbud. Hans mislykkedes forsøg på at etablere sig, er efterhånden blevet vandrerhistorier i hip hop land, som bliver fortalt til up-coming artister, som words-of-caution og eksempler på hvor råt hip hop var i starten af halvfemserne.

Dengang - i starten af halvfemserne, var rygtet dog åbenbart ikke kommet den kære R.A. i forkøbet, og sammen med sin partner in crime Nigga Niles, forsøgte Jive Records, som de første at tæmme vildskaben. R.A. viste sig dog at være en for stor mundfuld for selskabet, der endte med at droppe den kommende debut, på grund af en sex-chikane sag mellem R.A. og en kvindelig medarbejder hos Jive.

Debutten, som skulle have ramt masserne, er et testamente på R.A.'s kompromisløse tilgang til musikken, og med titler som "Every Record Label Sucks Dick" og "Walking down the streets with my nuts in my hand", kan man undre sig over hvem der kunne gøre den slags i dag på deres debut. Jeg har efterhånden læst en del negative ting omkring pladen, men jeg er personligt helt vild med den, hovedsageligt fordi den vidner om et helt grundlæggende råt og utæmmet talent, som man kun genfinder hos kunstnere som Akinyele og Ol' Dirty Bastard.

Derudover er dette selvfølgelig også albummet, hvor man finder det efterhånden rimelig kendte track mellem R.A. og Biggie - "Cunt Rennaisance", som er særlig kendt for Biggies ualmindelige hardcore vers, som dog er rimelig sobert i forhold til R.A.

Selvom der åbenbart florerer en del bootleg CD'er af pladen, så er der generel konsensus om, at den kun eksisterer på kassettebånd. Dette kan dels bekræftes ved at CD'erne ikke indeholder skits etc, men hovedsageligt fordi de pågældende CD'er har lige så dårlig lyd som de kassette rips som florerer. Det eksisterer desuden en hjemmelavet mastereret version, men da det ikke er alle tracks som har fået kyndig behandling, så vil jeg ikke spilde jeres tid på den.