Lil' Wayne har været inde i noget som kunne minde lidt om en form for midtvejskrise. Med to - mildest talt, forvirrende albums og en længere fængselsstraf, har der hersket tvivl om hvorvidt Lil' Wayne var på nedadgående kurs. Men med fornyet energi og en tilbagevenden til det franchise, der i sin tid cementerede hans plads iblandt de helt store drenge, er Lil' Wayne klar til at erobre sin gamle position iblandt toppen af poppen, med kunstnere som Eminem, Jay-Z og Kanye West.

Og derop af, det kommer han i høj grad. Godt hjulpet af nogle forbandet catchy numre som "She Will" med Drake, "So Special" med John Legend, og ikke mindst "How To Love", har Lil' Wayne endnu engang sikret sig de næste mange måneders radiodominans, med pop/rap numre, der fint følger traditionen for hvordan den slags skal lyde i 2011. Derudover sørger han selvfølgelig også for at leverer nok af de mere rap-orienteret mainstream tracks, som "6 Foot 7 foot", "Megaman" og "John" med Rick Ross, der derved sikrer at hans kerne fans er tilfredse, samtidig med at han bibeholder noget af den storladenhed, som han efterhånden har bygget hele "Carter" franchiset op omkring.

I den henseende følger produktionerne samme skabelon som hans tidligere albums, hvor elementer af den lyd som Cool & Dre og J.U.S.T.I.C.E. League i høj grad har været med til at skabe, går igen på samtlige numre. Det er derfor også de helt sikre valg som er blevet foretaget på "Carter IV", hvor man reelt set kunne indsætte ethvert Cool & Dre beat fra de sidste 5 år, uden at det havde gjort fra eller til. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men giver igen en indikation af, at Lil' Wayne er gået for de sikre valg, hvilket har store konsekvenser for den "skævhed", som Lil' Wayne ellers bringer til bordet.

Og det er virkelig ikke meget Lil' Wayne får bragt til bordet på "Carter IV", hvor det gang på gang bliver gjort tydeligt, at han simpelhten bare ikke er en særlig god rapper. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at han er en forbandet dårlig rapper på det her album. Med det, mener jeg ikke at han ikke besidder evnen til at spytte sine rim, eller til at ligge et afvekslende flow ovenpå et skævt beat - for det kan han. Jeg mener istedet, bare ganske enkelt, at han er en forbandet dårlig rapper rent tekstmæssigt, hvor albummet flere gange bevæger sig ned i regulære klappekagerim, som ikke er set lige, siden Wiz Khalifas fadæse af en major label debut - "Rolling Papers".

Hvor Lil' Wayne tidligere har været kendt for sine "spaced-out" og syrede rim - hvilket retligt gav ham tilnavnet "the martian", virker det i høj grad som om han ikke engang prøver at virke kompleks mere, og simpelthen bare fyrer den ene banalitet efter den anden afsted. Man kunne sige at det er fuldstændig underordnet, idet albummet i høj grad er lavet til radiorotation og dansegulvene, men jeg vil nu alligevel mene at man godt kan - og burde, forvente sig mere, fra en kunstner der af mange stadig bliver kaldt én af de bedste i spillet.

Sidst men ikke mindst, så er det grundlæggende problematisk, når et albums absolut bedste tracks, ikke bliver gæstet af albummets hovedperson. Hvilket måske vidner om en form for selvindsigt fra Lil' Waynes side, omkring det niveau han selv lægger for dagen. Det er nemlig ret absurd, at man ender med at være glad for, at Lil' Wayne ikke ødelægger det fantastiske Tech N9ne og André 3000 track - "Interlude", med et åndsvagt og uigennemtænkt vers, som pladen ellers fyldt med.

Lil' Wayne har muligvis generobret sin plads på toppen af hitlisterne, men det er svært at se hvorfor man skulle investere i "Carter IV" fremfor de mange andre store mainstream udgivelser der bliver spyttet ud, specielt når hans nærmeste konkurrenter bliver kaldt Eminem, Jay-Z og Kanye West.