Jean Grae & 9th Wonder - Jeanius (pre-release version)

I dag markerer - som nogle af jer nok ved, kvindernes internationale kampdag, i den anledning tænkte jeg at det kun var ret at fremhæve en fremtrædende kvindelig artist i det hersens mandsdomineret hip hop land.

Jean Grae kender umiddelbart til pladebranchens op og nedture, til trods for at have udgivet en del plader, så har hun aldrig rigtig formået at bryde igennem, hvilket ofte er kommet til udtryk gennem stor offentlig frustration. I en branche hvor alle kvindelige rappere bliver dømt på deres brystmål i stedet for deres kvaliteter, kan det være svært for den etablerede branche at se kvaliteterne hos en kvindelig rapper som bliver sammenlignet med Guru og Talib Kweli i stedet for Rachel RoXXX og Gianna Michaels - hvem end de er.

Hvad Jean måske mangler i botox og silikone, gør hun mere end op for i lyriske færdigheder. Hendes rå east coast lyd har nemlig gjort hende til en undergrunds favorit, samtidig med at hendes tilstedeværelse på nettet og tætte affilering med nogle af de aller dygtigste af sine mandlige modparter, har været med til at holde sin karriere kørende, til et punkt som hun umiddelbart virker tilfreds med nu.

For snart 10 år siden, var Jean Grae dog stadig på jagt efter mere udbredt anerkendelse, og med rygter om et helt album, med dengang up-coming-producer-ekstraordinaire 9th Wonder, var der da også mere end almindeligt meget buzz omkring projektet. 9th Wonder, som netop havde opnået det universelle skulderklap, i form af en produktion på det efterhånden legendariske "The Black Album" fra Jay-Z, havde svoret at bibeholde sin tætte relation med undergrunden og det planlagte album med Jean, var blot et af mange i en række af hans aller bedste værker.

Desværre for Jean & 9th Wonder var der dog måske lidt for meget hype omkring projektet, idet nogen valgte at lække hele albummet, da det var ved at nærme sig sin afsluttende fase. Det var et så stort slag for projektet, at det øjeblikkeligt blev lagt på hylden, for blot at blive genoptaget i 2008, hvor pladen endelig så en proper udgivelse, dog med en helt anderledes tracklist.

Albummet er som sagt ufærdigt, det er hverken mixet eller mastereret, men repræsenterer stadig 9th Wonder da han i min optik var aller bedst, samt Jean Grae da hun måske var aller mest sulten og på jagt efter den famøse "klassiker" stempling. Den er selvfølgelig et must for enhver fan af 9th Wonder, Jean Grae eller kvalitets rap - uanset køn.

Tryk her for at hente: Jean Grae & 9th Wonder - Jeanius (pre-release version)