Trenden inden for hip hop, modsat andre genrer, har været at lave kollaborationsalbums. Hvad enten det har været igennem en decideret gruppe-dannelse, og efterfølgende lang række udgivelser, eller det blot har været en en-gangs begivenhed, så er det et fænomen man ikke oplever i så vid udstrækning inden for andre genrer, måske lige bortset fra Reggaen.


Nullerne har set en eksplosion af den slags parringer, nogle mere vellykket end andre, og for mange har det betydet en ny start, for en ellers stagneret karriere. Mens det for andre blot har
været endnu et søm i kisten.

Nas er netop en kunstner, som mange følte var igang med at stagnere. Dels på grund af to pompøse udgivelser, hvis eneste reelle tiltrækningskraft bestod af mere eller mindre "kontroversielle" titler, men også på grund af et rodet og turbulent privatliv, som mange frygtede ville betyde endnu flere udvandede koncepter og manglende fokus. Det blev da også mødt med megen skepsis, da Nas og Damian Marley offentliggjorde deres parring, på et helt album endda. For selv om deres tidligere kollaborationer var alt andet en mislykkedes, virkede det næsten utopisk at tro begge parter kunne realisere et helt album, uden "kreative uenighedder" (læs: Nas dukker aldrig op i studiet). Derudover var der hele spørgsmålet om hvilket label som skulle udgive den, og hvordan albummets indtægter i sidste ende skulle hjælpe med at bygge skoler i Afrika...

Alt dette er dog fuldstændig underordnet, for nu er det ude i butikkerne, og albummet som mange skeptikere aldrig troede ville se dagens lys, er nu blevet en realitet - men kan det leve op til deres tidligere arbejde, eller er det endnu et halv udført koncept fra den kære Nasir og - hans broder-fra-en-anden-moder, Damian?

Lige fra første nummer, står det 100% klart at det er alt andet end halv udført. Første singlen "As we enter" præsenterer perfekt de to kunstnere, som udveksler rim på kryds og tværs. Med et fantastisk beat, er det uden tvivl den stærkeste første single fra Nas siden "Made You Look" (selv om "Hip Hop Is Dead" også pakkede noget af et punch). De efterfølgende "Tribes at war" og "Strong will continue", fortsætter den utrolige høje standard, med endnu to fantastiske produktioner. Hvor "Tribes at war" har en klar Afrikansk lyd, med tunge djembe rytmer, xylofoner og et vers fra K'Naan, er "Strong will continue" langt mere "industrielt" i lyden, med elektrisk guitar og militant stemning over tracket. Heldigvis kan Nas leve op til Damian's produktioner, hvor han netop på "Strong will continue", leverer sit mest personlige rim i flere år, på et vers som faktisk først dukkede op på en senere version af nummeret.
"How in the hell am I supposed to stay comfy / when I pay child support alimony monthly / got Maserati's and ferrari's / only like a woman who's a rider, but only hoes want me / single life crazy, niggaz wives on me / I say stay faithfull, they say they man corny / so I'm stuck with some married hoe so fine, cheatin' while they husband rushin' on the 40 yard line / wonderin' if this is what my ex did the whole time, good niggaz always seem up ending with some hard times / hope not"
Det efterfølgende "Leaders" er et politisk opråb til alle verdens ledere, med en roots produktion og fantastisk gæsteoptræden fra - den-rigtige-broder-men-stadig-fra-en-anden-moder, Stephen Marley, som er den eneste ud over Damian Marley selv, som leverer produktioner til projektet.

Jeg kunne blive ved med at fremhæve numre på dette album, for så godt er det rent faktisk. Fra det super underspillet "Friends" til det hårde "Nah' Mean", hele vejen hen til det håbefulde "My Generation" (som måske indeholder det eneste brugbare gæstevers fra Lil' Wayne nogensinde) og det smukke "Africa must wake up" med K'Naan, er dette album intet andet end fantastisk. Nas og Damian komplimenterer hinanden perfekt, og man kan kun håbe at det ikke er sidste gang de vover pelsen, og udgiver et album sammen.


Strong will continue (Demo)

Ancient People (Feat. Junior Reid) (iTunes Bonus track)