Only Built 4 Cuban Linx 2, Jealous Ones Still Envy 2, Muddy Waters 2, Extinction Level Event 2, Liquid Swordz 2, The War Report 2, Mobstability 2, Supreme Clientele 2, Shock Value 2, The Blueprint 2, Adrenaline Rush 2, Philadelphia Freeway 2, Wild Cowboys 2, The Carter 2, Doe Or Die 2, Loso's Way 2, Blackout 2, Rip The Jacker 2... kan i se et mønster? Hip hop 2'ere (i bogstaveligste forstand) er efterhånden blevet ligeså almindelige, som de film 2'ere man fik smidt i hovedet i 90'erne. Hvor Hollywood brugte 2'erne, i et desperat forsøg på at holde liv i et godt franchise, er 2'erne i hip hop ligeledes et tegn på desperation, hvor kunstnernes navn/franchise for længst er dalet i værdi.


Raekwon åbnede for alvor markedet for tendensen, som siden hans kritiker roste og kommercielt succesfulde "Only Built 4 Cuban Linx 2", har fået den ene rapper efter den anden til at proklamere deres tilbagevenden til fordums klassikere. Men hvor Rae's succesfulde 2'er i høj grad kan tilskrives "right place at the right time", kan det umiddelbart virke farligt for nogle kunstnere at sætte deres bagkatalog i et dårligt lys, via en - i værste tilfælde, dårlig 2'er.

Kunstnere som Redman, Gza, AZ, Capone-N-Noreaga, Red & Meth, som alle i mere eller mindre grad har haft svært ved at finde fodfæste på det nye årtusindes rap scene, sætter meget på spil ved at markere klassiske titler med 2'er stemplet. Titler, der i nogen forstand repræsenterer langt mere end det egentlige musikalske produkt. Titler, der breder sig langt ud over hip hop lands grænser, og måske vigtigst af alt, titler der forpligter.

Raekwon har uden tvivl været opmærksom på netop de forpligtelser 2'eren indebar, hvor selv coveret fulgte i forgængerens fodspor. Men hvor OB4CL var banebrydende i sin håndtering af coke/mafioso rappen, er det næppe nogen overraskelse at 2'eren næppe får samme kulturelle påvirkning. Det samme kan umiddelbart siges om Capone-N-Noreaga's "The War Report 2", som måske rent musikalsk lever op til de forventninger man måtte have (hvor er Tragedy?), men som næppe kommer til at have samme kulturelle påvirkning på tidens rap tendenser.

Fat Joe, Sadat X og i mindre grad Meth & Red, har derimod brændt nallerne på middelmådige og i vise tilfælde dårlige 2'ere, og risikoen er bestemt ikke utænkelig for de øvrige. Nå kunstnere som tidligere repræsenterede det innovative, pludselig søger hen mod det gamle, er det måske på tide at revurdere hvorvidt man stadig kan spille med, i en disciplin der i høj grad straffer regression. Spændende bliver det i hvert fald, at følge hvem som ender med at forstyrre fundamentet som deres karriere er bygget på, og hvem som formår at bygge videre på det.