Som i nok har bemærket, og som jeg også har skrevet lidt om tidligere, så er der begyndt at være nogle lidt anderledes konkurrencer her på bloggen, i den forstand, at det er ting som er decideret doneret af respektive firmaer. Det er en tilgang som jeg har tænkt mig at benytte en del, dels for at give jer muligheden for at vinde en masse fede ting, men også for at komme til at skrive om nogle hip hop relaterede ting, som ikke altid omhandler noget specifikt musik.


Det er dog vigtigt for mig at gøre én ting helt klart, jeg vælger selv ALT som der skrives om på bloggen, og vil aldrig tage imod en opfordring om at fremhæve noget, med mindre det er noget som jeg selv kan stå 100% inden for. ALLE konkurrencer stammer fra firmaer, som jeg selv har kontaktet, i forhold til om jeg mener det kan blive til et fedt koncept - som i DOOMedag og MFS tilfældet, eller hvis det drejer sig om et produkt, som jeg mener har relevans for bloggens læsere, og som i kan få noget ud af - ud over muligheden for at vinde lidt gratis ting.

Alle de firmaer jeg kontakter donerer kun til jer, og ud over en (forhåbentlig) voksende læserskare, får jeg ingen anden kompensation, hverken i form af gaver eller penge. Det er vigtigt for mig, det er vigtigt for min integritet og det er også vigtigt for jer - selv om i måske ikke selv er bevidste omkring det.

Konkurrencer er som altid ikke 100% fastlagte, men jeg vil så vidt muligt prøve at inkorporere dem som månedlige tiltag, derudover vil jeg selvfølgelig fortsætte med de selv-finansierede konkurrencer, som jeg altid har gjort.