A.D.O.R. - The Concrete LP

Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke ved særlig meget om A.D.O.R., ud over at have hørt hans "Fat Boy Slim" samplede "One For The Trouble" - den der med "back once again for the renegade master...", og hans Pete Rock producerede "hit" "Let It All Hang Out", så har jeg absolut intet hørt fra manden som ellers har udgivet 4 plader siden "The Concrete LP" blev skrottet i 1994.

Det er da også i min søgen efter "unreleased" plader at jeg er faldet over A.D.O.R., og det må siges at være et af de bedre fund. Ikke alene er A.D.O.R. en super god rapper, men han bliver bakket op af nogle af hip hoppens aller største og bedste producere. Produktioner fra Pete Rock, Diamond D (hele 5 tracks), The Trackmasters, Marley Marl og Clark Kent, skulle have kastet denne plade direkte ind i bundtet af klassiske hip hop udgivelser fra start/midt halvfemserne.

I stedet blev albummet skrottet af Atlantic Records, en noget spøjs beslutning taget i betragtning af de førnævnte produceres co-sign af A.D.O.R., hvor især producer duoen Trackmasters popularitet og mainstream buzz i '94 bestemt ikke var noget at kimse ad, og man kunne have forventet at Atlantic havde udnyttet denne relation til at lancere A.D.O.R. på en ordentlig måde - men nej. I stedet nåede albummet ikke længere end nogle enkelte promo vinyler, som stadig er til at opdrive - hvis altså man er villig til at betale prisen.