Det grønne bord: Jazz to the Band - Støv

Jazz to the Band består af Jacob Blæst og Klør F.M., med mit utrolig sparsomme kendskab til den danske rapscene, kan jeg uden at tøve indrømme at jeg aldrig nogensinde har hørt om nogen af dem, og det lå heller ikke lige til højrebenet at anmelde deres plade, da deres udgivelse var gået helt forbi min radar. Det var da også med en vis frygt, at jeg - på deres opfordring, indvilgede i at anmelde deres nye plade. For til trods for at være begejstret for deres første "single" - Klapjagt på Rygklap, så oplever man desværre for tit, at ét godt nummer dækker over en masse lort.

Men det er heldigvis ikke tilfældet her, og faktisk var jeg så imponeret over pladen efter første gennemlyt, at jeg med det samme startede den om og endte med at høre den 5 gange i træk - det kan jeg ærlig talt ikke huske hvornår jeg sidst har gjort, så helt konkret kan jeg svare: ja, pladen kan noget - men hvad?

Musikken er - som de selv beskriver den, støvet, jazzet og lavet af nørder, hvilket man nok også kan uddrage fra deres navn. Det er dog måske en lidt forkert beskrivelse, for det kan hurtigt afskrække nogle fra at tjekke dem ud, ud fra en vurdering af at det hele lyder lidt for "real"og måske rent ud sagt lidt kedeligt. Men det er heldigvis langt fra kedeligt eller "real" - på den der totalt irriterende realness agtige måde, i stedet er det forfriskende at høre hvordan de har formået at fange så mange forskellige udtryk i en så sammenhørig udgivelse.

I den henseende har Klør F.M. - som står bag hovedparten af produktionerne, virkelig formået at sammensætte nogle potente og helstøbte tracks, hvor der er kælet for detaljerne med velplacerede cuts, finurlige effekter og små mellemspil alle de rigtige steder. Det giver nogle virkelig lækre produktioner, som heldigvis bliver bakket godt op af rappen som bestemt heller ikke skuffer, og der er faktisk så mange gode numre, at det er svært at fremhæve ét enkelt uden at komme til at undlade et som er mindst lige så godt, selvom "liige i kiosken" og "sombarefanden" er lige ved at stjæle showet for mit vedkommende.

Lyrisk er det nogle rimelige tunge emner som gennemsyrer albummet, hvor alt fra hip hoppens klichéer til ungdommens rastløshed og samfundets afmagt tages op, men heldigvis formår de at levere alle budskaberne med et glimt i øjet og musikalsk variation, så man på intet tidspunkt føler man bliver snakket ned til, og selvom nogle elementer i lyrikken vil gå hen over hovedet på nogle, så opfordrer det blot lytteren til at lytte efter en ekstra gang for at fange nogle af de øvrige lag, som der er rigtig mange af. Det er lækkert og hårdt tiltrængt, på en Dansk rapscene der i højere og højere grad lefler for den laveste fællesnævner.

Det er tydeligt at vi har at gøre med to rappere, som elsker at lege med sproget, og de er heldigvis ovenud dygtige, både hvad angår rimstruktur og flow. Denne leg med ord - blandet med albummets generelle musikalske udtryk, har selvfølgelig betydet at de meget hurtigt er blevet sammenlignet med Malk De Koijn, nogle er endda gået så langt som at sige de ligner dem lidt for meget.

Det er dog i min optik en fejlvurdering, for selvom der selvfølgelig er klare påvirkninger at spore fra de tre Langestrands Bananer, så er Jazz to the Bands udtryk i langt højere grad deres eget, og selvom de leger og eksperimenterer med sproget, så er der slet ikke de samme elementer af "fjollerap" og gøgl, som man genfinder hos Malk, hvilket føles som et bevidst - og klogt, fravalg. Det betyder dog også, at Jazz to the Band næppe opnår samme brede appel som Malk har fået - i hvert fald ikke med denne her udgivelse.

Jeg er ikke typen som kan lide at bruge en masse superlativer og tomme floskler i mine anmeldelser, så det vil jeg undlade, men jeg vil gerne påpege at Jazz to the Band på knap 40 minutter formår at lave præcis den hip hop udgivelse jeg allermest har savnet på den danske hip hop scene, nemlig den slags hvor man tror på egne evner, tænker stort og giver den gas, samtidig med at man viser lytteren nok respekt til at der leveres et kvalitetsprodukt.

MEN - der er altid et men, alt dette betyder ikke at det er et album uden fejl, der er nemlig én gennemgående mangel - og det er en stor en, nemlig den manglende stillingstagen til overgangene mellem hvert track.

Helt konkret, så har Jazz to the Band fuldstændigt overset/undladt at sørge for at lave nogle lækre glidende overgange imellem hvert nummer. På en "normal" udgivelse med et sæt selvstændige numre, kan dette være helt unødvendigt, men på netop denne udgivelse hvor der virkelig er kælet og leget med detaljerne, så virker det helt underligt at dette element er fraværrende og det gør desværre at albummet mister rigtig meget af sit momentum, især når de fleste tracks har lange efterspil som virkelig lægger op til en dejlig overgang, for blot at blive afbrudt af sekund(er) lange pauser. Det har den konsekvens, at albummet kommer til at fremstå lidt som et "groft" udkast - en demo om man vil, og det er virkelig en stor, stor skam.

Det er selvfølgelig ikke noget som skal afskrække nogen fra at tjekke pladen ud, men det er en detalje som adskiller en virkelig god plade, fra det helt specielle og helstøbte. Men til trods for denne rimelig store mangel, så har jeg alligevel valgt at give Jazz to the Band en høj karakter, for ligesom vi alle sammen har prøvet at få et stort 7 tal, så vil jeg gerne give dem et lille 10 tal, og så håber jeg ikke de overseer/fravælger den slags detaljer i fremtiden. For hvis de havde sørget for at få det sidste element med, så havde de helt sikkert fået et stort 10 tal - og måske endda også mere.