"Hey nu lortet startet bitches
Vil du vædde om i har det bitches
Yo, i så sarte bitches
Uh, var det fire linjer med bitches"

Ovenstående fire linjer opsummerer faktisk ganske fint 4PRO's debut - på godt og ondt, og lad det være sagt med det samme, hvis du er typen som ryster på hovedet af ovenstående, så kan du lige så godt hoppe fra nu. Hvis der derimod bredte sig et lille smil - bag dit hip hop stone face, så fortsæt endelig med at læse, og find ud af hvorfor "Konsekvens" er et underholdende og velproduceret bekendtskab fra start til (næsten) slut.

Jeg havde egentlig skrevet en kort, men noget kringlet indledning, omkring 4PRO's navn og hans rolle som L.O.C.'s backup og Suspekts "Lambrusco præst", men jeg synes egentlig det var en underlig repræsentation af en rapper, som endelig er parat til at stå på egne ben - til trods for en rimelig heftig gæsteliste.

Netop gæsterne på albummet, har været et stort omdrejningspunkt for nogle af de fordomme og rygter der har floreret omkring udgivelsen, hvor tvivlen hovedsageligt har været omkring 4PRO's evner til at udfylde sin position som "hovedrolleindehaver" på sit eget album. Man er dog på intet tidspunkt i tvivl om hvem som styrer showet, og selvom nogle stadig vil mene, at der er lige lovlig mange gæster på albummet, så er der efterladt masser af spillerum til 4PRO, som på intet tidspunkt bliver outshinet eller degraderet til backuprapper, hvilket i høj grad kan tilskrives hans specielle flow og generelle cocky attityde, som gennemsyrer hele albummet - og som man enten hader eller elsker.

4PRO får dog ikke kun hjælp af med-rappere, men har derudover rekrutteret produceren ES, til at stå bag samtlige produktioner på albummet. At sige ES er en dygtig producer, ville i den henseende være en stærk underdrivelse, og jeg kan uden at tøve sige at ES' produktioner bidrager til hovedparten af albummets nerve og underholdningsværdi. Man skal lede meget længe efter en bedre repræsentation af et moderne autentisk west coast lydbillede, og man kan nærmest høre hvordan kunstnere som Xzibit, Ice Cube, The Game eller WC ville passe perfekt ind over nogle af produktionerne.

Ikke dermed sagt at albummet udelukkende er spækket med bangere fra start til slut, tværtimod er albummet ganske velafbalanceret med en ligevægt af hjernedødt blær, selvreflekterende tracks og alt det midt i mellem, hvor det især er bangere som "Typer som os", "Skyderi" og "Paranoid", og afdæmpede tracks som "Hiv af mit liv" og "Lover ikke noget", som skiller sig ud fra mængden.

Alt i alt, kan man sige, at 4PRO leverer et ganske underholdende og helstøbt album, som dog hen mod slutningen bliver lidt for underholdende - af mangel på bedre ord, idet tracks som "Nemme Penge", "Ballade" og "Jeg er ikke kommet for at danse" simpelthen mangler noget reel substans uden megen genlytningværdi. Hvis man dertil tilføjer at nogle af emnerne på pladen går lidt for meget igen, så begynder albummet desværre at miste en del af den slagkraft og det momentum, det ellers havde ved de første par gennemlytninger.

Hvis jeg skal skære helt ind til benet, så vil jeg drage en lille parallel, som jeg mener opsummerer og beskriver dette album rigtig godt. Albummet minder nemlig utrolig meget om et "The Game" album; man er sikret lækre produktioner og kompetente gæster fra start til slut, og selvom hovedpersonen ikke altid er helt på niveau, så er man underholdt fra start til (næsten) slut.