De sidste par år, har nærmest set en eksplosion af nye unge talenter, som gennem kreative kollektiver sætter dagsordenen for hvordan den danske rap skal udvikle sig. Ligesom B.O.C. og Everyday Crew, er HvadEvigt et sådan kollektiv, der dog yderligere skiller sig ud, ved at være frontløberne for en ny Aalborgensisk bølge, der så småt er ved at sætte sit aftryk over resten af landet, i et forsøg på at få Aalborg tilbage på kortet, én gang for alle.

En af de helt markante profiler fra HvadEvigt, er uden tvivl Danni Toma, der med sin faste beatmager Noodle, allerede har opnået stor anerkendelse på tværs af bygrænserne. I et forsøg på at forstå den Aalborgensiske bevægelse, møder jeg Danni Toma sammen med sin partner in crime Orhan, i en snak om udviklingen i Aalborg, betydningen af HvadEvigt og ikke mindst hans egne visioner for fremtiden.

Kan du fortælle lidt om hvem du er, hvor du kommer fra og hvordan det hele egentlig startede?
Danni Toma: Mit navn det er Danni Toma og jeg kommer fra en by der hedder Aalborg, straight up (griner). Jeg startede med at rappe med min homie Joos for cirka 5 år siden, i den samme fritidsklub som gode gamle Jonny Hefty arbejdede i. Efter et stykke tid, tog han os med ud og spille, så vi fik chancen for at opvarme for en masse, som en del af hans show.

Med tiden blev vi mere selvstændige, jeg hookede op med Orhan og Cuzpa, og vi lavede vores ting under noget som vi kaldte ”LavProfil”, der hev vi så Noodle med ind. Jeg kan huske jeg sagde til ham straight up; ”Du ka’ ik’ rap homie, hva’ har du så tænkt dig at gøre” (griner), så siger han til mig ”jamen fuck it, så laver jeg beats”.

Det første jeg bad ham om at købe, det var det der ”Hip Hop DJ 5”, som bare var loops man kunne trække frem og tilbage (griner), men med det samme han havde fået og afprøvet det i 10 min., så sagde han; ”fuck det her” og med lidt research startede han med Reason og opgraderede hurtigt til en MPC-2000XL.

Orhan: Det var ligesom også da han fik sin MPC, at vi virkelig begyndte at forstå hvilken lyd vi gerne ville have og at vi selv begyndte at danne os et indtryk af, hvilken Hip Hop vi syntes der kunne være fed at lave.

Danni Toma: Før Noodle trådte i karakter, da havde vi jo længe ledt efter beats, og det ikke fordi jeg er en hater på dansk rap, men det blev bare for kedeligt og vi tænkte hele tiden at vi gerne ville prøve at lave noget nyt, vi savnede ligesom noget dansk hip hop som havde noget sjæl og nerve, og ikke så meget blær, lir og ”se mig” mentalitet. Og det er også fair nok at lave den slags, og jeg respekterer hele lortet, men jeg skal også have plads til at lave mit og det fandt vi ud af da Noodle begyndte at lave beats.

Kan du fortælle lidt om HvadEvigt, hvem er i og hvad det egentlig går ud på?
Danni Toma
: Vi har mange navne, HvadEvigt click, HvadEvigt Crew, ModernDayHippies, OriginalDopeboys – vi hedder alt muligt shit (griner).

Men det startede egentlig fordi vi er nogle totalt Youtube nørder, vi stener Youtube konstant og finder en masse griner ting hele tiden, som vi gerne vil vise til hinanden. Så i stedet for at vi hele tiden skulle ligge og sende links rundt til hinanden, så oprettede vi en blog, hvor vi så alle sammen kunne sætte ting op, som de andre skulle tjekke ud. Bloggen var egentlig kun for vennerne, men efterhånden gik der sgu lidt fame i den, og der begyndte at være mange hits og folk der skrev kommentarer, så købte vi et regulært domæne navn [HvadEvigt.dk], så folk kunne følge med i vores shit.

Orhan: I HvadEvigt Crew, er der selvfølgelig mig, Danni, Brian Siva, Bulut LOC, Noodle og øh… puha der er mange, alle mulige fotografer, grafikere, skatere alle mulige, så det er 100% et kreativt kollektivt, men der er også helt vildt mange fra vores almindelige omgangkreds, som vi bare stener film og spiller Fifa med.

Danni Toma: Helt grundlæggende stammer det jo bare fra det track fra Redman ”Whateva Man”, og så har vi bare oversat det (griner).. du ved sådan, hvad evigt mand (griner)

På det sidste har det virket som om, der har været lidt af en Aalborg revival, er det noget i har kunnet mærke og hvorfor tror i egentlig at det er sådan?
Danni Toma: Vi er alle sammen i starten af tyverne, og der har ikke rigtig været nogen efter Jonny Hefty, og det er jo trods alt 10 år siden…

Orhan: og så har det virkelig virket som om, at der har været bud efter det, hvor der virkelig har været en tør periode i Aalborg. Vi har også altid vidst hvad vi ville med vores musik, så det er også bare en kombination af, at vi er blevet dygtigere, ældre og klogere, så vi kan lave ting, så folk i Aalborg kan begynde at fatte hvordan det egentlig er Hip Hop skal lyde

Danni Toma: Ja, og så er det bare virkelig eksploderet, der er så mange som er begyndt at reppe Aalborg, og det som kendetegner den nye generation, er også bare at den giver så meget kærlighed til hinanden – og det er lige meget hvor man kommer fra.

Bare det, at en kunstner som Oliver Kesi nævner mig, i hans interview, uden at jeg overhovedet har snakket med ham før, og han alligevel kan genkende mit shit, det viser bare – over for mig, at vi er en generation, som er parate til at fucking tage over. Og det er ikke nogen respektløs ting overfor den ældre generation, men det er bare tiden til at vise, at vi også kan vores shit.

Hvordan har Aalborg taget imod det, og er der overhovedet en regulær hip hop scene?
Orhan: Ud over det vi selv laver og skaber, er det ikke fordi der har været rigtig meget før hen, men efterhånden er der sgu mange der er kommet til. Ud over os, er der jo Hot Boxin Hot Dogs, Ham Der Hasse, LHT Soundsystem, så Aalborg er fandme i live lige nu.

Danni Toma: For os, startede det egentlig med, at vi lavede noget der hed ”Club GetUp”, som blev hooket op gennem min kærestes kusine, som havde et hookup til et gammelt hip hop diskotek. Jeg savnede generelt hip hop i byen. Min homie Devious var good with the hands, Orhan er bare good with money og Noodle skulle oplæres i the business (griner), så lige pludselig havde vi et team og et sted det kunne gøres, så vi besluttede os for at starte denne her klub, og så kalde den det mest simple shit vi overhovedet kunne tænke på – ”GetUp” (griner).

Og det endte faktisk med at gå rigtig godt, altså Aalborg er en lille by, men dem der er noget i Aalborg – hvis de er noget, de var der. Efter det, kom der en masse andre til, og efterfølgende er der faktisk blevet booket rigtig meget hip hop eller hip hop relateret ting til Aalborg. Jonas Westergaard fra ”Platform 4” og Thomas Bedsted fra ”Viva La Revolution”, holder det nede i Aalborg for tiden, og så er der bare også kommet sindssyg mange andre til.

Orhan: Vi har jo også kunne bruge det rigtig meget, taget i betragtning af hvor meget – eller mere hvor lidt, musik vi egentlig har lavet, så kender alle i Aalborg jo os på grund af vores andre ting, og det gør så også at de følger med i – og er interesseret, i det musik vi også laver.

Danni Toma: Der har generelt bare været helt vildt meget kærlighed, i starten tænkte vi meget at ting ikke kunne lade sig gøre, men efterhånden kan vi jo se at vi får rigtig meget respons, og det beviser jo at vi har gang i noget fedt, som vi heldigvis kan hygge os med og bygge videre på.

Hvis vi skal tale lidt om din EP – ”Søndage & Andet Poetisk Bullshit”, hvilke overvejelser havde du så gjort dig i forhold til at udgive noget fysisk, i stedet for eksempelvis at sætte det hele til gratis download, som du jo gjorde lidt efter med ”Januar”?
Danni Toma: Jeg tror der kan være nogle forskellige grunde, som jeg læste i Jazz to the Band interviewet, så var de lidt inde på, at de gratis udgivelser, dem skøjter man lidt for nemt hen over, og det tror jeg egentlig de har lidt ret i.

Men for mig, handlede det også rigtig meget om, at jeg egentlig var inde i en proces, hvor jeg virkelig ikke havde lavet musik i lang tid, jeg var ikke en decideret MC, men nærmere blevet en konferencier til freestyle events og jeg var alle steder, men jeg rappede ikke så meget.

I kraft af at Noodle blev bedre til at lave beats, så ramte det mig bare lige pludselig. Vi havde jo altid drømt om at lave en lille EP, og vi begyndte stille og roligt at stykke den sammen, med alle mulige ting som vi oplevede i vores hverdag, men vi vidste fra starten af, at den skulle være en fysisk udgivelse til en fiffer, og så skulle det bare spredes så meget som overhovedet muligt.

Vi prøvede derfor også at arbejde rigtig meget med stemninger, og den fandt vi allerede da Noodle smed det første beat op, til det track der ville komme til at hedde ”Om Natten”. Derefter kom tracket ”Søndage” på banen, som ligesom blev pladens omdrejningspunkt, hvor de andre tracks så er alt det andet poetiske bullshit (griner), så havde vi ligesom allerede en arbejdstitel.
En god homie der hedder Rune Thomsen kom og skød et fedt cover, og lige pludselig – bang, så havde vi bare det hele på plads, og vi har solgt nærmest alle eksemplarer, så det er vi fandme rigtig glade for.

Men samtidig var det jo også vigtigt for os, at vi på en eller anden måde kunne holde vores navn lidt i live, så vi lavede jo en gratis EP, med de leftover tracks der var, og det er også noget som vi planlægger at gøre med den næste EP, så der ligesom er en fysisk udgivelse, efterfulgt af en gratis, så folk hele tiden får nyt shit fra os.

Ville du gå så langt, som at kalde din EP for et koncept album?
Danni Toma: Ja, det ville jeg sige at det er, det er et album, der i mit hoved er dedikeret til en tid i mit liv, som nok var den første fase hvor det gik op for mig, at livet ikke altid er så ligetil som jeg måske rendte og troede. Så den stemning vi har skabt på ”Søndage & Andet Poetisk Bullshit”, var en dedikation til den tid og en måde for mig at give slip, så jeg ikke hænger for meget fast i melankolien, og når jeg så lytter til lortet, så kan jeg huske hvordan jeg havde det. Man kan sige, at det er en repræsentation af en mørk tid i mit liv, som jeg så kan komme ud med i min musik, så ja, det er et koncept.

Den næste EP kommer stadig til at have de stille og rolige beats, fordi jeg er en stille og rolig type, men det nye shit er tekstmæssigt meget, meget mere ærligt, ville du ikke sige det Orhan?

Orhan: De numre jeg har hørt, er i hvert fald meget mere direkte lyrisk end det man er vant til fra Danni.

Du har jo fået virkelig god respons, og som du selv siger, er det også gået godt med salget, er det egentlig kommet bag på dig?
Danni Toma: Det ved jeg ikke rigtig om det er, men det der faktisk virkelig er kommet bag på mig, er at vi ikke har hørt noget negativt, der er enkelte gamle hoveder oppe i Aalborg som har sagt lidt, men dem ser jeg mere som nogen der har ondt i røven. Jeg er super glad, og bare det at jeg er ovre i København i dag for at spille, det er bare super motiverende. Det som var planen med EPen, var jo at give folk 23 minutter i mit univers og det må have ramt noget, for responsen har været så vild uanset hvor vi har bevæget os hen, og det er sgu stort for mig.

Er der noget konkret på tegnebordet for dig, og ikke mindst HvadEvigt Crew?
Danni Toma
: Jeg kommer snart med noget nyt, jeg er produktiv og har allerede lavet tre numre med Fabelyd fra København, som laver sådan nogle ”Friday Sessions”, hvor ”Part II” så er med mig og den er sådan set ved at være færdig. Så har jeg fem nye numre i boksen med Noodle, så der går ikke mere end 2-3 måneder så er vi færdige med noget shit (griner), vi arbejder sgu hurtigt… og kreativt.

Så har jeg nogle numre med Bulut LOC, som har noget rigtig, rigtig ild i kog, det er dystert ryger hip hop med en snert af eftertænksomhed. Bulut er den mest underlige person jeg har mødt i hele verdenen, men han er så fucking dope at jeg ikke kan beskrive det, de ting han har set med sine øjne, dem kan jeg slet ikke sætte ord på.

Brian Siva skulle også meget gerne komme med noget nyt meget snart, som er produceret af Noodle, vores gode homie McMark har lige smidt sit mixtape ”Rim = Teknisk” op til gratis download på HvadEvigt.dk, som også er gæstet af hele crewet, og så langt om længe, så skulle the one and only Orhan også gerne få taget sig sammen til sin EP, så der er gang i den, vi er bestemt ikke dovne.

Hvis man har fulgt lidt med på Twitter, Facebook eller bare HvadEvigt.dk, så ser det jo ud til at der er et par kollaborationer i gang, kan du fortælle lidt om dem?
Danni Toma
: Jamen det kan jeg godt, det der skete var, at jeg sad og læste interviewet med Oliver Kesi og jeg havde lige set videoen til ”Stadig den bedste” og synes at det var helt vildt, så efter det, gennemgik jeg lige hele deres repertoire på Youtube og tænkte at det var for fucking sygt, så da jeg så at han nævnte mig få dage senere, så sendte jeg ham et beat to dage efter og vi skrev lidt frem og tilbage, bagefter har vi begge bare haft mega travlt, men jeg ved at vi begge gerne vil have det til at ske.

Pato er der også noget officielt med, men jeg ved ikke helt hvor meget jeg kan sige, men det bliver i hvert fald ikke på et mixtape og det skal nok komme til at ramme bredt. Jeg ved egentlig ikke hvor meget jeg kan sige om det, men jeg blev sgu helt overrasket over at han pludselig skrev til mig og endda sendte mig et beat samme aften, jeg skrev et vers med det samme, og vi mødtes for at indspille det da han var i Aalborg, så der sker faktisk ret mange ting.

Pato skal også lige have et skud ud, for at holde det nede på jorden, Aalborg har mad love for Pato og hans ting, så skud ud til ham, og forhåbentlig falder vores ting på plads og vi kan komme til at lave flere ting i fremtiden.

En tendens blandt up-coming artister, har været at de ofte har knyttet et visuelt element til deres musik, hvem laver egentlig jeres videoer og kan det tænkes, at i vil udnytte denne mulighed mere i fremtiden?
Orhan
: Ja, det er helt rigtigt, det er vigtigt vi lige giver skud ud til Phichet, som blandt andet har lavet ”Cypher” videoen, som nok er et af de numre som vi har fået aller mest respons på.

Danni Toma: Det er bare generelt HvadEvigt crew, det er venner og nu til dags skal man jo ikke bruge andet end et videokamera og en internetforbindelse, og så har man lavet en video. Men vi er meget i studiet, så det er ikke altid at vi lige tænker at man kan lave en video, og faktisk er det mest når vi alle er samlet og der lige er nogen som nævner det.

Orhan: Men det er også klart, at en del af den gode respons på ”Cypher” tracket, kom sig af, at vi havde lavet en video, så det er noget som vi helt klart skal overveje om vi skal lave lidt flere af, men det er i hvert fald ikke sådan at vi skal til at spytte videoer ud til højre og venstre, men hvis vi laver et nummer som skiller sig ud, så skal vi måske blive bedre til at bakke det op med noget visuelt.

Hvis man gerne vil ud og opleve Danni Toma live, har man så gode muligheder for dette i den nærmeste fremtid?
Danni Toma
: Jeg har faktisk rigtig mange shows lige for tiden, jeg spiller i København igen til juni på Stengade, jeg skal spille med Jøden og Hefty til Nibe festival og så er jeg også lige blevet booket som opvarmning til Hocus Pocus i Aalborg. Derudover skal jeg spille til en velgørenhedsfestival for syge børn i afrika, så jeg har virkelig fået mange spillejobs over det hele i Danmark, der er mange flere som jeg ikke lige kan huske, men man kan altid lige følge med på HvadEvigt.dk eller Facebook.

Men ellers så skal man selvfølgelig bare smide en mail eller fange mig på Facebook eller Twitter, I’m the coolest guy, så holla at me (griner)

Hvad er visionerne for fremtiden?
Danni Toma: Den umiddelbare vison er at vi får en masse ting at lave og at folk begynder at hjælpe hinanden og skabe en enhed. Vi skal prøve at arbejde sammen, i stedet for hele tiden at tænke solo. Prøve at arbejde sammen på kryds og tværs, ligesom at lave noget med Oliver Kesi, Jazz to the Band, som jeg også er super vild med, eller CrackMordaZ, bare tanken om at krydse det hele sammen, så vi kan vise at det er os som er på banen og at man godt kan stå sammen, i stedet for at det hele tiden skal være alene eller drevet af ego. Jeg har faktisk først rigtig nu, haft lyst til at lytte til dansk rap, fordi der bare er så mange kreative og svedige hoveder som er begyndt at dukke op

Ud over det, er der så lige noget i gerne vil have med, her på falderebet?
Danni Toma: Jeg vil gerne sende props til alle dem som har gang i deres shit lige pt., det bliver jeg nød til. Jeg synes det er vigtigt at man tjekker op for hvad der sker af nye ting i det danske, og det er ikke fordi jeg ikke har respekt for den gamle skole, men tiden er ved at være ovre for mange af dem, og så er det tid til at vise at vi kan køre vores shit, uden alt det had, splid og ego som der har været.

Til sidst, så husk at gå ind på HvadEvigt.dk og hvis du har brug for et beat, så giv Noodle et kald han er number one in the game, skud ud til ModernDayHippies og HvadEvigt Crew.

Orhan: Skud ud til alle homies i Aalborg og skud ud til SPOL OP! fordi du gider lave det her interview.

* I anledningen af interviewet, har Danni Toma og Noodle, sat 2 eksemplarer af deres EP "Søndage og Andet Poetisk Bullshit" på højkant. Så hop ind og "synes godt om" dette indlæg på Facebook, for at deltage i lodtrækningen.

Konkurrencen løber frem til søndag d. 22 maj kl. 14:00, hvorefter der vil blive trukket en vinder.