Ali Vegas - Generation Gap


Ligesom det var tilfældet med Red Café og hans unreleased "I Got a Story to Tell" album, så er Ali Vegas samme type rapper, der aldrig fik chancen for at bevise sit værd, til trods for en massiv hype.

Ali Vegas blev tidligt sammenlignet med Nas, først med hans street-single "Queens Theme" og med singlen "Theme of New York" fra slutningen af 2000 blev sammenligning yderligere forstærket, idet mange på netop dette tidspunkt var klar til at afskrive sig Nasir Jones.

Begge numre blev store succeser, og idet de begge var sat til at optræde på hans kommende debut, sværmede der megen hype og omtale omkring denne. Desværre så Columbia anderledes på sagerne, og hans distributionsaftale under Trackmasters blev droppet - sammen med hans album.

Efterfølgende har det været rimelig op og ned for den kære Ali Vegas, efter nogle fejlslagne forsøg som selvstændig, slog han sig sammen med NBA stjernen Lamar Odom og dannede selskabet "Rich Soil Entertainment", umiddelbart efter blev det offentliggjort at hans endelige debut, som stadig går under arbejdstitlen "Generation Gap", skulle udkomme i februar 2008, som i nok har bemærket er dette dog ikke sket endnu. De seneste år har dog budt på fornyet Ali Vegas hype, og forhåbentlig kan han komme til at udgive en proper debut i den nærmeste fremtid.

Hvorfor den oprindelige "Generation Gap" blev droppet, kan være svært at komme med et endelig svar på, en teori kunne være Nas' affilering med Columbia Records, som ikke har skønnet det rentabelt med en rapper af samme "type" på netop dette tidspunkt - midt i beefen med Jay-Z. En anden årsag kan simpelthen blot være, at Columbia ikke så det samme potentiale hos Ali Vegas, som resten af os (læs: mig).

Albummet er klassisk east-coast, som man (læs: jeg) elsker det. Jeg var personligt én af dem, som spåede store ting for Ali Vegas og dette album har været i meget tung rotation igennem årene, og med potente gæstevers fra AZ, Half-A-Mil og Nature, skal man ikke snyde sig selv.