Atmosphere er efterhånden nogle garvede herrer, både hvad angår deres musikalske karriere, som efterhånden spæner over mere end 15 år, men også med hensyn til besøg til Danmark, som efterhånden må tælle omkring de 5 besøg - hvis ikke det endda er flere. En detalje som Slug selv huskede at notere, til stor jubel fra publikum, hvoraf nogle tydeligvis havde set dem aller første gang til Århus Took It, tilbage i 2000. I dette tilfælde var Atmosphere, dog booket til et noget større venue end de ellers har været vandt til herhjemme, og det rigtig interessante spørgsmål, har selvfølgelig været hvorvidt Roskilde Festival gængerne, overhovedet har været indstillet på at tilbringe deres fredag eftermiddag i selskab med Atmosphere...


Det må man sandelig sige de var, og med et ekstremt tætpakket Odeon telt, og publikum der bredte sig langt ud over dets grænser, kan der vist ikke herske nogen tvivl om, at Atmosphere bestemt var blandt festivalgængernes absolutte topprioritet, hvilket yderligere gav sig til udtryk i den stemning som prægede hele koncerten, hvor publikum hang på helt til det sidste, både igennem det rockede, det funky og ikke mindst det introverte, som uden tvivl præger megen af Slug's tekster.

Slug selv, havde bestemt også bidt mærke i det store og oplagte publikum, og gjorde sit for at sætte gang i løjerne. Med en skarp levering, som kun 15 år i spillet kan frembringe, fik han derfor guidet publikum igennem Atmosphere's repetoire, fra det gamle i form af "Between the Lines" og "Guns and Cigarettes", forbi det måske knap så kendte hit "Sunshine" og hen til det for de fleste langt mere velkendte "God Loves Ugly", som uden tvivl udgjorde et af koncertens absolutte højdepunkter.

Desværre kom klimaks, lige lidt for tidligt, og det blev tydeligt at Atmosphere efterfølgende havde svært ved at fastholde det momentum, som der var blevet opbygget til og med "God Loves Ugly", hvor Slug endda enkelte steder begyndte at miste dén gennemslagskraft i stemmen, som han ellers havde lagt for dagen. Heldigvis for Atmosphere, blev de langt mere stille og introverte numre, som prægede anden halvdel af koncerten, taget vel imod af publikum, der sugede numre som "I Don't Need Brighter Days" og "Lovelife" til sig, mens de hang sig på hvert et ord som kom ud af Slug's mund.

Det var dog bestemt ikke alle aspekter af koncerten som var lige vellykkede, her tænkes i særdeleshed på band opsætningen, som i høj grad var hængt op på en guitarist, som i alt for høj grad fik lov til at dominere lydbilledet. Flere steder druknede Slug's vokal fuldstændig i den massive støj fra guitaren, og desværre prægede det en alt for stor del af numrene. Helt galt gik det dog, under det i forvejen country inspireret "Trying to Find a Balance", som blev fuldstændig maltrakteret af guitaristens forsøg ud i country.