Den kære Charles Bradley er efterhånden en sagnomspunden mand, der med sit hårde liv og relativ sene gennembrud som 62årig, har givet ham øgenavne som "The Orginal Black Swan" og ""The Screaming Eagle of Soul", som uden tvivl henviser til hans utrolig harske men gennemtrængende stemme, som henleder tankerne til de absolut største soul stjerne, som David Ruffin og Otis Redding. Den ældre herres visit til Odeon scenen på denne Roskilde Festival 2011, var da bestemt heller ikke gået folks næser forbi, idet teltet på ingen tid blev pakket til randen, og med endnu flere som nød koncerten på det bagvedliggende græsareal.

Et veloplagt og velmenende band startede løjerne, med hvad der kun kan karakteriseres som et meget langt forspil, der både tændte og slukkede publikum mere end et par gange, under dets kvarter lange spilletid. Heldigvis blev publikum dog vækket fra deres slummer inden det var for sent, og med ordene "Introducing the Original Black Swan and the Screaming Eagle of Soul, MISTER CHARLES BRADLEY!" indtog aftenens hovedperson scenen, med hvad der bedst kan karakteriseres som euroforisk jubelråb fra publikum, som tydeligvis gjorde Charles Bradley en smule paf og benovet.

Og synge, det kunne han, faktisk i en sådan grad, at det nærmest drev ned af væggene med tyk sould, når først han gav stemmen rigtig frit løb. Hvilket afspejlede sig i publikums reaktioner, som gengaldt kærligheden tusinde gange igen, med jubelråb og spontane klapsalver. Lyden var i den henseende ganske enkelt fantastisk, og selv flere meter ude af Odeon teltet, gik både vokal og instrumentering klart igennem.

Desværre var koncerten dog præget af Charles' høje alder, og dertilhørende energi niveau. Idet man cirka halvvejs endnu engang måtte nøjes med en meget lang instrumental passage fra bandet, som på ingen måde formåede at løfte sig op over det middelmådige. En regulær profil i bandet, var savnet og det afspejlede sig flere gange, idet publikum nærmest higede efter afveksling fra deres monotone samspil.

Pausen forstyrrede i høj grad det opbyggede momentum, hvor han efterfølgende havde svært ved at få publikum med, selv på hans største hit "The World (Is going Up In Flames)". Dét, blandet med lidt for mange clichéer, i form af "I love you" seancer fra Bradley til publikum, endte desværre at gøre koncerten alt, alt for kort, hvor hovedpersonen reelt set kun optrådte lidt over halvdelen af den lille time det varede.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at publikum var begejstrede, men det virkede i højere grad som om publikum hyldede tanken om Charles Bradley, end den reelle præstation som blev lagt for dagen, der som sagt bestod af alt for lange pauser og flere dyk i momentum, som flere gange efterlod publikum helt for sig selv, kun akkompagneret af et ukarismatisk band.