En begynders fortællinger (sidste dag) - Roskilde 2011 edition

Og netop energien, var da også så småt ved at sive ud af festivalen, som mest af alt bar præg af en efterladt slagmark. Overalt hvor man bevægede sig lå der livsløse kroppe på de mange græsarealer, men bestemt også inde i scene teltene kunne man finde festivalgængere som sov (var døde?), alt imens koncerterne bragede der ud af.

Tis og lort var der selvfølgelig også en masse af, og selvom jeg har været deromkring en hel del gange efterhånden, så kom det dog bag på mig, at det - ifølge de folk jeg snakkede med, er et relativt nyt fænomen, som faktisk har skabt en del problemer for Roskilde Festival i år. Jeg så da også nogle spændende nye pissoirer til piger, men det virkede nu ikke som om de var særlig populære - det er vist noget med et strategisk placeret lys, så kan i nok godt gætte jer til resten.

Som det havde været tilfældet om lørdagen, bar min festivalsoplevelse denne søndag, meget præg af, at gå frem og tilbage mellem de mange koncerter, og i den anledning fik jeg observeret endnu et fantastisk fænomen, som næsten - men kun næsten, kunne toppe mine oplevelser i den famøse medieby. Jeg tror ikke området jeg fandt har noget navn, men man kunne passende kalde det douchebag town (selvom jeg hader det ord), hvor mærker som WOOD WOOD, Henrik Vibskov, Mads Nørgaard og Norse havde valgt at opstille boder, som alle lignede lukkede klubber, hvor fyre med ironiske tatoveringer og unge modelaspiranter, skuede ud over mængden i deres sponsor-tøj.

Og det er egentlig nu jeg måske skal rante lidt, fordi det er den sidste dag, og fordi det er min første gang på Roskilde Festival, så here goes; HVORFOR skal der være så mange boder, HVORFOR skal der være sådan en ulækker hierarkisering af festivalgængerne nærmest lige meget hvor man bevæger sig, HVORFOR virker det som om at musikken er det sekundære, og HVORFOR HELVEDE er det ikke de regulære festivalsgængere som der bliver leflet for... stram op Roskilde Festival, stram op pladeselskaber, stram op Tuborg og fuck af Norse, WOOD WOOD, Streetmachine, Henrik Vibskov, Mads Nørgaard, Converse og hvad fanden i ellers hedder, med mindre i har andet at byde på, end at lænse folks penge med ting som INGEN har brug for på en festival som denne. Bandmerchandise og musik, det kan jeg i det mindste forstå, men alt det andet, var/er mildest talt absurd, og jeg følte mig mere og mere på charterferie, end på musik festival.

Puha, det skulle lige ud af systemet, og jeg ved nogle vil være uenige, men reelt set, I don't give a fuck, for jeg ved rigtig, rigtig mange er enige, også selvom de ikke åbner munden omkring det.

Nu skal det hele ikke kun handle om det, for det vigtigste må jo være musikken, som der jo som sagt var rigtig meget af til en hip hopper som mig. Curren$y, Big Boi, L.O.C., Janelle Monáe og Timbuktu, stod alle på plakaten, og desværre skulle man vælge om man ville se Janelle Monáe eller L.O.C. - jeg valgte det første.

Det var egentlig meningen at jeg ville anmelde Janelle Monáe, men en sød fyr (læs: total idiot) valgte at smide min kuglepen ud i publikum, så snart Janelle Monáe havde indtrådt scenen. I stedet fik jeg festet og danset godt igennem, hvilket jeg må sige var lettere tiltrængt, jeg må dog også indrømme at de mange dage efterhånden havde efterladt deres spor hos mig, og efter endnu et cover nummer fra Janelle, måtte jeg desvære opgive og søge lidt ro, efter blot 40 minutter.

Som i nok kan se, har jeg haft et noget ambivalent forhold til Roskilde Festival. Jeg vil dog sige, at med det udgangspunkt som jeg startede med, nemlig hvorvidt Roskilde Festival 2011 havde noget at byde på, til en inkarneret hip hopper, så vil jeg sige ja, jeg føler mig i hvert fald godt mæt efter de mange koncerter og hvis man ligeledes har udnyttet de mange warmup arrangementer, så har man i hvert fald været garanteret 8 dage med hip hop i mere eller mindre grad, hver dag. Og det kan man sgu ikke brokke sig over.

Nu er det ikke mere at sige, end tak for i år, og mon ikke jeg gør det hele igen til næste år.