Efter et mindre comeback i form af det efterhånden klassiske album "Be" og det knap så klassiske, men stadig meget helstøbte "Finding Forever", overraskede Common alt og alle ved at lave et decideret stilskift i form af "Universal Mind Control", som dels vidnede om en mere løssluppen Common, men måske mest af alt, om en rapper som ikke helt vidste hvilken type kunstner han egentlig ønskede at portrættere. Nu er Common så tilbage med sit 9. album, og hvis man har fulgt bare en smule med i projektet, så vil man vide at han har genfundet sin gamle gnist, med et album der er blevet kategoriseret som klassiker inden det overhovedet har haft en chance for at ramme masserne. Men er det så det?

For at forstå pladen, er det måske på sin plads at forstå præmissen. Dreamer/Believer er nemlig - som så mange andre plader, en form for koncept album. Rimelig konkret betyder det at albummet er delt op i to elementer, nemlig en "dreamer" del og en "believer" del (duh). Pladen repræsenterer så Common's udvikling fra "dreamer" til "believer". På papiret kan det muligvis fremstå som en omgang "laveste-fællesnævner-americana-følelsesporno", som mest af alt henleder tankerne til Justin Biebers credo "dare to dream" - og det er det da også enkelte steder, men i praksis fungerer det faktisk ganske glimrende... og dog.

Som udgangspunkt starter albummet helt fantastisk, med en perlerække af numre hvor Common får slået fast at han stadig er på niveau med hip hop lands absolut bedste, og med en bredde som langt overgår de fleste. Numre som "Sweet", "Raw" og ikke mindst "Ghetto Dreams" med Nas, viser at Common stadig kan "gå hårdt ind" - som man siger, når det kræves. Samtidig med at de mere afdæmpede numre som "The Dreamer" og i særdeleshed "Lovin' I Lost", vidner om at common stadig kan inddrage lytteren med sin lyrik og hans særegne Chicago slur.

Det er måske på sin plads lige at sige lidt om produktionerne, dels fordi de alle bliver håndteret af No ID, men hovedsageligt fordi det hele er ganske enkelt fantastisk. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at detaljeringen og den musikalske røde tråd, som bliver lagt for dagen af No ID, udgør det absolut mest sammenhængende og vellydende Common album til dato. Og hvis blot rappen kunne følge med, så ville det uden tvivl være en kraftpræstation af dimensioner.

Desværre for Common og ikke mindst os, så er han desværre ikke altid på niveau med No ID, og det er især albummets afsluttende numre, som desværre kommer til kort. Man kan på sin vis også sige, at Common er langt mere tiltalende når han "dreamer" end når han "believer", idet netop dette element af pladen fremstår følelsesforladt og fantasiløst og det er altså en rimelig øv fornemmelse, når nu det ellers startede så godt.

For at konkretisere det lidt, så er er det i særdeleshed "Celebrate" der starter den nedadgående spiral. For selvom nummeret er blevet vel modtaget, så fremstår det for mig, som et ekstremt søvndyssende track med et decideret malplaceret omkvæd, som prøver at give Common noget af den street-appel som han egentligt slet ikke behøver. Hvad der derefter følger er en række numre, hvor Common altid kun er lige ved og næsten. Dels med det skuffende "Window", der både kan prale af at have et fesent omkvæd og en kliché præget lyrik. Det er dog uden tvivl det prægtige "I Believe", som er den aller største skuffelse for mit vedkommende. Med et ekstremt inddragende og energifyldt John Legend omkvæd, bliver tracket nemlig fuldstændig maltrakteret af Common, som på ingen måde formår at videreføre den følelse som John Legend og ikke mindste produktionen lægger for dagen. Det er virkelig en skam og de tre sidste numre bygger på ingen måde op til albummets afsluttende spoken-word nummer, som bliver fremført af Common's far og som kommer til at stå ganske alene. At det derudover også er en omgang "laveste-fællesnævner-americana-følelsesporno" er så også en helt anden sag.

Selvom jeg muligvis fremstår en smule hård her på falderebet, så skal der virkelig ikke herske nogen tvivl om at albummet er helt ekstremt helstøbt. Det er dog en skam at det hovedsageligt ikke er hovedpersonen selv, som står for den musikalske sammenhørighed. Med det sagt, så opvejer albummets 7-8 suveræne tracks klart de 3-4 stykker som ikke fungerer, problemet for mit vedkommende er dog, at de ender med at diktere albummets helhedsindtryk, og det er virkelig en skam, som jeg dog i denne omgang ikke vil lade gå for meget ud over karaktergivningen, da jeg synes det vil give en uretfærdig afspejling af albummets egentlige kvaliteter.