Det var ikke uden kritik at The Roots - tilbage i 2005, valgte at lade sig forføre af Jay-Z og underskrev kontrakt hos Def Jam. Mange frygtede en endnu mere mainstream orientering end den som var blevet lagt for dagen på "Phrenology" og "The Tipping Point", som begge varslede nye toner hos det legendariske crew. Ganske overraskende er det dog netop hos Def Jam at The Roots har virket aller mest afklaret omkring deres musik, hvilket har resulteret i nogle af deres absolut bedste plader... og i den henseende er Undun absolut ingen undtagelse.

På Undun følger The Roots efterhånden tidens trends og har valgt at lave et koncept album. Men hvor mange skjuler sig bag "koncept" mærkatet for at levere mildest talt tvivlsomme musikalske eksperimenteringer, så har The Roots lavet et koncept album, som man kender dem fra albums som "A Prince Among Thieves", "Death of Adam" og "The Autobiography of Kirk Jones", af henholdsvis Prince Paul, 88 Keys og Sticky Fingaz, hvor der bliver fortalt en decideret historie, som derved fungere som pladens omdrejningspunkt.

På Undun følger vi således Redford Stephens fra det tidspunkt han ligger døende på jorden, mens hans liv passerer revy og vi så småt bliver ført igennem hans liv i omvendt rækkefølge. Historien er den klassiske fortælling om gademiljøets konsekvenser, som man har hørt det en milliard gange før. Men hvor hip hoppen oftest falder for forherligelsens klichéer, med en typiske "rags-to-riches-to-death" tilgang, hvor døden som oftest er en konsekvens af hovmod, så er historien om Redford Stephens i langt mindre grad et spørgsmål om til-/fravalg eller konsekvenser, men derimod en fortælling om livets kår, og opleves derfor nærmere som en barsk konstatering end en "cautionary tale".

Dette gør pladen til en ekstremt dyster affære, som dels kræver meget af lytteren, men som bestemt også gengælder lytteren for sine anstrengelser. Undun er i den henseende ikke en plade man skøjter nemt hen over, og flere af numrene kryber sig ind under huden på én, når man først er gået i gang med at fordybe sig i Black Thoughts fortællinger, og som med en god film, forplanter pladen sig i hovedet og sætter tankerne i gang, så man lige får lyst til at lytte til den en gang til for at afdække lidt mere.

Rent musikalsk er dette uden tvivl det mest sammenhængende Roots album til dato, og det siger ikke så lidt. Stemningen er fuldført fra start til slut, og henleder på mange punkter tankerne hen på det fantastiske Kno album "Death Is Silent", som havde døden som omdrejningspunkt. Men hvor Kno's album til tider føltes lidt for tungt på grund af den til tider mangelfulde rap, løfter Black Thought albummet til nye højder hvor lyrik og stemninger mødes i perfekt samhørighed.

Jeg vil faktisk ikke fremhæve enkelte tracks frem for andre, for albummet skal lyttes til, fordøjes og nydes i sin helhed. Jeg vil i stedet sige at The Roots har lavet deres absolut bedste, mest samhørig og inddragende album, der vil fremstå som et af årtusindets bedste udgivelser, også selv om det måske ikke kommer til at gå op for alle lige med det samme.