Jeg vil overhovedet ikke påstå at jeg er verdens største Beastie Boys fan, for selvom jeg da godt nok ejer alle deres udgivelser, og selvom jeg har voldtaget deres 5 første albums, så er det ikke fordi jeg nogensinde har følt sådan et virkelig tæt bånd til dem, ud over at synes de var møg hamrende fede - det kan selvfølgelig også være nok i sig selv. Det skyldes nok i høj grand min alder, hvor min første reelle introduktion til Beastie Boys først kommer i form af "Sabotage" som 10 årig, hvorefter jeg begynder at dykke ned i deres tidligere materiale, hvoraf det aller første droppede da jeg kun var 3 år gammel... ikke dermed sagt man ikke kan have et personligt forhold til musik fra før man var regulær "musiklytter", men jeg har nu personligt altid haft en tættere tilknytning til den musik som har været en del af min samtid, og "Ill Communication" vil da også altid stå som deres stærkeste album i min erindring - sikkert til stor harme for über fans.

Hvis der dog er én ting, som Adam "MCA" Yauch's alt for tidlige død er en indikation om, så er det, at mange af de pionerer og "helte", som har gjort at mange af os overhovedet er blevet forelsket eller interesseret i denne kultur som vi ynder at kalde hip hop, kan risikere at forsvinde. Og selvom det muligvis kan lyde underligt for nogle, så vil jeg have meget svært ved at forestille mig et hip hop landskab uden ikoner som eksempelvis Rza, DJ Premier eller Dr. Dre, og det kan måske være svært for udeforstående at forstå i hvor høj grad netop disse kunstnere - sammen med Beastie Boys, har været med til at definere den kultur som jeg personligt har dyrket de sidste snart 20 år i fællesskab med mange af jer.

Jeg vil anbefale alle at læse PTA's fantastiske hyldest til MCA, som nok er den bedste jeg har læst: http://www.ptas.dk

Beastie Boys - Don't Be A Faggot

Som dagens musikalske hyldest, har jeg valgt at hive fat i et unreleased album, eller rettere en alternativ version af deres rekordbrydende debut "Licensed To Ill". Faktisk er der tale om albummets originale udformning, dengang det stadig gik under titlen "Don't Be A Faggot", som de ganske klogt valgte at ændre, efter ekstremt pres fra Columbia Records [Læs: det var aldrig blevet udgivet ellers].

Man kan da også undre sig om Beastie Boys havde opnået samme popularitet med sådan en titel, det havde i hvert fald næppe solgt 10+ millioner eksemplarer på verdensplan, og man kan endda spekulere hvordan Def Jam havde set ud og udviklet sig, uden denne eksplosive debut i ryggen.

Det interessante, ved lige netop denne udgave af "Licensed To Ill", er de to ekstra numre som blev droppet, nemlig "I'm Down" og "Scenario", derudover indeholder nogle af numrene ekstra eller anderledes vers og anderledes masterering. Selve udgivelsen er blevet solgt som bootleg, under navnet "Original Ill" og findes også en del steder som "Licensed To Ill demos".

Tryk her for at hente: Beastie Boys - Don't Be A Faggot