Jeg vil egentlig ikke spilde for meget af min tid på denne her anmeldelse, for på mange måder så har jeg svært ved at bruge min tid på at skrive noget, som tager længere tid for mig, end det har gjort for den pågældende kunstner at sammensætte - også derfor jeg ikke har anmeldt det nyeste Clemens album (badum-tchi).

For Royce koncerten var ganske enkelt en katastrofe af proportioner, hvilket egentlig kunne mærkes lige fra starten af, da en fuldstændig hysterisk og skydeglad DJ indtog scenen, og selvom det egentlig tegnede til at blive en veritabel Detroit fest, da først tonerne af Eminem's "Till I Collapse" ramte publikum, så forblev det hele dog én stor kliché, uden nogen former for højdepunkter da den aller første skudsalve blev affyret fra DJ pulten.

Der var nemlig helt tydeligt at Royce kun havde forberedt et standard 35/40 minutters set, som så skulle strækkes ud over de allokerede 60 minutter, og det blev derfor en lang pinlig affære med den ene ligegyldighed efter den anden. Ud over at DJ'en druknede Royces vokal fuldstændig, godt hjulpet af konstante skudsalver/bomber mellem hvert nummer, som selv Funkmaster Flex havde synes var overkill, så var Royce ekstremt uoplagt, og det var tydeligvis bare endnu en dag på kontoret for hans vedkommende.

Værst blev det dog, da hans backup rapper fik mikrofontid, med et ligegyldigt acappella stykke og et fuld længde track, som var indbegrebet af middelmådig gadehjørnerap, når det er aller værst.

Det er i grunden fuldstændig ligegyldigt hvilke numre som blev fremført, for de var alle lige dårlige live. Hvis der dog er 2 ting, som jeg kan konstatere ovenpå denne skændsel af en koncert, så er det 1) at Royce Da 5'9", uden tvivl leverede årets absolut værste hip hop koncert ved årets Roskilde Festival, og 2) at det næste Slaughterhouse album udkommer den 28. august.