Man må sige at Roskilde Festival valgte at skyde årets hip hop program godt i gang, ved at placere deres absolutte hovednavn i genren som en af festivalens aller første reelle acts. Det viste sig da også at være et klogt nok valg, idet det dels sikrede et massivt fremmøde, men også sikrede et helt ekstremt højt energiniveau, fra et publikum som tydeligvis havde længtes efter at se nogle "rigtige" koncerter ovenpå de mange opvarmnings dage.
At Kendrick Lamar var hip hop programmets absolutte hovednavn, kunne der desuden ikke herske nogen tvivl om, idet fremmødet ved Arena scenen rakte så lang øjet kunne se langt ud over teltets afgrænsning. Hvilket da heller ikke gik ubemærket forbi hos Kendrick Lamar, der tydeligvis var påvirket af stemningen og den store mængde kærlighed publikum kastede efter ham.
Koncerten startede dog, som den slags (næsten) altid gør. Med en lidt for hypet DJ, som i dette tilfælde spillede et væld af populære numre, som rangerede fra "Harlem Shake" til "Ni**as In Paris". Ikke ligefrem min kop te det hele, men uden tvivl en rimelig god måde at få ordentlig gang i det mildest talt ekstatiske publikum.
Efter godt og vel 15 minutters optakt entrerede Kendrick scenen relativt anonymt og med en lyd som var alt andet end optimal. Faktisk i en sådan grad, at man slet ikke kunne høre det var ham. Der gik dog ikke lang tid før der var rettet op på dette, og efter et par tracks var det tydeligt at Arena havde rettet tingene til og Kendrick havde fået styr på stemmebåndet.
Således blev vi ført igennem nogle af hans mere markante numre, fra "P&P", "Money Trees", "Bitch Don't Kill My Vibe og "The Recipe", til hans vers på "Problems", hvor bandet en enkelt gang fik lov til at udfolde sig lidt. Et band som i øvrigt ikke gjorde meget karakter af sig.
Derefter blev det hele lidt for løst, en "how much noise can you make" seance efterfulgt af en vild mosh-pit stemning under "M.A.A.d City" virkede på mange måder alt for lang, og da han kort tid efter "Swimming Pools (Drank)" sluttede koncerten af, var det med en lidt tam fornemmelse i maven.
Alt for mange numre var blevet udeladt, alt for meget tid var blevet spildt på en opvarmnings DJ og ligegyldig skrigen fra publikum, samtidig med at Kendrick og hans medfølgende band aldrig rigtig formåede at nå ud over scenen. Og selvom man på ingen måde var i tvivl om, at Kendrick Lamar virkelig mente det da han proklamerede at vi var "the livest motherfucking crowd of my career", så var der stadig så meget mere han kunne have gjort for at gengælde følelsen.
