1958 - 2009

Michael Jacksons død, var for mig en påmindelse om, at store personligheder, som nærmest virker udødelige, før eller siden vil dø - og så endda i min levetid. Personligheder hvis livsværk langt overgår betydningen af deres egentlige fysiske tilstedeværelse.

Madonna, Bono, Bob Dylan, Mick Jagger, David Bowie og Prince er blot et fåtal af 60-70-80'er generationens helt store personligheder, hvis kulturel påvirkning har været så kolossal, at det stadig gennemsyrer populær kulturen 20-30 og 40 år senere. (Hvor fuck tror i Lady Gaga har sin "schtick" fra?, swigga please)

Som inkarneret 80'er barn er det selvfølgelig med Michael Jackson, at jeg har nogle af mine første musikalske minder. Fra nedslidte kassette bånd af Thriller, Bad og ikke mindst Dangerous, til moonwalk forsøg foran spejlet, er det Michael Jacksons musik som vækker flest minder om mine barndomsår. Hvor nogle var til Prince, var andre til Michael, og med ham fandt jeg det perfekte modstykke til min storesøsters alt-dominerende Prince mani.

For præcis et år siden i dag, stod jeg på Ideal Bar i København og dansede min afsked til "Hip Hop Kontoret", et sted som havde været fast torsdags tilholdssted i en årrække, men som jeg desværre med tiden havde negligeret en del - meget lig Michael Jackson. Da nyheden om hans død ramte dansegulvet, kunne man mærke et uvirkeligt sug igennem rummet, og da Billie Jean blev sat på pladespilleren brød stedet ud i eufori, for at mindes verdens største pop stjerne. I relief, var hele oplevelsen meget uvirkelig, og præget af en underlig blanding af sorg og hyldest. Jeg vil aldrig glemme den aften, dels fordi den markerede mig meget, men nok mest fordi jeg som sædvanlig var ædru.

I dagens anledning, vil jeg ikke fokusere på noget hip hop relateret, selvom der er meget at tage fat i. I stedet har jeg udvalgt nogle specielle numre, som kun optræder på "special edition" udgaverne af henholdsvis "Off The Wall", "Bad" og "Thriller".