Efter nogle tumultfyldte år, med måske lidt for meget hype, har Rhymefest besluttet at genopfinde sig selv. Fra at værre repræsentant for hip hoppens arbejderklasse på den kriminelt oversete "Blue Collar, har han besluttet at blive repræsentant for hip hoppens revolutionære, på "El Che". En titel som udspringer fra Rhymefests eget navn, Che Smith - et navn, der ifølge ham selv, forpligter.


Albummet åbner med et ualmindelig stærkt nummer på "Intro: The Agent", som ud over at love rigtig godt for albummets overordnede tematik, også præsenterer en sulten og genopfundet Rhymefest.

"This is revolution, the new era
freedom fighters, most governments call terror
I live by the gun, they march and write letters
Born in Argentina, Ernesto Guevara
Some people knew him as "El Comandante"
Mexicans said "Che, mucho macho hombre"
Enemies knew, I was good at the gun play
But today, I'm, I'm, El Che
Yeahh, that's my name
Communist shits all the same
We was born in the hood, but we stood slingin' lots of cane
In the drought, as god put rain
What it's about, when you feel you loose your house, and your spouse insane
When you diggin' in your couch for change, you wanna blow out your brains
Everybody lookin' for a hero, what's my name, what's my name
I'm El Che"

Desværre bevæger albummet sig gradvist i en anden retning, og allerede halvvejs inde i det andet nummer (Talk My shit), er Rhymefest næsten så langt væk fra introens overordnede budskab, at tracket ender med at fremstå, som en biter MC der rapper over en dårlig kopi af sit eget største hit (Brand New). På de efterfølgende numre, gør Rhymefest ikke meget for at rette skuden på rette kurs igen, og selv ikke Phonte (som ellers kan redde de fleste tracks), formår at løfte de efterfølgende tracks op over middelmådighedden.

"Chocolate", "One Hand Push Up" og "Prosperity" er alle direkte dårlige numre, og med halvdelen af numrene overstået, begynder man virkelig at undre sig over hvordan hele "Che" tingen passer ind. Hvor Che Guevara navnet repræsenterer solidaritet, sammenhold og revolution, begynder Che Smith derimod at repræsentere egoisme og navlepilleri. Hvor mange gange skal vi høre på at han har skrevet "Jesus Walks", eller at han kender Kanye - Kanye er i det mindste original, og holder sig til et koncept, når han først har sat sig for det.

Sjovt nok fortsætter Rhymefest den samme tematik på midtvejs interluden, som han lagde for dagen på sin intro, og endnu engang er det med stenhård lyrik

"I hope ya'll like this, it gotta be special for all us to act like this
The gasprices, spie devices, parking the cars under the bridges wearin' disguises
so no af ya'll can know my whereabouts
revolution was all we cared about
With a cigar from the side of my mouth
I made the whole world shout it, shout it, El Che
Tell Castro I'm back so
Bullets in your chest, till your back a backdoor
Back to back combat, fighting in Sierra mash' the jungle heat fuckin' up my asthma
T'ill deat I ain't dying mutherfucka
You missed bitch, I ain't cryin' mutherfucka
Get out my path, I know my way, so fuck the fame, I know my name, I'm... El Che
And hust so you know, there's a Che all around the globe
There's a Che in Afghan, Che is in Iran, Che's in Iraq, Che's in Pakistan, Che's in Israel
Yes this is-real, don't think I will not
Yes I will kill, Che's in the Uk, Che's in Cuba, wait!"

Den anden halvdel af pladen er præget af samme roddet tilgang, som den første, og den eneste umiddelbare røde tråd i albummet, findes kun mellem introen og de efterfølgende "intermissions". Dog er anden havldel betydeligvis bedre, rent kvalitetsmæssigt - sådan da.

"Chicago" er en rigtig banger, og "Agony" og "Last Night" komplimenterer godt hinanden, og giver albummet en god vibe hen mod slutningen. Desværre ødelægger Rhymefest næsten den opbyggede goodwill, med det forfærdelige "City Is Falling", som mest af alt lyder som noget The Game har ghostwritten; "Now I'm bumpin' The Roots everyday, to my Black Thoughts, On a Quest for Love..." - og sådan fortsætter det, meget dårligt udført og sindsygt uoriginalt.

Jeg vil ikke ligge skjul på at en musikalsk rød tråd er vigtig for mig, hvad enten det er i lyrikken eller det generelle lydbillede, så er det vigtigt at man tager et koncept og følger det til dørs - især når man har truffet så markante valg i sin titel og på coverbilledet. Rhymefest fejler nær sagt på alle punkter, han er dog en dygtig rapper og hvis man håndplukker de 5-6 numre som er gode fra iTunes, så vil man ikke blive skuffet - også selv om to af numrene er under et minut lange. Husk bare at glemme alt hvad du troede, da du så coveret og læste titlen - eller hørte introen, for den sags skyld.


Breakdown (iTunes Bonus Track)