Ski Beatz - 24 Hour Karate School (original tracklist)


Der kommer uden tvivl til at herske nogen debat om hvorvidt dette album overhovedet kan kategoriseres som "unreleased", men jeg håber indlægget vil kaste lidt lys over hvorfor det i hvert fald er det i mine øjne.

Ski Beatz aka DJ Ski er en producer, som mange måske ikke lige kan placere - og det med rette, for manden er indbegrebet af low key. Det til trods for nogle rimelig heftige produktioner, som blandt andet tæller en stor del af Jay-Z' debut "Reasonable Doubt". (Jeg vil ikke kede jer for meget med hans øvrige produktions akkolader, da der kommer et "produced by" indlæg med ham)

Selvom Ski ikke gør megen person af sig, bliver offentliggørelsen af hans debut "24 Hour Karate School" dog mødt med utrolig megen hype, hvilket kan tilskrives tre faktorer - hvoraf den ene viser sig vigtigere end de to andre.

1) Ski er som sagt kendt for sit arbejde med Jay-Z, og hvis i ikke har lagt mærke til det, så er Jay-Z = øjeblikkelig hype og opmærksomhed.

2) albummet udkommer under Dame Dash' nyeste selskab DD172, som også står bag de utrolig velmodtagende albums; "BlakRoc" (The Black Keys møder hip hop) og "Pilot Talk" (Curren$y's debut, som han desuden står bag 98% af produktionerne på), så forventningerne er meget høje.

3) albummet indeholder hele 5 tracks med Mos Def, som nyligt har genfundet kærligheden for musikken på "The Ecstatic" (som alle ved er hans "Supreme Clientele").

Netop Mos Def elementet bliver en gennemgående tematik i det pressemateriale som bliver lavet og udsendt op til udgivelsen, der er planlagt til marts 2010. Tiden går og intet album kommer, pludselig er det august og der begynder at gå rygter om sample problemer. I stedet viser det sig at være meget mere end det, og pladens uofficielle hovedperson bliver pludselig slettet fra tracklisten, som derved bliver barberet med hele 4 numre og et enkelt vers. Det afholder dog ikke Ski, som lover at albummet nok skal udkomme, dog denne gang sans Mighty Mos. Som lovet udkommer albummet i september 2010 - og som lovet, uden Mos.

Hvad var det så lige der skete, og hvordan blev et så ventet album en så kedelig affære? Ifølge Ski's egen Twitter var det et spørgsmål om at "Mos Def wouldn't clear his songs in time", men med næsten et år fra den oprindelige tracklist blev offentliggjort, og med flere af (læs: alle) Mos' tracks allerede lækket, virker det som en underlig udredning. Nogle mener derimod at det skyldes Mos' nylige kontrakt med G.O.O.D. music, som ville have for mange penge. Andre mener endog, at G.O.O.D. Music - som er Kanye's eget selskab, med vilje blokerede Mos' numre efter ordre fra Kanye's "Big Brother", som derved ville sabotere Dame Dash.

Uanset årsagerne så er det virkelig en skam, for sådan som den nuværende "24 Hour Karate School" er blevet modtaget (over middel fra de fleste anmeldere) kan der vist ikke herske tvivl om at Mos' fravær har været til at føle på, specielt taget den indledende respons i betragtning fra de numre som lækkede.

Albummet som vi står med på denne blog, er derfor det album som oprindelig blev offentliggjort via pressemateriale, og på udgivelsens egen hjemmeside. Det er mærkbart anderledes, i den forstand at det indeholder 4 udeladte numre, samt den originale version af "The Prowler 2" (med vers fra Mos Def), hvilket egentlig udgør 1/3 del af hele albummet. I og med den oprindelig tracklist blev offentliggjort officielt, er det i mine øjne 100% et unreleased projekt. Og den version vi står med nu, er den oprindelige vision, som Ski Beatz havde med sin plade.

De manglende Mos tracks løfter virkelig albummet op på et nyt niveau, og albummet ville nemt have rangeret blandt årets absolut bedste. Heldigvis nåede numrene at blive smidt ud til pøblen, så vi alle får chancen for at høre hvor god "24 Hour Karate School" i grunden var.

Den oprindelige tracklist kan ses på coveret (tryk her eller på billedet for at forstørre) og er præcis den "flyer/banner", der i sin tid figurerede på albummets officielle hjemmeside, og som blev sendt ud til alle blogs, magasiner etc.

(LINK FJERNET AF IFPI)