Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har lavet en Ugens SPOL OP!, egentlig er det fordi der ikke rigtig har været tid, men der har helt klart også været en mangel på noget sådan rigtig interessant at hive fat i - og jeg kan jo ikke blive ved med at skrive hvor sej min blog er.

Dette bliver også årets sidste Ugens SPOL OP!, da vi så småt er ved at bevæge os ind i december måned og der er andre ting, som jeg hellere vil fokusere min energi på, her på SPOL OP!. Men bare rolig, Ugens SPOL OP! vender stærkt tilbage i 2011 - regner jeg da med.

Til forskel fra de foregående uger, har der tilgengæld været en del ting at hive fat i. Først har der været udgivelsen af Jay-Z's længeventede bog "Decoded", men den vil jeg ikke bruge for meget tid på nu, da der kommer et særskilt indlæg om den når jeg engang får den hjem fra Amazon.

Så har der været den der lille nyhed med at Jay Electronica endelig har fået sig en pladekontrakt, og så endda under Jay-Z. Det er selvfølgelig meget spændende, men ikke noget i forhold til at vores alle sammens yndlings doktor pludselig giver lyd fra sig, efter mange års stilhed.

Jeg vil starte med at sige, jeg har aldrig været i tvivl om at Detox - eller hvad den ender med at hedde, nok skal komme ud. Dem som var relativt inde i hip hop da "2001" kom, ved også hvor lang tid han var om den (9 år!) og hvor meget hype og spekulationer der var. Og hvis Guns-N-Roses kan lave "Chinese Democracy", så kan Dre fandme også nå at udgive Detox.

Ud over at "Kush" nu officielt bliver kaldt Detox's første single, så blev der så tidligt som i morges offentliggjort yderligere om Detox, dels vil der være gæster som Jay-Z, La Roux, Eminem, Snoop og The game, men der er desuden fastsat en udgivelse i februar 2011, dog uden præcisering omkring en endelig dato. Man har taget fejl før med Dr. Dre, men jeg håber sandelig ikke det er tilfældet denne gang. Ovenpå The Games evigt udskudte "R.E.D." album, Snoops flødebolle musik og Ice Cubes megalomani, er der virkelig brug for Dre til at putte vest-kysten på rette kurs - som han har gjort det før. Nu skal vi bare krydse fingre for at Nate Dogg vågner op af sin koma, så han lige kan nå at blive kastet ind i mixet - også selvom det betyder vi skal vente lidt længere på Detox.