Så er vi nået til næste skridt på bloggen, som jeg håber i højere grad kan komme til at dække nogle lidt anderledes aspekter af Hip Hoppen, end det man normal finder på andre hip hop blogs. Jeg har derfor arbejdet på højtryk, for at få en ny serie indlæg op at køre, som jeg håber i vil tage godt imod.

Mindst én gang om måneden, vil jeg hive fat i hip hop mode, hvor indlægget enten vil handle om et specifikt produkt, mærke eller fænomen. Jeg vil ikke afsløre for meget omkring de enkelte indlæg, det må i selv opdage til den tid. Men jeg vil til gengæld røbe, at en del af forarbejdet til indlæggene har været at opsøge de givne mærker, og høre om de ville donere nogle af deres produkter, idet indlæggene reelt set er god og gratis reklame for disse mærker/produkter, nogle har sagt ja, andre har sagt nej, men uanset hvad, så tror jeg ikke i bliver skuffet - og igen håber jeg i får noget ud af indholdet, uanset hvad.

Som introduktion til tiltaget, starter jeg i den lidt blødere ende, nemlig nogle helt særlige høretelefoner, som jeg faldt over i en lille biks på Elmegade. Mærket er Urban Ears og jeg havde aldrig stiftet bekendskab med dem før, til trods for at jeg er lidt af en høretelefons "geek", som elsker at nær studere nye høretelefoner når de rammer markedet. Urban Ears høretelefonerne - nærmere betegnet "Plattan" modellen, fangede min interesse ved første øjekast og de er faktisk hovedkatalysatoren for dette nye tema.

Urban Ears - Plattan

Høretelefoner har altid været lidt af et uafprøvet territorium, store giganter som Sennheiser, Grado, Phillips og Sony har siddet tungt på markedet, lige indtil en lille geni-streg fra Apple. De valgte nemlig at "inverte" farverne på de ellers så kedelige sorte dutter og iPodens trademark hvide høretelefoner og dennes hvide ledning, blev med ét til et modestatement verdenen over. Mange firmaer fulgte efterfølgende trop og pludselig havde alle og din mor en hvid ledning dinglende om halsen.

De hvide høretelefoner, som tidligere var tegn på individualitet og selvvalg, bliver efterhånden synonym på det modsatte og pludselig handler det i højere grad om hvem der IKKE har de hvide hørebøffer og hvordan man ellers kan skille sig ud fra mængden. Det er der til gengæld rigtig mange firmaer der opdager og i løbet af meget kort tid, dukker den ene "custom" eller "signature" høretelefon op efter den anden. Ind kommer så Svenske Urban Ears og deres Plattan model, som i mine øjne har skabt en af de mest stilrene og modebevidste høretelefon modeller jeg har set siden AiAiAi lancerede deres "TMA-1" model - som dog også koster over tre gange så meget.

Det som skiller Plattan ud fra mængden er for det første, at de er fuldstændig rene, dvs. ingen unødvendig logoføring, ingen unødvendige mærkninger og ingen forstyrrende elementer. For det andet kan man få dem i nærmest alle tænkelige farver, som er 100% integreret hele vejen igennem høretelefonerne, fra ledningen til filten imellem puderne og bøjlen der holder skålene - det er gennemført og der er kræset for detaljerne. For det tredje, så er de billige! Kun 450 kr. - så har man også råd til mere end ét par hvis man godt kan lide at farvekoordinere sit look, i ægte hip hop land stil.

Sidst men ikke mindst har høretelefonerne én feature, som virkelig gør at den skiller sig ud fra mængden og som er intet mindre end genial. Der er nemlig indbygget en lille aux udgang, på den ene af skålene, som gør at enhver kan plugge sine egne høretelefoner ind og lytte med. Der er selvfølgelig også en lille ensfarvet forlængerledning med til denne feature - very nice.

Urban Ears er måske ikke blevet et decideret mode fænomen endnu, men jeg tror de er godt på vej til at blive det. Mange blogs og magasiner har dækket de stilrene bøffer og der er allerede dukket mange "customised" versioner op fra folk som udnytter det nøgne design. De er da også allerede at finde hos alle de vel-assorterede street-wear forretninger og er blevet en rimelig fast del af gadebilledet dér hvor jeg bevæger mig.

Urban Ears og deres danske distribution Kongsbakbrands er utrolig glade for omtale og de ville hellere end gerne donere et par sorte Plattan høretelefoner til SPOL OP's læsere, det er jeg selvfølgelig super glad for - og det bliver én af jer også.

Hip Hop Mode konkurrencerne vil altid køre over SPOL OP's Facebook side, så skynd dig at "synes godt om" den, hvis du ikke allerede har gjort det.

For at deltage skal du; følge SPOL OP! på Facebook og trykke "synes godt om" ud for dette indlæg.

Sidste frist for tilmelding er søndag klokken 14:00. Der bliver trukket lod mellem alle budene og vinderen vil blive offentliggjort på Facebook siden, på søndag klokken 20:00

Tryk her for at besøge: SPOL OP's Facebook



og i tilfælde af at du ikke vinder konkurrencen, så kan du kontake nedenstående for at blive informeret om nærmeste Urban Ears fohandler.