Så har vi endnu engang fået besøg på bloggen, og det er sgu ikke en hr. hvem som helst. Med tre Fight Night sejre og tre solide soloudgivelser bag sig, har Pede B opnået mere end de fleste kan håbe på i deres karriere, det er derfor en stor fornøjelse at have ham her på bloggen for en stund og jeg håber i vil tage godt imod hans top 10, der i dagens anledning bygger på det musik han lytter til i øjeblikket.
1) Slaughterhouse – Back On The Scene
Når halvstore amerikanske kunstnere signer på kæmpestore amerikanske selskaber, plejer det ofte at betyde, vi ikke kommer til at høre andet end radiosingleforsøg og mixtape-tracks fra dem før adskillige år efter, når major-label-albummet er i forretningerne – hvis de vel at mærke ikke er droppet inden da. Slaughterhouse har netop skrevet under på de berømte stiplede linjer hos Shady Records og vælger mod traditionen at smide en digital EP på gaden få uger efter. Det er jeg rigtig glad for, de valgte at gøre. Back On The Scene er en BANGER efter alle kunstens regler! Rapteknisk er de niveauer over konkurrencen lige nu, og produktionen er fængende og storladen. Især min yndlingsrapper for tiden, Joe Budden, er i topform.
2) Freddie Gibbs – The Coldest
Freddie Gibbs er amerikansk gangsterraps store håb. Sidste års EP Str8 Killa var ikke så interessant en affære, som man kunne have ønsket sig, men bød dog stadig på en række perler. Jeg er ikke blevet så imponeret over en rappers flow i rigtig mange år, og Gibbs har indtil videre ikke skuffet. Den for mig ukendte sanger B.J. The Chicago Kid leverer et fængende og flabet omkvæd, der sidder lige i skabet.
3) Kno (Feat. Deacon the Villain) – They Told Me
Jeg er egentlig ikke den store CunninLynguists-fan, men Kno’s soloalbum Death Is Silent fra 2010 var en af årets helt store overraskelser for mig. Desværre afslører min forkærlighed for albummet nok også, hvor glad jeg egentlig er for melankolsk hiphop. Kno rapper ikke så godt, som jeg kunne ønske mig, men på They Told Me går hans til tider uhjælpelige flow og stemmeføring ret godt sammen med stemningen og det fantastiske vokalsample i omkvædet. Produktionen – som Kno også har stået for – er intet mindre end formidabel.
4) Gentleman (Feat. Tanya Stephens) – Another Melody
Det uden tvivl mest stille nummer fra reggaesangeren Gentlemans album Diversity, der udkom sidste år. Jeg har været fan af manden i mange år og var rigtig glad for, at Diversity ikke var lige så skuffende som 2007’s Another Intensity, der aldrig rigtig bed på mig. Another Melody er noget så hyggeligt og simpelt som et track primært bygget op omkring en akustisk guitar, hvilket på samme måde som Nas’ Thugs Mansion indfanger lytteren i en atmosfære, der hele tiden vakler på kanten af smuk og corny – dog uden at tage faldet.
5) Kim Hot – Diss
Der er flere runde til, jeg synes, Kim Hot er LANGT sjovere end alt andet OA, Mager Man, L:Ron:Harald og så videre, vi har hørt de seneste par år. Hvor de fleste andre sjove rapindslag handler om karakterer, der fremstår hårde, på en så karikeret måde, at vi kan høre, det ikke kan være helt seriøst, er Kim Hot koncentreret galskab. Der er hverken hoved eller hale i den fortælling karakteren Kim Hot forsøger at videreformidle på Diss, men det er vanviddet i de bizarre forsøg på punchlines, der tiltaler mig ved nummeret. Hold din kæft din bøs-se-karl!
6) Joe Budden – Walk With Me
Joe Buddens første plade er på mange måder, det ringeste han har udgivet. Dog var der allerede her antydninger af det der senere skulle blive hans varemærke – meget lange, meget dybe, meget velskrevne og meget deprimerende numre. Det er præcis, hvad Walt With Me er. Joe reflekterer på nummeret over venner og bekendtes skjulte motiver og forholdet til sin søns mor.
7) Celph Titled & Buckwild – Fuckmaster Sex
Jeg skammer mig egentlig lidt over ikke at have hørt hele denne plade endnu, men efter jeg fik fat i Fuckmaster Sex har den kørt i heavy rotation på iPod’en. Celph Titled er som altid underholdende med grove punchlines og autoritær stemmeføring – uden nogen sinde at have set eller hørt et interview med manden, er jeg sikker på han må være svær at skændes med!
8) DJ Muggs vs. Ill Bill (Feat. Sick Jacken & Uncle Howie) – Narcos Corridos
Socialrealisme har både Ill Bill og Sick Jacken altid været rigtig gode til. DJ Muggs leverer en støvet lydkulisse, der, kombineret med båndede udtalelser fra den nu afdøde Uncle Howie (RIP), skaber en stemning, der løfter arven fra Non Phixion, Cypres Hill og Psycho Realm. Ill Bill står generelt for god musik i min bog, og Narcos Corridos er klassisk drug-rap, når det er bedst.
9) J. Cardim (Feat. Termanology, Sha Stimuli, G-Eyez & Danny McClain) – G Like Me
En slags god blanding af eastcoast-gangsterrap, lige dele samples og keys på beatet, et melodisk r’n’b-agtigt sangomkvæd og sågar en elektronisk up-tempo outro-del. J. Cardim er en af de producere, jeg holder mest øje med for tiden, og G Like Me er helt klart min favorit fra hans producerplade sidste år, The In Crowd. Alle tre rappere gør det fremragende på tracket.
10) Vado – Large On The Street
Jeg har aldrig været den store fan af Camron, men hans lærling Vado har imponeret mig rimelig meget. Thomas Enghave fra Primo Ent. spillede Large On The Street for mig i sommers, og jeg har stort set haft nummeret på hjernen siden. Produktionen er New York når det er mest støvet, og Vado leverer coke-gangster-punchlines sovset ind i iøjefaldende dobbeltrim.
Vi ses
Pede
Når halvstore amerikanske kunstnere signer på kæmpestore amerikanske selskaber, plejer det ofte at betyde, vi ikke kommer til at høre andet end radiosingleforsøg og mixtape-tracks fra dem før adskillige år efter, når major-label-albummet er i forretningerne – hvis de vel at mærke ikke er droppet inden da. Slaughterhouse har netop skrevet under på de berømte stiplede linjer hos Shady Records og vælger mod traditionen at smide en digital EP på gaden få uger efter. Det er jeg rigtig glad for, de valgte at gøre. Back On The Scene er en BANGER efter alle kunstens regler! Rapteknisk er de niveauer over konkurrencen lige nu, og produktionen er fængende og storladen. Især min yndlingsrapper for tiden, Joe Budden, er i topform.
2) Freddie Gibbs – The Coldest
Freddie Gibbs er amerikansk gangsterraps store håb. Sidste års EP Str8 Killa var ikke så interessant en affære, som man kunne have ønsket sig, men bød dog stadig på en række perler. Jeg er ikke blevet så imponeret over en rappers flow i rigtig mange år, og Gibbs har indtil videre ikke skuffet. Den for mig ukendte sanger B.J. The Chicago Kid leverer et fængende og flabet omkvæd, der sidder lige i skabet.
3) Kno (Feat. Deacon the Villain) – They Told Me
Jeg er egentlig ikke den store CunninLynguists-fan, men Kno’s soloalbum Death Is Silent fra 2010 var en af årets helt store overraskelser for mig. Desværre afslører min forkærlighed for albummet nok også, hvor glad jeg egentlig er for melankolsk hiphop. Kno rapper ikke så godt, som jeg kunne ønske mig, men på They Told Me går hans til tider uhjælpelige flow og stemmeføring ret godt sammen med stemningen og det fantastiske vokalsample i omkvædet. Produktionen – som Kno også har stået for – er intet mindre end formidabel.
4) Gentleman (Feat. Tanya Stephens) – Another Melody
Det uden tvivl mest stille nummer fra reggaesangeren Gentlemans album Diversity, der udkom sidste år. Jeg har været fan af manden i mange år og var rigtig glad for, at Diversity ikke var lige så skuffende som 2007’s Another Intensity, der aldrig rigtig bed på mig. Another Melody er noget så hyggeligt og simpelt som et track primært bygget op omkring en akustisk guitar, hvilket på samme måde som Nas’ Thugs Mansion indfanger lytteren i en atmosfære, der hele tiden vakler på kanten af smuk og corny – dog uden at tage faldet.
5) Kim Hot – Diss
Der er flere runde til, jeg synes, Kim Hot er LANGT sjovere end alt andet OA, Mager Man, L:Ron:Harald og så videre, vi har hørt de seneste par år. Hvor de fleste andre sjove rapindslag handler om karakterer, der fremstår hårde, på en så karikeret måde, at vi kan høre, det ikke kan være helt seriøst, er Kim Hot koncentreret galskab. Der er hverken hoved eller hale i den fortælling karakteren Kim Hot forsøger at videreformidle på Diss, men det er vanviddet i de bizarre forsøg på punchlines, der tiltaler mig ved nummeret. Hold din kæft din bøs-se-karl!
6) Joe Budden – Walk With Me
Joe Buddens første plade er på mange måder, det ringeste han har udgivet. Dog var der allerede her antydninger af det der senere skulle blive hans varemærke – meget lange, meget dybe, meget velskrevne og meget deprimerende numre. Det er præcis, hvad Walt With Me er. Joe reflekterer på nummeret over venner og bekendtes skjulte motiver og forholdet til sin søns mor.
7) Celph Titled & Buckwild – Fuckmaster Sex
Jeg skammer mig egentlig lidt over ikke at have hørt hele denne plade endnu, men efter jeg fik fat i Fuckmaster Sex har den kørt i heavy rotation på iPod’en. Celph Titled er som altid underholdende med grove punchlines og autoritær stemmeføring – uden nogen sinde at have set eller hørt et interview med manden, er jeg sikker på han må være svær at skændes med!
8) DJ Muggs vs. Ill Bill (Feat. Sick Jacken & Uncle Howie) – Narcos Corridos
Socialrealisme har både Ill Bill og Sick Jacken altid været rigtig gode til. DJ Muggs leverer en støvet lydkulisse, der, kombineret med båndede udtalelser fra den nu afdøde Uncle Howie (RIP), skaber en stemning, der løfter arven fra Non Phixion, Cypres Hill og Psycho Realm. Ill Bill står generelt for god musik i min bog, og Narcos Corridos er klassisk drug-rap, når det er bedst.
9) J. Cardim (Feat. Termanology, Sha Stimuli, G-Eyez & Danny McClain) – G Like Me
En slags god blanding af eastcoast-gangsterrap, lige dele samples og keys på beatet, et melodisk r’n’b-agtigt sangomkvæd og sågar en elektronisk up-tempo outro-del. J. Cardim er en af de producere, jeg holder mest øje med for tiden, og G Like Me er helt klart min favorit fra hans producerplade sidste år, The In Crowd. Alle tre rappere gør det fremragende på tracket.
10) Vado – Large On The Street
Jeg har aldrig været den store fan af Camron, men hans lærling Vado har imponeret mig rimelig meget. Thomas Enghave fra Primo Ent. spillede Large On The Street for mig i sommers, og jeg har stort set haft nummeret på hjernen siden. Produktionen er New York når det er mest støvet, og Vado leverer coke-gangster-punchlines sovset ind i iøjefaldende dobbeltrim.
Vi ses
Pede
5 kommentarer
deafkid
11.02.2011, 15.08
Lidt kedelige tracks de fleste..
men burde listen ikke starte fra 10 og gå til 1, når nu det er en top10
Anonym
11.02.2011, 20.47
helt enig med deafkid - nogle af de tracks er lidt kedelige, men det er fint nok så længe pede b's musik slet ikke er kedelige.
Anonym
11.02.2011, 23.36
Cool med Freddie Gibbs & Vado ;)
www.drozdailysteezin.dk
Skarp - 100%
12.02.2011, 19.18
Big up for Joe Budden (ja, hele Slaughtercrewet), Freddie Gibbs og J. Cardim.
Husk at checke op for Joe Budden's Sober Up fra Mood Muzik 4 med produktion af netop J. Cardim.
De andre tracks siger mig ikke umiddelbart det store, selvom Vado er cool nok. Mener dog at Cam'Ron er laengder dygtigere...faktisk hele DipSet.
Maa selv bidrage med en liste en dag, hvor jeg ikke har saa store toemmermaend!
Rune
13.02.2011, 02.08
Nice med Slaughterhouse, Freddie Gibbs og Celph Titled.
Kan simpelthen ikke forstå hvis i synes "Fuckmaster Sex" er kedeligt? Synes det er herre dope track, og så er Celph jo garanti for fede linjer!
"On her body there ain't a hole that's sacred, oh yeah i taped it, so i can see all of it, then it's going straight to DVD - like a new Steven Seagal flick"