Nate Dogg - Nate Dogg

Denne uge markerer ugen, hvor én af hip hoppens absolut største personlighedder mistede kampen mod længerevarende sygdom. Efter to massive slagtilfælde, som blandt andet medførte lammelse og længevarende genoptræning, måtte Nate Dogg's krop give op efter fire lange år.

Nate Doggs død er uden tvivl et utrolig stort tab for hip hop musikken og kulturen generelt, hans indflydelse på west coast scenen og mainstreamens omfavnelse af gangster rap, er fundamentale for den måde vi i dag anskuer omkvæd og sang på rap numre, hvor hans flow, levering og tilgang satte standarden i langt over et årti. Nate Dogg var (og forbliver) et unikum i sit felt, der vil blive husket i langt flere år end han levede.

I anledning af Nate Doggs alt for tidlige død, har jeg besluttet at hive fat i et unreleased album fra 2004, for selvom Nate Dogg nød helt ekstrem popularitet på andres projekter, så har han altid haft svært ved at finde fodfæste med sin egen solokarriere, hvor han fra dag ét - med sin første udgivelse under Death Row, har haft stort besvær ved at blive eksponeret på lige fod med sine gæstevers/omkvæd.

Dengang - tilbage i 1996, blev hans debut (G-Funk Classics vol. 1) droppet på grund af komplikationer, for blot at blive udgivet i 1998, som et dobbelt album der blot betød et dobbelt flop idet G-Funk bølgen for længst var skyllet væk og hovedparten af materialet derfor var forældet allerede før det kom ud.

Der gik dog ikke mange år, før Nate Dogg fik lidt oprejsning, idet han udsendte sit andet album (Music and Me) - denne gang under Elektra, til relativ stor succes i 2001. Desværre for Nate Dogg ser Elektra ikke de længerevarende potentialer ved ham, og allerede kort tid ind i sit andet album hos selskabet, bliver det præget af forsinkelser, og selvom der blev fundet en regulær udgivelsesdato, så blev det i sidste øjeblik besluttet at droppe projektet af - for mig, ukendte årsager.

Selvom Elektra ikke ønskede at udgive albummet officielt, havde de dog stadig set potentialet for at indløse lidt penge for det indspillede materialle, og albummet blev derfor sat til salg på Elektras hjemmeside i en kort periode i 2005. Desuden er der rimelig vedvarende påstande om, at albummet skulle være blevet udgivet i 2008, men det er der ingen officiel indikation om, og der er sandsynligvis blot tale om en bootleg.

Albummet er vintage Nate Dogg i det nye årtusinde, spækket med potente kollaborationer fra blandt andre Redman, Snoop Dogg, Xzibit, Eve og DJ Quik. Det er selvfølgelig et must-download for enhver Nate Dogg fan eller enhver anden som søger nogle ren-dyrket hits og noget opdateret G-Funk flava.