Så har SPOL OP! endnu engang fået besøg af en gæst, som gerne vil dele sin top 10 med os. Det drejer sig i denne omgang om Kasper Broue, som de fleste af os nok mere kan genkende under navne KamiKasper fra 4Fod.

Kasper er pt. igang med et EP projekt under eget navn, og jeg vil lade ham tage ordet herfra, så i kan få en fornemmelse af hvad det går ud på:

Jeg arbejder lige nu på en én-rapper-én-producer EP sammen med Ocansey, som også producerede på Hovedet på blokken. Det er et work-in-progress, men vi er fokuserede og satser på at kunne præsentere projektet inden 2012.

Vi smider snart et nummer op på nettet som sætter rammen for projektet, der bliver noget helt nyt på mange måder (som om man ikke har hørt den før) #ViMenerDet!

Indtil da, mine 10 mest lyttede den seneste måned...

Gangsta Gibbs er efter min mening en af de mest interessante rappere lige nu. På nummeret her bakkes Young Gibbs bl.a. op af sværvægteren Bun B og Chuck Inglish fra Cool Kids over et slæbende orgel-beat. Checkin Sie, bitte...Det holder!

Når man har lyttet til Yonkers de obligatoriske 45 gange og man vil lære galningen Tyler, the Creator lidt bedre at kende er dette nummer et godt sted at tage fat. Bastard er det første nummer på hans debutalbum af samme navn. Det er forfriskende at opleve en rapper lægge sine demoner frem til skue, og så tilmed over det simpleste af beats med lange pauser imellem versene i stedet for omkvæd. SWAG!

En anden af de Wolf Gang kids der nyder hvad man kun kan betegne som en hype for tiden er Earl Sweatshirt. Han er tilmed en af de mest interessante af drengene. På dette simple soul-sample beat giver Earl den som den unge “accomplished pervert” han er, eller i hvert fald gerne ville fremstå som før han blev sendt på kostskole. Og det korte nummer fungerer til trods for at det stopper brat fordi, som man får at vide, Domo Genesis desværre “couldn’t be here, so
uhm...”

Til trods for at jeg stiller mig lidt uforstående overfor den gængse opfattelse, at Sai med sit nye album har leveret en nyklassiker, har The Greatest story Never Told sine momenter. Et af dem er helt klart nummeret her, som med sit storslåede beat, energiske vokalsample og omkvæd og gode gamle blærerøvsrap næsten når op på siden af højdepunkterne fra Saigons og Statik Selektah’s All in a Days Work, Prepare for War og Spit. Hvorfor er mixtapes / vi-smækker-lige-et-album-sammen-på-en-dag-projekter bare federe end albums efterhånden?

Fra et af sidste års allerbedste albums. Ikke det bedste nummer på albummet, men jeg bliver alligevel ved med at smække det på. Man bliver jo bare ikke træt af Too Short og Daddy Fat Sax klarer sig ganske godt i dobbelttempo - og så med Funkens mester George Clinton på kvædet...Jeg ryger ikke engang, but I’ll roll one tonite!

Denne Hillbilly i Beverly Hills-historie er noget af det mest hjernedøde rap jeg har hørt længe. Men manden kan jo rappe og med den spritnye Shady-underskrift i inderlommen ved vi alle sammen godt at bonderøvens ønske om at cruise rundt i farmands Lamborghini nok snart går i opfyldelse - så point for relevancen så vel som leverancen til Yelawolf.

Den unge Rocc Nation signee har ligget øverst i bunken af mp3’er i min pladesamling de seneste mange måneder. Med kun et enkelt nummer ude fra det første egentlige album må man “nøjes” med hans mixtapes hvis man vil høre mere. J. Coles to forsøg på at lace Dead Presidents tracket er ikke helt tossede og viser, ligesom hans koncert i Lille Vega at man kan vente sig meget af den nye Jay-C. Cole world, no blanket!

Som med alt Danger Mouse rører ved er albummet Dark Night of the Soul absolut stor opmærksomhed værd. Denne gang i en noget mere rocket konstellation end vi er vant til. Teksterne er dystre og musikken veklser mellem blød og melodisk til hård og øreskærende. Albummet rummer meget men favner ikke bredt. Et af sidtse års allerbedste albums...overhovedet! -ligger stadig ikke langt fra ‘mest afspillet-listen’ hos mig. Et af de hurtigere og hårdere numre på pladen er Pain med Iggy Pop. “The Shiny People Stiiiiink!”

Som enhver fan af filmen KIDS, har jeg måttet tjekke Mac Millers mixtape, K.I.D.S ud (måske et år for sent, men oh well). Uden at være vildt imponerenede at høre på hele tiden er der alligevel et eller andet over Millers sløve rapstil og fortællinger om det frie collegeliv.

James Blakes’ melankolske vokal og hans meget afvekslende og uforudsigelige lydunivers grænser til det geniale. På trods af at P3 spiller nummeret konstant er det jo rent faktisk godt. Især i bilen, hvor den dybe bas får nummerpladen til at vibrere inden du egentlig kan høre den. Det må siges at være en pop-oplevelse af de bedre. Og så gør det jo ikke noget at resten af albummet også holder.

- Kasper



* billede taget af René Johannsen fra mom3nt.com