Peter Blah, Klør FM og Jacob Blæst, er måske ikke lige navne som vækker genklang, hos de fleste på den danske hip hop scene, men gennem deres selvbestaltede pladeselskab - emma lill', er de godt på vej til at sætte deres helt eget permanente aftryk, gennem en lind strøm af kvalitetsudgivelser, hvoraf "Støv" fra Klør FM og Jacob Blæst under navnet "Jazz to the Band", er den første.

Men hvad indebærer det egentlig at kalde sig pladeselskab? - og er det overhovedet muligt at holde sig oven vande, i et miljø som bliver bombarderet med ny musik uge efter uge, og hvor det at få lidt omtale, kan vise sig langt sværere end først antaget? - det er blot nogle af de spørgsmål jeg søger at få svar på, da jeg mødes med emma lill' drengene, i deres studie i baglokalet til Merchant Records.

Hvem og hvad er emma lill’, og hvordan startede det hele?
Peter Blah: emma lill' er mig [Peter Blah], Jacob [Jacob Blæst] og Frede [Klør FM]. Idéen om Emma Lil’ er relativ ny, og startede i oktober [2010]. Vi havde igennem længere tid talt om, at starte noget der lignede et pladeskab og havde så en vigtig aften på McKluuds [Istedgade bodega], hvor vi "for alvor" blev enige om at komme igang med det vi senere fandt på skulle hedde emma lill'.

Dét som var vigtigt for os, var dels det praktiske ved at kunne trække ting fra og gøre det officielt på den front, men også idéen om at kunne sætte sit navn på nogle forskellige projekter, som en form for stempel, som folk så kan se kommer fra emma lill'.

Vi har jo alle lavet ting før, men det var først med Jacob & Fredes projekt "Jazz To The Band", at vi sådan rigtig følte at vi gerne ville ud med det, på en mere officiel og "ordentlig" måde. Så for os var det et oplagt påskud for at kick-starte emma lill’ selskabet, som så kan tillægges alle de andre udgivelser vi også gerne vil lave.

Klør FM: Går man længere tilbage mødtes Peter & jeg gennem en fælles ven i starten af gymnasietiden og begyndte at indspille sammen i en ungdomsklub, som jeg var tilknyttet. Jacob og jeg gik i gymnasiet sammen, men Jacob begyndte først med rappen lidt senere.

Kan i fortælle lidt om emma lill’ universet, og hvad der ligger bag?
Peter Blah: Jamen (griner), vi blev jo nød til at have den lortesnak; med hvad ”noget skal hedde”, når nu man har besluttet at lave noget "officielt", men at man samtidig ikke vil have at det skal virke alt for forceret. Så da vi en dag skulle finde det her ”officielle” navn, så var det vigtigt for os, at det ikke blev noget storslået der betød for meget, som eksempelvis at kalde det for ”Perspektivet” eller noget – nu ved jeg ikke om der er nogen som har kaldt sig for Perspektivet, i så fald undskylder jeg (griner).

Men emma lill' er et internt udtryk der flittigt er blevet brugt i vores vennekreds og var derfor noget vi alle kunne relatere til. Og ligesom man giver sin båd et pigenavn, tænkte vi på emma lill' som den båd vi har sat i havet – og det er også derfor vi har en lille båd på vores logo, så navnet emma lill’ er i bund og grund intern humor, som vi synes klinger meget fint.

Har det været svært, at slå sig fast, som et decideret label?
Peter Blah: Jeg tro helt sikkert vi har undervurderet hvor svært det egentlig er, specielt så længe det kun er os som vi udgiver. Vi har derfor også mange gange snakket om, at vi godt kunne tænke os at udgive andre, men det kræver selvfølgelig noget økonomisk råderum, som vi ikke har lige nu. Det er måske også derfor vi ikke kalder os et decideret pladeselskab lige nu, men først og fremmest anskuer det som et stempel.

Men vi er jo også lige startet og vil jo i bund og grund bare gerne stå for noget musik vi synes er fedt.

Kan i fortælle lidt om hvad der er på tegnebordet hos emma lill’ lige nu?
Klør FM: Lige nu sidder vi jo her i studiet og er i gang med at indspille et nummer, som der også skal laves en video til. Nummeret er en forsmag på noget nyt som kommer her i starten af sommeren, hvor der kommer en gratis EP med os alle sammen, og som ikke er en Jazz To The Band lyd, men som viderefører nogle elementer fra Støv.

Peter Blah: Vi har byttet lidt rundt på rækkefølgen, meningen var egentlig at den næste plade skulle være med mig og beatsmed Most Jeff. Men processen er lidt længerevarende og da vi gerne vil blive ved med at give lyd fra os med jævne mellemrum, besluttede vi at rykke denne her fælles udgivelse frem, da den er meget tættere på at blive færdig.

Hvis vi vender blikket mod "Jazz to the Band" udgivelsen, hvilke overvejelser havde i så gjort jer, da i besluttede jer for at udgive noget som skulle sælges fysisk, i forhold til eksempelvis kun at udgive det digitalt, eller endda at sætte det til gratis download?
Klør FM: Mig og Jakob lavede jo musikken til Jazz To The Band før vi blev emma lill’, og der havde vi snakket meget om, at gratis plader dem får man nærmest i hoved og røv. Vi ville gerne lave en ordentlig plade, og gratis udgivelserne dem oplever vi i hvert fald, at folk skøjter lidt for nemt hen over og ikke tager så seriøst. Vi har brugt virkelig lang tid på Jazz To The Band og mener virkelig selv at det er kvalitet og pengene værd… Og så synes vi også bare at vinyllyden passede godt til albummet.

Jakob Blæst: Vi har også selv taget det meget seriøst, og har jo også investeret en del penge i det, fordi vi mener at det er et godt produkt, og vi synes grundlæggende at en gratis udgivelse ville være et forkert signal at sende, lige med den her.

Peter Blah: Vi kan jo alle tre lide vinyl som udgivelsesform. Det er selvfølgelig en smagssag, men i sidste ende handler det altid om, hvad man selv synes er fedt.

Det er klart, hvis vi havde uendelige penge, så ville vi have udgivet både Vinyl og CD – så der er flest mulige som kan købe pladen, men da vi skulle tage et valg nu og her, så synes vi jo alle tre at det var lidt federe med en vinyl.

Jacob Blæst: For mig handler det også om – hvis hele emma lill’ tingen skulle gå hen og dø, at vi har lavet dét som vi har lyst til, så vi kan kigge tilbage og vide at vi gjorde det vi ville. Det har jo altid været lidt af den drøm, at lave sin egen plade. Så kan jeg altid bare bruge den til at vise mine børnebørn at jeg også engang har lavet sådan én (griner).

Er Jazz to the Band blot et one-off koncept?
Klør FM: Ikke nødvendigvis, men…

Jacob Blæst: pladen er et koncept, det synes jeg helt klart den er. Men jeg synes ikke at selve Jazz to the Band er et koncept. Vi kunne sagtens lave en ny plade, som også på en eller anden måde bliver et koncept, men det bliver i hvert fald ikke på samme måde.

Anmeldelserne og omtalerne har været overvejende positive, hvordan har responsen ellers været?
Jacob Blæst: Jeg har faktisk haft en del, som måske altid har synes jeg var lidt af en douchebag, som pludselig skriver til mig inde på Facebook at de synes pladen er pisse fed. Jeg må da også indrømme, at det ville være svært for mig, hvis jeg ikke følte at der var noget ærlig positiv respons – ellers tror jeg ikke jeg ville blive ved.

Peter Blah: Vi går jo generelt alle helt vildt meget op i hvad folk synes om vores musik, men det er bestemt ikke ensbetydende med at vi nogensinde ville lave om på det – så ville vi måske bare holde op med at udgive det.

Selve navnet – Jazz to the Band, er blevet meget skarpt kategoriseret, specielt med hensyn til den forventede lyd af albummet, har navnet og ikke mindst titlen på albummet – Støv, været et bevidst nik til den støvet jazz baseret hip hop?Jacob Blæst: Noget af det vi er blevet klandret for, har jo været, at vi lyder lidt som et levn fra fortiden, men som en beskrivelse af lyden på albummet, synes jeg vores navn har været rimelig rammende.

Klør FM: Selve navnet opstod jo egentlig, fordi vi - især i dansk hiphop, savnede det lidt jazzede og det ville vi gerne understrege.

Har i nogen sinde overvejet, at i måske er kommet til at stemple jer selv på forhånd, og muligvis er kommet til at skræmme nogle lyttere væk, ved at lade jeg definere i selve gruppe navnet og album titlen?
Jacob Blæst: Det tænker jeg slet ikke på, men det er måske en god pointe. Jazz To The Band og ”Støv” udgivelsen, kom jo egentlig til verden, fordi jeg kom hjem fra USA – havde skrevet en masse tekster, og fandme gerne ville være hip hopper. Vi var alle sammen enige om, at den hip hop der blev spillet til masserne var noget være lort, og der skal da heller ikke lægges skjul på at vi næsten kun hørte hip hop fra halvfemserne i den periode.

Det var derfor også sådan et album vi gerne ville lave, ikke fordi vi ikke ville lave det moderne og nyt, men i denne omgang var det vigtigt at det hele blev… støvet (griner).

Peter Blah: Jeg synes sgu ikke at det lyder så oldschool som det nogen steder bliver gjort til. Der er da nogle tendenser fra 90'er hiphop som går igen, men jeg synes der er mange elementer i drengenes plade som jeg ikke lige umiddelbart har hørt før.

Jacob Blæst: Det vil jeg da måske tænke over en anden gang, når vi skal lave noget, at vi skal passe på med at stemple os selv for meget på forhånd (griner).

Et andet gennemgående element, i den omtale i har fået, har været den vedvarende sammenligning med Malk De Koijn, hvordan forholder i jer til det?
Jacob Blæst: Jeg har været ret ked af det (griner), nej men seriøst, så har det jo egentlig bare handlet om fire linjer på "Klapjagt" [Klapjagt paa Rygklap], og vi har da hørt fucking meget Malk De Koijn – ligesom alle andre, men vi har da også hørt en masse andet – som Sphaeren, Khal Allan og folk i den dur, som jeg også synes vi er inspireret af.

Men jeg synes faktisk det er vildt ærgerligt at få det stempel, fordi faktum er, at du kan finde andre rapperes flows på rigtigt mange rap udgivelser, men med os er den stempling bare gået igen i alle omtaler og anmeldelser, selvom vi eksempelvis slet ikke har det fjollede element som malk de koijn har. Men det viser også at vi har fat i noget, for der findes værre ting, end at blive sammenlignet med Malk De Koijn.

Klør FM: På "Klapjagt paa Rygklap" sampler vi jo også Tue Track og det har sikkert forstærket folks opfattelse af at det var Malk De Koijn agtigt, det er selvfølgelig uheldigt, for jeg synes generelt at den sammenligning er misforstået.

Hvornår kommer man til at kunne opleve jer live?
Peter Blah: Vi har været ud og spille lidt, men vil selvfølgelig gerne ud og spille en hel del mere. Der er ikke lige nogle gigs på plakaten pt. men det regner vi med kommer snart. Vi sidder også løbende og supplerer vores live-set med lidt omskrivninger og andre detaljer vi synes kunne være fede at få med live.

Jacob Blæst: Vi vil jo sindssygt gerne rundt i hele Danmark og spille vores numre, også selvom det skal koste vores egne penge. Vi har i hvert fald talt om, at planlægge vores egen lille Danmarks tour, hvor vi selv tager kontakt til de små spillesteder og kører rundt i hele landet, men det bliver først på den anden side af sommeren – men der kommer helt sikkert nogle shows i København inden da. Jeg vil røv gerne ud at spille rigtig meget, og så kan jeg også bare meget godt lide det (griner).

Hvor kan man få fat i jeres plade, hvis man ikke lige bevæger sig i det københavnske?
Klør FM: Merchant Recors, Underwood ink, Sort Kaffe & Vinyl som ligger i København, ellers Moby Disc i odense, Run For Covers webshop. Derudover er der selvfølgelig jazztotheband.bandcamp hvis man vil have den digitalt. Vi vil rigtigt gerne have at den er lettere tilgængelig i Jylland og det arbejder vi på. Så skulle nogle være interesseret i at hjælpe os med det, må de meget gerne tage kontakt til os. Det skal dog siges at man selvfølgelig også kan bestille vinylen på bandcampen & emmalill.dk ligegyldigt hvor man er fra og så sender vi med posten.

Er der en sidste kommentar i lige vil have med på vejen, inden vi slutter af?
Jacob Blæst: jamen, folk skal da bare hoppe ind på emmalil.dk og tjekke os ud, der kommer snart en video til "LEVEL 70", som I gerne må se, så min mor ikke hele tiden skal ringe til mig og sige at der ikke er nogen nye views på "Klapjagt" (griner).

Klør FM: Vores facebook er også et godt sted at holde sig opdateret med shows og lignende.