"Det er simpelthen en skandale" - så kontant kan det næsten siges, og det er bestem ikke fordi jeg vil røbe alt her i starten, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at M.I.A. langt fra leverede hvad der må forventes på Roskilde Festivalens absolut største scene, denne fredag aften, hvor hovedparten af Roskilde Festivalens gæster, var troppet op for at se hvad det lille nips med de store intentioner havde at præstere.

Fra de aller første åbningsnumre, stod det klart for både mig og publikum, at der var noget ravende galt. Med en treenighed af monsterhits, i form af Galang, Sunshowers og Bucky Done Gun, som man måtte forvente kunne løfte taget hos selv den mest kræsne lytterskare, blev det nemlig åbenlyst for de fleste, at der simpelthen ikke var tjek på tingene, hvilket ville vise sig at være en gennemgående tematik for resten af koncerten.

Hovedsageligt var der lyden, som simpelthen - uden sammenligning, var noget af det værste jeg nogensinde har hørt. Ikke alene formåede M.I.A. på ingen måde at komme igennem med sin vokal, men flere steder blev det så direkte åbenlyst at det var playback, at man kan undre sig hvorfor hun overhovedet havde medbragt egen trommeslager. Netop trommeslageren, udgjorde uden tvivl aftenens mest absurde indslag, da hun igen og igen blev vist på storskærmen, med de samme monotone taktslag, som på ingen måde repræsenterede hvad der reelt set blev spillet - det var både underholdende, men dybt forstyrrende, og egentlig også en meget god indikation af resten af showet, som på ingen måde formåede at indfange publikum.


På Roskilde Festival oplever man ofte at folk har medbragt høje lange flag, som de vifter i vildskab alt efter musikkens energiniveau. Til denne M.I.A. koncert, var der ingen undtagelser der, men min sidemand kommenterede bedst publikummets begejstring, idet han tørt noterede at "det eneste som hiver i de flag dér, det er vinden".

Hvis man til alt dette knytter, at M.I.A.'s imponerende scenebelysning, gjorde det umuligt at se hende ordentlig, selv på storskærmen, så står man tilbage med meget tam fornemmelse i kroppen af, at Roskilde Festival kunne have budt på så mange andre bedre, og mere kompetente navne.

Aftenens mest ironiske indslag, kom uden tvivl under en lille pause, hvor et par sekunders stilhed røbede dyb tavshed - bortset fra enkelte "buh" tilråb, blandt publikum, hvorefter en playback version af "Haters" bragede over Orange scene, denne aften var alt hate dog berettiget.