Som selverklæret hip hopper elsker jeg virkelig Statik Selektah. Han er dygtig, hårdtarbejdende, og fremstår hele vejen igennem, som en person der vitterligt laver og dyrker hip hop fordi han elsker det. Jeg vil næsten sige, at Statik Selektah på nuværende tidspunkt er et unikum, hvis lige man skal kigge meget langt tilbage i tiden, for at finde. Hvad enten det er når han laver endnu et fantastisk sammensat mixtape - hvor der rent faktisk bliver mixet, eller når han laver endnu et album på 24 timer, der lyder bedre end dem som mange bruger flere år på, så kan man mærke at han har hjertet med.

Netop kærligheden til musikken, har også kunnet mærkes på hans egne albums, hvor det at samle store horder af rappere under ét, nærmest er blevet hans varemærke, og hvor nye up-coming artister har fået chancen for at skinne side om side med de helt store legender. Desværre er det netop Statik Selektahs "kærlighed" til hip hoppen, der ender med at være hans største hæmsko, for hvordan sørger man for at alle skinner igennem, når man så gerne vil have det hele med.

Det er faktisk en svær og måske uretfærdig kritik at give, men der er simpelthen forsøgt at presse for meget ind i én pakke, uden at noget af det bliver helt godt nok, og det er desværre mest af alt de nye som skuffer. Freddie Gibbs og Big K.R.I.T. leverer et udmærket nummer i form af "Play The Game", men det havde egnet sig bedre som nummer på et af deres respektive albums og falder i ét med resten af albummet her. Mac Miller leverer absolut intet mindeværdigt på "Groupie Love", Smoke DZA vinder næppe nye fans med "Harlem Blues" og Jon Connor, XV og Daytonas bidrag, i form af "Sam Jackson" - en form for hyldest til Samuel L. Jackson, er sjov nok, men har ikke meget genlytningsværdi, samtidig med at man ikke kan lade være med at undre sig over om netop den type track ikke havde passet bedre til nogle rappere med lidt mere... pondus.

Med hele 19 numre fortsætter albummet i hvad der føles som en evighed, hvor en stor del af numrene bliver blandet sammen i stor samsorium af uigenkaldelig hip hop masse. Præstationerne er ikke dårlige, men meget få er mindeværdige, og det gælder for så vidt også for produktionerne, som desværre alt for sjældent bryder ud af den gængse Statik Selektah lyd, som der som sådan intet er galt med, men som simpelthen bliver for meget af det gode efter 75 minutter.

Ikke dermed sagt at der ikke er nogle decideret perler imellem, hvor det særligt er "New York, New York" med Saigon, Styles P og Jared Evans, "Population Control" med Sean P og Termanology, "Damn Right" med Brother Ali og Joell Ortiz og "Live And Let Live" med Lecrae der forbliver i hukommelsen efter endt affytning. Albummets joker er dog uden tvivl "Your Gone" med Talib Kweli, Colin Monroe og Lil' Fame, der tilsammen skaber et helt særligt track, som jeg ikke tror mange havde forudset, og som virkelig viser Statik Selektahs blik for skæve sammensætninger når han er aller bedst.

Det er dog desværre ikke helt nok, og man ender med at savne en lidt mere grov sortering fra Statik Selektahs side, som simpelthen prøver at presse så meget ned på pladen som overhovedet muligt. I vore tids digitale tidsalder vil de fleste nok undlade at købe hele albummet og istedet udvælge de tracks som virker interessante eller som indeholder kunstnere man i forvejen er fan af, og i den henseende bliver man næppe skuffet. Men der er nu få ting som er bedre end et velsammensat album, som man kan sætte på fra start til slut, og i den henseende falder "Population Control" desværre kort.