Ovenpå en ekstremt skuffende Royce Da 5'9" koncert, som efterlod et ellers tændt Cosmopol telt nærmest halvtomt, kunne man godt mærke der var bange anelser fra publikums side, da de stillede op til dagens anden koncert med Alabama drengen Yelawolf. Men hvor hele Royces set (hvis man overhovedet kan kalde det et set), var uoplagt og dovent, så ossede Yelawolf af energi og overskud, da han først indtrådte scenen til de øredøvende toner af "Daddy's Lambo".

Hvad der derefter fulgte, er måske én af de mest intense og energifyldte rap koncerter jeg nogensinde har oplevet, hvor alt simpelthen gik op i en højere enhed. Med en bas der pressede sig imod min tinding som en slagboremaskine, og Yelawolf som leverede alle sine raps til perfektion, blev vi således ført igennem hans repertoire af hits, til stor begejstring for publikum.

Efter "Truk Muzik, "No Hands" og ikke mindst "Hard White (Up In The Club)" var teltet allerede ved at koge over, og med en version af "I Wish" som kørte over instrumentaler af "Shook Ones" og "Still D.R.E." efterfulgt af et super veludført showcase fra DJ'en, kunne man godt mærke at Yelawolf begyndte at lade sig rive med af publikums energi.

Forløsningen kom allerede et par minutter efter, idet han i ren euforisk vildskab kaster sig ud i publikum, under en lille medley af "music that influenced me" og til de begyndende guitar riffs af Metallica's "Master Of Puppets", det var fantastisk, det var perfekt, og det var lige hvad denne festival havde haft brug for.

Som det nu engang er, så blev alt lyden afbrudt og efter lidt parlamentering på scenen, fik Yelawolf lov til at fortsætte hvor han slap, først med det ret sigende omkvæd til "Bombs Over Baghdad" fra Outkast, og bagefter til Beastie Boys' "(You Gotta) Fight For Your Right (To Party!), som - ud over at være sindsygt velplaceret, omstændighederne taget i betragtning, også fik samlet hele publikum i en hyldest til den afdøde Adam "MCA" Yauch, med "Brass Monkey", "Intergalactic" og til sidst "Paul Revere".

Hvis man dog tror at Yelawolf ikke kan fylde showet ud med sit eget bagkatalog, så kan man godt tro om igen, og generelt var hele medley delen et dejligt afbræk, som fungerede sindsygt godt, og Yelawolf fik rundet koncerten af med samme intensitet og vildskab, som da han påbegyndte, med blandt andet "The Hardest Lovesong In The World", "Animal" og "Good To Go".

På mange måder leverede Yelawolf præcis det som Odd Future og A$AP Rocky skulle have gjort, nemlig rendyrket og oprigtigt vildskab. Hvis man dertil lægger, at Yelawolf havde en afsindig mikrofon kontrol, samtidig med at lyden var mixet helt rigtigt, i forhold til at hans numre er ekstremt bas-tunge, så kan jeg vitterligt ikke sætte en finger på hvad der skulle/kunne have været anderledes. The Roots leverede måske en - rent musikalsk, bedre koncert, men Yelawolf var uden tvivl årets bedste rendyrket rap koncert, både i og udenfor Roskilde Festival.