Jeg synes nærmest jeg har brugt de sidste 3 måneder på årets Roskilde Festival og nu er det hele pludselig slut. Hvad der startede med en idé til en cypher, endte med at blive til det mest tidskrævende og omkostningsfulde jeg har foretaget mig mht. SPOL OP!, men hvis I også oplevede det afsluttende Static show, og hvordan netop cypher delen blev inkorporeret, så ville I også vide at det har været det hele værd.

Desværre for mit vedkommende, sluttede årets Roskilde Festival lidt trist, idet jeg endte med at miste min bilnøgle, en fejl som kommer til at koste mig i hvert fald 5000 kr. Derfor var mit humør også lidt præget af dette den aller sidste dag, hvor jeg slet ikke fik taget nogen noter under Static showet, som jeg derfor desværre ikke rigtig føler jeg kan anmelde.

Jeg kan dog sige at showet 100% levede op til forventningerne, og til trods for at ingen i crowden kendte nogle af numrene, så var det ikke en hindring for at feste og rappe med hvor man kunne, godt hjulpet af nogle velplaceret stik-ord på storskærm. Og selvom der muligvis var mere respons fra crowden under de lidt "større" navne, som Jooks, Orgi-E, Wafande, Shaka Loveless og Raske Penge, så var der ikke én eneste af de optrædende som ikke leverede deres absolutte A-game.

Static selv, var tydeligvis stolt over sin egen kreation, samtidig med at det skinnede igennem hvor bevæget han blev af crowdens overvældende reaktion på alt hvad foregik på scenen. Static var perfekt i rollen som dirigent, og med et ekstremt velspillende big band i ryggen, var det en fornøjelse at se det omfattende projekt blive afviklet uden fejl og med masser af overskud fra Static, som ofte hoppede foran pulten for at hype og nyde det tændte publikum.

Hele seancen, blev som bekendt afsluttet med en live afvikling af "SPOL OP! for Sorte Får CYPHER | #RF12 edition", som I kender alt til hvis I følger med på SPOL OP! eller Sorte Får. Det var selvfølgelig en kæmpe ære for mig, at Static ønskede at lade netop dette projekt være en del af af hans show, og jeg må sige at det var den helt perfekte afslutning, idet Static hoppede op på pulten og filmede publikum som festede vildt, imens samtlige medvirkende i showet hypede dem som ønskede at hoppe på cypher beatet. Det var rent ud sagt "ægte" hip hop i mine øjne, og derudover var det en stor personlig glæde for mit vedkommende, at se andre end de oprindelige 13 cypher medvirkende spytte nogle rim over beatet.

Jeg håber selvfølgelig at jeg kan få lov til at vise jer denne "live-edition" af #RF12 cypheren, men det er stadig noget som diskuteres internt hos Roskilde Festival, men jeg kan garantere at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at den kommer til at se dagens lys, uanset om det er gennem SPOL OP!/Sorte Får, Roskilde Festival eller en helt tredje kanal.