Efter to mildest talt meget forskellige hip hop koncerter, var det endelig blevet tid til at tage imod aftenens egentlige hovedperson, nemlig Joey Bada$$, som i dagens anledning havde medbragt Statik Selektah og Kirk Night fra hans Pro Era kollektiv. Hvor publikum over de to foregående koncerter havde opdelt sig både inden og uden for teltet, kunne der ikke herske nogen tvivl om hvem de egentlig var kommet for at se, da de hurtigt stimlede sig tæt sammen under Cosmopol teltet til de massive toner af Nas' "New York State of Mind", blot få minutter inden Joey Bada$$ kastede sig ud i åbningstracket fra hans nyeste projekt - Summer Knights, nemlig "Alowha".

Med en hæs stemme, masser af energi og godt hjulpet af en sindsygt veloplagt Statik Selektah, der brillerede som afviklings DJ og Kirk Night, som på mange måder kom meget mere klart igennem i sin vokal, end hovedpersonen selv. Kom vi igennem en stor del af de tracks, som har gjort Joey Bada$$ til en af de mest omtalte rappere i nyere tid, såsom "Waves", "World Domination", "FromdaTomb$" og "Amethyst Rockstar".

Det var dog særligt sidste halvdel af koncerten der virkelig cementerede Joey Bada$$' status, som en af de absolut mest interessante "rising stars". Særligt under nyere numre som "Word Is Bond", "95 Till Infinity" og det DJ Premier producerede "Unorthodox", fik man virkelig følelsen af at overvære fødslen af en af hip hoppens helt store profiler. Sidst men ikke mindst blev showet afsluttet af en energisk gæstevisit fra Flatbush Zombies, der virkelige gav koncerten det aller sidste skub fra at være rigtig god, til at være rigtig speciel - noget som efterhånden er en sjældenhed.

Til trods for en vokal præstation der vidnede om manglende rutine og en lyd der bestemt godt kunne have været bedre, så leverede Joey Bada$$ en fantastisk helstøbt koncert, som blev løftet op af en suveræn DJ og en veloplagt backup rapper. Med Flatbush Zombies gemt i ærmet, var det uden tvivl årets must-see hip hop oplevelse ved årets Roskilde Festival, hvor det eneste man virkelig kan ærge sig over, er at de ikke også havde sørget for at booke The Underachievers for at få den fulde Beast Coast oplevelse.