Oven på Action Bronsons selvsikre og karismatiske koncert, kunne man godt mærke at publikum var ved at være varmet godt op og parat til de noget mere energiske Flatbush Zombies. Og selvom DJ Large - som agerede pause DJ i dagens anledning, var godt og grundig ved at ødelægge enhver stemning som var blevet opbygget, så blev det tydeligt allerede fra starten af, at Flatbush nok skulle sørge for at holde publikums energi i top.

Med noget der virkede som det mest ustrukturerede show nogensinde, blev publikum kastet rundt i Zombies' ellers ret sparsomme bagkatalog, som langt størstedelen dog var ganske familiære med. Og "MRAZ", "Face Off", "Friday" og ikke mindst "The FUN Song" fik virkelig sat ild i publikum, sidstnævnte med et omkvæd hvor der bliver råbt "Fucking hoes" så mange gange, at ingen kunne undgå at lade sig rive med - we don't love them hoes, it's the hip hop way.

Sidste halvdel af koncerten blev indledt med en mindre "smoking break" i form af "Palm Trees", og fortsatte ellers i samme høje tempo fra tidligere, med en gennemgang af A-Traks "Piss Test" og A$AP MOB's "Bath Salt". Derefter eskalerede stemningen for alvor, da "Thug Waffles" blev påbegyndt med ordene "start the moshpit" og det allerede feststemte publikum kogte over i ren og skær kaos. Lige da man troede det ikke kunne blive vildere, blev Nirvanas "Entertain Us" brugt som optakt til afslutningsnummeret "S.C.O.S.A." som da også viste sig at være for meget for Roskilde Festivals sikkerheds regler.

Blot få sekunder inde i nummeret blev lyden således klippet, idet et sikkerhedshegn var blevet beskadiget. Heldigvis udviste Flatbush Zombies stort format, da Meechy Darko vælger at hoppe ned fra scenen for at sikre hegnet mod yderligere indtrængen. Det var en professionel og yderst sympatisk gestus, fra en generation af rappere som ellers er kendetegnende ved en ret flyvsk "fuck alt" attitude, og det sikrede en god afslutning på en super energisk og underholdende koncert.

Aftenen var desværre også præget af meget dårlig lyd. Det var tydeligt at Flatbush Zombies manglede rutine i at optræde live og den høje energi og de mange krumspring, skete desværre på kompromis med ren levering og en ordentlig mikrofon kontrol, hvor der blev råbt en del mere end der blev rappet. Når alt dog var sagt og gjort, stod man tilbage med en regulær følelse af at være blevet godt underholdt, og som Per V så smukt opsummerede det; "Hvis man ik' havde en fest, så man en grim hater fra kommunen" - og så kan man i øvrigt notere sig at denne anmelder, rent faktisk er lidt af en Flatbush Zombies hater OG arbejder for kommunen.