Efter to mildest talt meget forskellige hip hop koncerter, var det endelig blevet tid til at tage imod aftenens egentlige hovedperson, nemlig Joey Bada$$, som i dagens anledning havde medbragt Statik Selektah og Kirk Night fra hans Pro Era kollektiv. Hvor publikum over de to foregående koncerter havde opdelt sig både inden og uden for teltet, kunne der ikke herske nogen tvivl om hvem de egentlig var kommet for at se, da de hurtigt stimlede sig tæt sammen under Cosmopol teltet til de massive toner af Nas' "New York State of Mind", blot få minutter inden Joey Bada$$ kastede sig ud i åbningstracket fra hans nyeste projekt - Summer Knights, nemlig "Alowha".

Med en hæs stemme, masser af energi og godt hjulpet af en sindsygt veloplagt Statik Selektah, der brillerede som afviklings DJ og Kirk Night, som på mange måder kom meget mere klart igennem i sin vokal, end hovedpersonen selv. Kom vi igennem en stor del af de tracks, som har gjort Joey Bada$$ til en af de mest omtalte rappere i nyere tid, såsom "Waves", "World Domination", "FromdaTomb$" og "Amethyst Rockstar".

Det var dog særligt sidste halvdel af koncerten der virkelig cementerede Joey Bada$$' status, som en af de absolut mest interessante "rising stars". Særligt under nyere numre som "Word Is Bond", "95 Till Infinity" og det DJ Premier producerede "Unorthodox", fik man virkelig følelsen af at overvære fødslen af en af hip hoppens helt store profiler. Sidst men ikke mindst blev showet afsluttet af en energisk gæstevisit fra Flatbush Zombies, der virkelige gav koncerten det aller sidste skub fra at være rigtig god, til at være rigtig speciel - noget som efterhånden er en sjældenhed.

Til trods for en vokal præstation der vidnede om manglende rutine og en lyd der bestemt godt kunne have været bedre, så leverede Joey Bada$$ en fantastisk helstøbt koncert, som blev løftet op af en suveræn DJ og en veloplagt backup rapper. Med Flatbush Zombies gemt i ærmet, var det uden tvivl årets must-see hip hop oplevelse ved årets Roskilde Festival, hvor det eneste man virkelig kan ærge sig over, er at de ikke også havde sørget for at booke The Underachievers for at få den fulde Beast Coast oplevelse.

Oven på Action Bronsons selvsikre og karismatiske koncert, kunne man godt mærke at publikum var ved at være varmet godt op og parat til de noget mere energiske Flatbush Zombies. Og selvom DJ Large - som agerede pause DJ i dagens anledning, var godt og grundig ved at ødelægge enhver stemning som var blevet opbygget, så blev det tydeligt allerede fra starten af, at Flatbush nok skulle sørge for at holde publikums energi i top.

Med noget der virkede som det mest ustrukturerede show nogensinde, blev publikum kastet rundt i Zombies' ellers ret sparsomme bagkatalog, som langt størstedelen dog var ganske familiære med. Og "MRAZ", "Face Off", "Friday" og ikke mindst "The FUN Song" fik virkelig sat ild i publikum, sidstnævnte med et omkvæd hvor der bliver råbt "Fucking hoes" så mange gange, at ingen kunne undgå at lade sig rive med - we don't love them hoes, it's the hip hop way.

Sidste halvdel af koncerten blev indledt med en mindre "smoking break" i form af "Palm Trees", og fortsatte ellers i samme høje tempo fra tidligere, med en gennemgang af A-Traks "Piss Test" og A$AP MOB's "Bath Salt". Derefter eskalerede stemningen for alvor, da "Thug Waffles" blev påbegyndt med ordene "start the moshpit" og det allerede feststemte publikum kogte over i ren og skær kaos. Lige da man troede det ikke kunne blive vildere, blev Nirvanas "Entertain Us" brugt som optakt til afslutningsnummeret "S.C.O.S.A." som da også viste sig at være for meget for Roskilde Festivals sikkerheds regler.

Blot få sekunder inde i nummeret blev lyden således klippet, idet et sikkerhedshegn var blevet beskadiget. Heldigvis udviste Flatbush Zombies stort format, da Meechy Darko vælger at hoppe ned fra scenen for at sikre hegnet mod yderligere indtrængen. Det var en professionel og yderst sympatisk gestus, fra en generation af rappere som ellers er kendetegnende ved en ret flyvsk "fuck alt" attitude, og det sikrede en god afslutning på en super energisk og underholdende koncert.

Aftenen var desværre også præget af meget dårlig lyd. Det var tydeligt at Flatbush Zombies manglede rutine i at optræde live og den høje energi og de mange krumspring, skete desværre på kompromis med ren levering og en ordentlig mikrofon kontrol, hvor der blev råbt en del mere end der blev rappet. Når alt dog var sagt og gjort, stod man tilbage med en regulær følelse af at være blevet godt underholdt, og som Per V så smukt opsummerede det; "Hvis man ik' havde en fest, så man en grim hater fra kommunen" - og så kan man i øvrigt notere sig at denne anmelder, rent faktisk er lidt af en Flatbush Zombies hater OG arbejder for kommunen.

Så kom dagen hvor hip hop for alvor skulle stå sin prøve som selvstændig genre på Roskilde Festival. Som der efterhånden er for vane, blev der således præsenteret hele fire prominente navne efter hinanden på Cosmopol scenen, hvoraf den kære Action Bronson var den første.

Ovenpå en noget skuffende oplevelse på Loppen, var forventningerne ærlig talt i bund. Dengang formåede en forpustet, svedende og lettere ekstatisk Bronson kun at levere knap 20 minutter, overfor et lettere måbende publikum, som han havde ladet vente ALT for længe.

Denne dag skulle dog heldigvis vise sig at være ganske anderledes, idet Bronson træder ud til tonerne af Manfred Mann's Earth Band's "Blinded By The Light" og benytter muligheden for at åbne med "72 Virgins", som efterfølgende går over i "Rare Chandeliers", før han bevæger sig over i materialle fra hans nyeste EP.

Selvom denne ellers er blevet kritiseret en del, fungerede numrene perfekt live, og både "No Time", det Wiz Khalifa assisterede "The Rockers" og ikke mindst "Strictly 4 My Jeeps" gik rent igennem, hos et publikum som tydeligvis faldt for Bronsons massive charme og stensikre levering, hvor hvert et ord gik rent igennem.

Godt og vel halvvejs kunne man dog godt mærke at Bronsons fysiske udholdenhed var ved at nå sit bristepunkt, men heldigvis havde han taget Meyhem Lauren med, som fint kunne afløse med 2 selvstændige numre, uden at det tog momentum fra koncerten. Faktisk fungerede det som et godt afbræk, og publikum virkede ekstra oplagte under anden halvdel af koncerten hvor vi blandt andet fik det fantastiske "Steve Wynn", "Shiraz" og hans vers fra A$AP Rockys "1 Train".

Selvom det var tydeligt at en stor del af publikum var kommet for at se Joey Bada$$, kunne man ikke andet end at overgive sig til Bronsons karismatiske fremtoning. Taget i betragtning af de øvrige gæster i huset, var det dog ærgerligt at eksempelvis "1 Train" ikke fik Bada$$ og Danny Brown lokket ud på scenen, og det havde uden tvivl hevet koncerten op på et helt andet niveau.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Action Bronson leverede 45 minutters stensikker og karismatisk rap, som det var svært at sætte en finger på, også selvom man til tider savnede lidt "theatrics" som han også er kendt for... eksempelvis en vejrmølle, et judo flip eller bare et leg-sweep.

Ovenpå en relativ tam omgang hip hop om torsdagen, var det med en lille snert af angst at jeg bevægede mig mod Cosmopol scenen denne fredag aften. For selvom Killer Mike muligvis står bag mangen en hip hop bangers, havde jeg vitterligt ingen anelse om hvad jeg skulle forvente, specielt ikke inden for en genre hvor halvhjertede performances efterhånden er blevet mere reglen end undtagelsen.

Allerede fra starten af, viser det sig dog at denne koncert ikke bliver som de andre, idet den starter, som den slags faktisk ikke så ofte gør. Nemlig med en storsmilende og veloplagt Killer Mike, som indtager scenen og påbegynder sin rap øjeblikkeligt til de massive toner af "Big Beast" og stor jubel fra publikum, som ikke får et øjeblik at sunde sig i, før han også har ædt sig igennem "Untitled" og "Reagan", alt sammen inden for de første 10 minutter af koncerten.

Hvis man dog skulle frygte at Killer Mike skulle have brændt det bedste krudt af for tidligt, så kan man godt tro om igen, idet han efterfølgende fører os sikkert igennem det ene hårdstlående nummer efter det andet i hans efterhånden ret massive bagkatalog. Det blev således både til de nyere "Don't Die", "Burn" og "Ric Flair", men også de helt gamle numre som har været med til at definere ham som artist, i form af "Southern Fries", "I Ain't Never Scared" og ikke mindst Outkasts "The Whole World" - alt sammen leveret med massivt overskud og masser af højt humør mellem hvert nummer.

Aftenens højdepunkt kom dog uden tvivl cirka halvvejs igennem showet, idet El-P vælger at indtræde scenen til en gennemgang af nogle af de helt nye "Run The Jewels" numre. Heldigvis er El-P i mindst lige så højt humør som sin partner in rhyme, og vi får således lov til at høre hele 3 numre i form af "Banana Clipper", "Run The Jewels" og "Job Well Done", som - i følge de to herrer, bliver fremført live for første gang nogensinde.

Killer Mike leverede som sagt et stilsikkert og karismatisk show, fyldt med sjove anekdoter og en fantastisk all-round personlighed. Selv under de mere "kiksede" passager, hvor en stor del af publikum simpelthen ikke udviser nok kendskab til hans foregående musikalske historik, har han en tydelig fornemmelse for situationen og bevæger sig videre mens han underbygger en klar rød tråd igennem hele settet. Derudover var det ganske enkelt fantastisk endelig at se en koncert ved Roskilde Festivalen, hvor 2 af de bookede acts udnytter hinandens tilstedeværelse, for at tilbyde publikum noget specielt. Et element, som virkelig har været en mangelvare på festivalen i det hele taget.

Desværre er Cosmopol ikke altid garant for en særlig god lydoplevelse, og aftenens koncert var ingen undtagelse. Der var flere steder hvor Killer Mikes vokal simpelthen druknede i de massive beats, som ofte virkede alt for "mudrede" i lyden. Om det er DJ Trackstar - som i øvrigt leverede et virkelig solidt show, der skal have skylden, eller scenens lydfolk, vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Men det var en ærgerlig forstyrrelse, på et ellers virkelig gennemtænkt og veludført show.

Torsdagens sidste hip hop koncert skulle stå eller falde med den franske DJ trup C2C, som tiltrak et langt større publikum end jeg - og måske også Roskilde Festival, havde regnet med. Da klokken rundede de 23:30 og C2C endelig fik lov til at gå på - ovenpå tekniske problemer, var der i hvert fald SÅ pakket i og omkring Cosmopol teltet, at det var svært ikke at skrue forventningerne en smule i vejret.

Desværre skulle man ikke mere end 5 minutter ind i settet, før spændingen blev afløst af rastløse ben hvorefter en stor del af publikum mere eller mindre forsvandt løbende hen over den første halvdel af showet. For selvom C2C havde skruet et fantastisk veludført set sammen, fyldt med finesser og showmanship, som man kun kan forvente sig af de absolut bedste turntablists i verden, så var det alligevel ikke helt nok til at fastholde et SÅ stort publikum i deres vold. I den forstand blev en stor del af scenetilstedeværelsen simpelthen FOR indforstået, også selvom flere af de mere tekniske scratch seanser blev mødt med stor jubel.

Det virkede nemlig for svært for en stor del af publikum at lade sig rive med, eksempelvis da der blev opfordret til at "check this scratch real close", idet langt størstedelen af publikum reelt set "bare" var kommet for at slå sig løs, og langt fra havde muligheden for at se hvad der reelt set foregik på scenen. Noget som selv det flotteste lysshow, ikke kan kompensere for og som kunne have været undgået på eksempelvis Arena scenen - som de umiddelbart sagtens kunne have fyldt ud.

Forløsningen kom dog under sidste halvdel af settet, hvor de to største hits - i form af "Happy" og ikke mindst "Down The Road", blev udfoldet og publikum virkelig fik anledning til at slå sig løs. Hvad der derefter fulgte, var 30 minutters stensikkeret showmanship, med koreograferet scratch battle, en fantastisk scratch medley fra swing, over i latin og til slut rock, som kulminerede i en fantastisk udgave af "The Beat" der - tro det eller ej, blev afsluttet med en cover version af Beastie Boys' "Intergalactic" hvor de 4 DJs i et kort øjeblik træder ud foran den massive 4 mands DJ pult og agerer rappere... det var rent ud sagt, fantastisk overskudsagtigt og en genial afslutning, på en lang og træg start.

Selvom en større scene med bedre mulighed for at ramme publikum direkte havde været en fordel, så havde en mere intelligent sammensætning af showet gjort underværker for helhedsindtrykket og skabt en mere dynamisk energi hos publikum uden de massive udvandringer, som desværre satte sit alt for tydelige præg på første halvdel af showet.

Mykki Blanco var uden tvivl Roskilde Festivalens wild-card på hip hop programmet - og måske endda i det hele taget. Som en af de helt store profiler på den relativt nye bølge af drag/queer rap, der så småt har indtaget den amerikanske klub scene de sidste par år, er det da også et rimelig interessant act at få i hus, ovenpå en hel del ret sikre valg... på papiret i hvert fald.

For Mykki Blanco "in the flesh" var faktisk alt andet end interessant. Hvad der kunne have været en intim koncert fyldt med kant, karakter og spændende rap, viste sig i stedet at være en overfladisk, karikeret og mere eller mindre ufrivilligt komisk affære, med et publikum som brugte det meste af koncerten på at pege og grine, og som kun til tider gav sig hen til de ellers meget fængende og dansable beats.

Koncerten startede da også på et lidt uheldigt grundlag, med backup rapperen "Psycho Egyptian" der fik kæmpet sig igennem 4 numre, med elendig lyd og endnu ringere rap skills. Da hovedpersonen selv indtog scenen i satin shorts og brystklemmer, var det op ad bakke med at få publikum til at føle sig hjemme i hans - eller nok rettere hendes, univers.

En overraskende fed og veludført acapella version af "Wanna Rumble" fik dog vendt publikum og det lykkedes Mykki Blanco at fastholde publikum og afslutte koncerten med manér, godt hjulpet af beats der kun kan karakteriseres som en blanding af det ungdommen kalder Trap og Neptunes cirka 2004.

At Mykki Blanco egner sig godt til svedige natklubber, med direkte intim kontakt til publikum, er jeg slet ikke i tvivl om. Men på en større scene, med et diverst publikum som Roskilde Festival byder på, blev det hele bare lidt for underligt - og ikke på den fede måde. Mykki formåede aldrig rigtig at skabe ægte kontakt til publikum, og det var ellers ikke fordi han ikke forsøgte - "I feel like I'm the prettiest girl at this fucking festival", og jeg er tilbøjelig til at give hende ret, selvom showet var alt andet end pretty.

Man må sige at Roskilde Festival valgte at skyde årets hip hop program godt i gang, ved at placere deres absolutte hovednavn i genren som en af festivalens aller første reelle acts. Det viste sig da også at være et klogt nok valg, idet det dels sikrede et massivt fremmøde, men også sikrede et helt ekstremt højt energiniveau, fra et publikum som tydeligvis havde længtes efter at se nogle "rigtige" koncerter ovenpå de mange opvarmnings dage.

At Kendrick Lamar var hip hop programmets absolutte hovednavn, kunne der desuden ikke herske nogen tvivl om, idet fremmødet ved Arena scenen rakte så lang øjet kunne se langt ud over teltets afgrænsning. Hvilket da heller ikke gik ubemærket forbi hos Kendrick Lamar, der tydeligvis var påvirket af stemningen og den store mængde kærlighed publikum kastede efter ham.

Koncerten startede dog, som den slags (næsten) altid gør. Med en lidt for hypet DJ, som i dette tilfælde spillede et væld af populære numre, som rangerede fra "Harlem Shake" til "Ni**as In Paris". Ikke ligefrem min kop te det hele, men uden tvivl en rimelig god måde at få ordentlig gang i det mildest talt ekstatiske publikum.

Efter godt og vel 15 minutters optakt entrerede Kendrick scenen relativt anonymt og med en lyd som var alt andet end optimal. Faktisk i en sådan grad, at man slet ikke kunne høre det var ham. Der gik dog ikke lang tid før der var rettet op på dette, og efter et par tracks var det tydeligt at Arena havde rettet tingene til og Kendrick havde fået styr på stemmebåndet.

Således blev vi ført igennem nogle af hans mere markante numre, fra "P&P", "Money Trees", "Bitch Don't Kill My Vibe og "The Recipe", til hans vers på "Problems", hvor bandet en enkelt gang fik lov til at udfolde sig lidt. Et band som i øvrigt ikke gjorde meget karakter af sig.

Derefter blev det hele lidt for løst, en "how much noise can you make" seance efterfulgt af en vild mosh-pit stemning under "M.A.A.d City" virkede på mange måder alt for lang, og da han kort tid efter "Swimming Pools (Drank)" sluttede koncerten af, var det med en lidt tam fornemmelse i maven.

Alt for mange numre var blevet udeladt, alt for meget tid var blevet spildt på en opvarmnings DJ og ligegyldig skrigen fra publikum, samtidig med at Kendrick og hans medfølgende band aldrig rigtig formåede at nå ud over scenen. Og selvom man på ingen måde var i tvivl om, at Kendrick Lamar virkelig mente det da han proklamerede at vi var "the livest motherfucking crowd of my career", så var der stadig så meget mere han kunne have gjort for at gengælde følelsen.

Lige siden den nye Shady 2.0 bølge har været offentliggjort, så er der reelt set kun én udgivelse som man virkelig har ventet på, nemlig Slaughterhouse pladen, som mange har klynget sig til i et spinkelt håb om at få genetableret den lyrisk tunge og seriøse rap i mainstream hip hop.

Desværre for mit vedkommende, har Slaughterhouse altid været en lidt underlig sammensætning, som ser helt fantastisk ud på papiret, men som alt for ofte rammer fuldstændig ved siden af på deres tracks. Jeg har længe tænkt over hvorfor det præcis gør sig gældende, og tror endelig - med dette album, at det er gået op for mig præcis hvorfor.

Slaughterhouse er nemlig desværre alt for hængt op på deres egen konstellation, og lader sig alt for sjældent bryde op. Hvor man hos andre "super grupper" som Wu-Tang eller D-Block, ofte finder tracks hvor kun et fåtal af de egentlige medlemmer optræder, eller decideret solo tracks, bryder Slaughterhouse alt for sjældent Royce/Joell/Budden/Crooked formlen, hvilket alt for ofte kvæler gruppens dynamik og fjerner ethvert særegent præg som den enkelte rapper måtte have.

Når der endelig opstår numre hvor enkelte medlemmer er fraværende, er det som oftest på tracks hvor der også er yderligere featurings, og selv dér, er det aldrig mere end et enkelt medlem som ikke deltager. Det giver nogle numre som føles meget lange, samtidig med at mange af numrene ender som decideret marathon rap, hvor man bliver bombarderet med rap på rap på rap, hvilket bestemt også har sin berettigelse, så længe indholdet er interessant, hvilket det dog ikke altid er. Derudover kan det forbavse mig, at man på et album med 20 tracks (deluxe udgaven) ikke har turdet være mere eksperimenterende i sin fremstilling af de enkelte rappere, eksempelvis gennem decideret solo numre eller blot "back-and-forth" tracks 2 rappere imellem.

Det er da helt klart også på de mere personlige numre, som "Goodbye" og "The Other Side" at Slaughterhouse fungerer bedst, hvor man virkelig kommer under huden på de enkelte medlemmer og opdager hvorfor Slaughterhouse var en interessant sammensætning til at starte med, eller på decideret bangere som "Hammer Dance" og "Coffin", hvor man lyrisk bliver overbevist om at de rent faktisk er nogle af de bedste i spillet.

Desværre rammer Slaughterhouse fuldstændig ved siden af rent musikalsk for mit vedkommende, mange af numrene minder alt for meget om hinanden og de få interessante tracks som rent faktisk er at finde, drukner i ligegyldigheder og fyld. I den henseende er 20 numre ekstremt meget, og man kunne have ønsket sig en lidt mere stram udvælgelse. Derudover har Slaughterhouse helt grundlæggende skabt et udtryk som jeg finder stærkt utiltalende, med decideret larmende beats og irriterende hooks. Personligt har jeg ikke behov for at høre flere Skylar Grey hooks i mit liv og det er ikke svært at høre Eminems præg på albummet, som desværre slet ikke passer til Slaughterhouse.

Helt grundlæggende er "Welcome To Our House" bare ikke et særlig godt album, der er enkelte lyspunker spredt ud over de 20 tracks, men ellers repræsenterer det den værste type albums, nemlig dem som er så ekstremt middelmådige at man ikke engang orker at finde guldet som ligger gemt.

Ovenpå en ekstremt skuffende Royce Da 5'9" koncert, som efterlod et ellers tændt Cosmopol telt nærmest halvtomt, kunne man godt mærke der var bange anelser fra publikums side, da de stillede op til dagens anden koncert med Alabama drengen Yelawolf. Men hvor hele Royces set (hvis man overhovedet kan kalde det et set), var uoplagt og dovent, så ossede Yelawolf af energi og overskud, da han først indtrådte scenen til de øredøvende toner af "Daddy's Lambo".

Hvad der derefter fulgte, er måske én af de mest intense og energifyldte rap koncerter jeg nogensinde har oplevet, hvor alt simpelthen gik op i en højere enhed. Med en bas der pressede sig imod min tinding som en slagboremaskine, og Yelawolf som leverede alle sine raps til perfektion, blev vi således ført igennem hans repertoire af hits, til stor begejstring for publikum.

Efter "Truk Muzik, "No Hands" og ikke mindst "Hard White (Up In The Club)" var teltet allerede ved at koge over, og med en version af "I Wish" som kørte over instrumentaler af "Shook Ones" og "Still D.R.E." efterfulgt af et super veludført showcase fra DJ'en, kunne man godt mærke at Yelawolf begyndte at lade sig rive med af publikums energi.

Forløsningen kom allerede et par minutter efter, idet han i ren euforisk vildskab kaster sig ud i publikum, under en lille medley af "music that influenced me" og til de begyndende guitar riffs af Metallica's "Master Of Puppets", det var fantastisk, det var perfekt, og det var lige hvad denne festival havde haft brug for.

Som det nu engang er, så blev alt lyden afbrudt og efter lidt parlamentering på scenen, fik Yelawolf lov til at fortsætte hvor han slap, først med det ret sigende omkvæd til "Bombs Over Baghdad" fra Outkast, og bagefter til Beastie Boys' "(You Gotta) Fight For Your Right (To Party!), som - ud over at være sindsygt velplaceret, omstændighederne taget i betragtning, også fik samlet hele publikum i en hyldest til den afdøde Adam "MCA" Yauch, med "Brass Monkey", "Intergalactic" og til sidst "Paul Revere".

Hvis man dog tror at Yelawolf ikke kan fylde showet ud med sit eget bagkatalog, så kan man godt tro om igen, og generelt var hele medley delen et dejligt afbræk, som fungerede sindsygt godt, og Yelawolf fik rundet koncerten af med samme intensitet og vildskab, som da han påbegyndte, med blandt andet "The Hardest Lovesong In The World", "Animal" og "Good To Go".

På mange måder leverede Yelawolf præcis det som Odd Future og A$AP Rocky skulle have gjort, nemlig rendyrket og oprigtigt vildskab. Hvis man dertil lægger, at Yelawolf havde en afsindig mikrofon kontrol, samtidig med at lyden var mixet helt rigtigt, i forhold til at hans numre er ekstremt bas-tunge, så kan jeg vitterligt ikke sætte en finger på hvad der skulle/kunne have været anderledes. The Roots leverede måske en - rent musikalsk, bedre koncert, men Yelawolf var uden tvivl årets bedste rendyrket rap koncert, både i og udenfor Roskilde Festival.

Jeg vil egentlig ikke spilde for meget af min tid på denne her anmeldelse, for på mange måder så har jeg svært ved at bruge min tid på at skrive noget, som tager længere tid for mig, end det har gjort for den pågældende kunstner at sammensætte - også derfor jeg ikke har anmeldt det nyeste Clemens album (badum-tchi).

For Royce koncerten var ganske enkelt en katastrofe af proportioner, hvilket egentlig kunne mærkes lige fra starten af, da en fuldstændig hysterisk og skydeglad DJ indtog scenen, og selvom det egentlig tegnede til at blive en veritabel Detroit fest, da først tonerne af Eminem's "Till I Collapse" ramte publikum, så forblev det hele dog én stor kliché, uden nogen former for højdepunkter da den aller første skudsalve blev affyret fra DJ pulten.

Der var nemlig helt tydeligt at Royce kun havde forberedt et standard 35/40 minutters set, som så skulle strækkes ud over de allokerede 60 minutter, og det blev derfor en lang pinlig affære med den ene ligegyldighed efter den anden. Ud over at DJ'en druknede Royces vokal fuldstændig, godt hjulpet af konstante skudsalver/bomber mellem hvert nummer, som selv Funkmaster Flex havde synes var overkill, så var Royce ekstremt uoplagt, og det var tydeligvis bare endnu en dag på kontoret for hans vedkommende.

Værst blev det dog, da hans backup rapper fik mikrofontid, med et ligegyldigt acappella stykke og et fuld længde track, som var indbegrebet af middelmådig gadehjørnerap, når det er aller værst.

Det er i grunden fuldstændig ligegyldigt hvilke numre som blev fremført, for de var alle lige dårlige live. Hvis der dog er 2 ting, som jeg kan konstatere ovenpå denne skændsel af en koncert, så er det 1) at Royce Da 5'9", uden tvivl leverede årets absolut værste hip hop koncert ved årets Roskilde Festival, og 2) at det næste Slaughterhouse album udkommer den 28. august.

På rigtig mange områder så havde jeg totalt undervurderet The Roots, uden rigtig at være klar over hvorfor. På den ene side, havde jeg frygtede jeg at der ville gå "hip-hop-band-pleaser-pøblen" i den, mens jeg på den anden side, også vidste at The Roots aldrig ville slippe godt fra et set der udelukkende var sammensat til nørder som mig, der mest af alt kun ønsker at høre Undun fra start til slut.

Heldigvis for mig, så er The Roots dog langt mere intelligente end mig, og de formåede at stable et show på benene, der ud over at appellere til både nørderne såvel som pøblen, endte med at være ét af de bedste og mest veludtænkte hip hop shows, jeg (måske) nogensinde har oplevet.

Med Black Thought som styrmand, var energiniveauet højt helt fra starten, idet de åbnede ballet med en hyldest til Adam "MCA" Yauch, med en cover version af Beastie Boys' "Paul Revere", der med Questlove som backup rapper fik koncerten skudt gevaldigt godt i gang.

Derefter blev momentum opretholdt med "The Next Movement", "Proceed" og ikke mindst "Get Busy", som på dejlig vis gled over i Kool & The Gangs "Jungle Boogie" og en hæsblæsende tromme/percussion opvisning af Questlove og co.

Generelt var showet præget af en del lange mellemspil, og selvom man umiddelbart kunne forestille sig at det kunne trække lidt af momentum ud af koncerten, så vil man blive overrasket over hvor livsbekræftende det kan være at opleve en vaskeægte tuba/sousafon solo, der blev leveret med så megen overskud og energi, at man godt kan forstå han har fået tilnavnet Tuba Gooding Jr.

Det efterfølgende "Break You Off" fastholdt publikum i stemningen, og blev ført over til en helt fantastisk og energifyldt fortolkning af "You Got Me", som førte til en ligeledes imponerende guitar solo, som kulminerede i cover versioner af Guns'n Roses' "Sweet Child O' Mine" og George Thorogood & The Destroyers' "Bad To The Bone", det var rent ud sagt fantastisk, og fungerede helt perfekt i denne festival sammenhæng, hvor flere tydeligvis kun var kommet for at høre hittet.

En time inde i koncerten, var The Roots stadig lige energifyldte og det karismatiske bands krumspring smittede tydeligvis af på publikum, hvoraf mange stod og ventede på Bruce Springsteen. Selv De, måtte dog overgive sig, da bandet begiver sig ud i "Apache" fra The Amazing Bongo Band, som intro til titeltracket fra "How I Got Over".

Efter lidt over en time er The Roots klar til at takke af, men ikke uden at vende tilbage med en hæsblæsende version af "The Seed 2.0" som toppes af med en fortolkning af Curtis Mayfield's "Move On Up", for derefter at føre over i en ekstremt højenergisk coverversion af Kool G. Rap's "Men At Work", alt imens bandmedlemmerne løber rundt i fotograven med deres instrumenter. Alt i alt, en fantastisk afslutning på en usædvanlig gennemført koncert, hvor selv de mest hardcore Bruce Springsteen fans måtte overgive sig, da Black Thought triumferende skråler ud over festivalpladsen "CAN YOU DIG IT!?"

Alt spillede simpelthen denne lørdag eftermiddag foran Orange scene, lyden var usandsynlig god, Black Thought havde ingen problemer med at fylde den store scene, og bandmedlemmerne var veloplagte, med masser af overskud og finurligheder i spillet. Og selvom jeg måske savnede numre fra den nye plade, så ved jeg godt inderst inde, at The Roots ved præcis hvad der fungerer og hvornår, og så kan jeg kun krydse fingre for at de rammer et mindre venue snart, til en front-to-back gengivelse af "Undun".

Hvis Evidence showet var den diametrale modsætning af Macklemore koncerten, så kan man vidst godt sige at Sage Francis placerede sig helt uden for kategori. Idet han, bevæbnet med grå toupée, et "Sage Francis" flag som kappe, og tape for solbrillerne, indtog Cosmopol scenen, uden så meget som en backup-DJ... ikke fordi han ikke har respekt for DJ faget, men fordi han "just can't stand being with other people".

Sage Francis blev således styrmand for sit eget kaotiske show, som desværre var præget af alt for dårlig lyd, hvilket virkelig var en skam, idet der rent faktisk var en mening med galskaben, som endte med at tiltrække en god portion festivalgængere, der tydeligvis fandt Sage Francis' karismatiske og kompromisløse karakter tiltalende.

Hvad enten det var det energiske "Slow Down Ghandi", eller det mere afdæmpet "Broken Wings", så blev alle numre leveret med samme høje indlevelse, hvilket virkelig gav genlyd hos det lille men meget dedikeret publikum. Sage Francis selv, var ikke til at skyde igennem, og var tydeligvis glad for at være tilbage i Danmark. Med masser af humor og selvironi, blev det således til en dejlig intim koncert med en af hip hoppens absolut bedste lyrikkere.

Og selvom scenen måske var lidt for stor, og lyden for ofte var under det acceptable, så var det det hele værd, da tiden for en stund stod stille, under det kuldegysningsfremkaldende afslutningsnummer "The Best of Times".

Evidence havde den lidt svære opgave at følge op på Macklemore, som uden tvivl var dagens hovedperson ved dette all-hip-hop-line-up. For selvom Evidence muligvis er en legende i sin egen ret, så var det tydeligt at en stor del af publikum udelukkende var kommet for at se Macklemore, idet Cosmopol teltet kun var godt halv-fyldt da Evidence gjorde sin entré. Det var dog mest af alt kun synd for de publikummer som udvandrede, idet de blev snydt for en gedigen rap koncert, der på mange punkter endnu engang påmindede mig om hvordan rap koncerter egentlig burde være.

For Evidence koncerten var på mange måder den diametrale modsætning af hvad man normalt oplever for tiden, hvor det hele helst skal foregå med alskens hype-mænd/kvinder, et par back-up sangerinder og/eller et velspillende band, før man gider hive armene i vejret. Men alt det havde Evidence valgt at pakke ned, for i stedet at fokusere på hvad der i virkeligheden er vigtigt, nemlig hans raps... og dem kan man sgu ikke sætte en finger på.

Hjulpet af en habil DJ, tog Evidence os således rundt i sit repertoire, og uden så meget slinger i valsen blev det til et intimt og personligt set, der inkluderede numre som "I Don't Need Love", "Moment In Time" og "Good Times", der alle sammen blev taget godt imod af det dedikerede og tændte publikum, som Evidence efterhånden fik ansamlet sig.

På mange måder var Evidence koncerten præcis hvad jeg havde brug for, nemlig et lille wake-up call om hvad der egentlig er det vigtige ved en rap koncert, for selvom lyden bestemt kunne have været bedre, så var det en charmerende og veloplagt Evidence, som jeg bestemt ikke ville have været foruden, og så vil jeg lade Evidence have det sidste ord med på vejen.

Som jeg allerede har nævnt et par gange, så er Macklemore uden tvivl en af de mest interessante hip hop bookinger ved årets Roskilde Festival. Dels fordi han aldrig har været forbi disse kanter, men hovedsageligt fordi han umiddelbart er godt på vej til at blive "the-next-big-thing" om han vil det eller ej. Og det var da bestemt heller ikke gået Roskilde Festivalgængernes næse forbi, at Seattle rapperen med det store buzz ville være at finde i dagens all-hip-hop-line-up ved Cosmopol, som var fyldt til randen med fans såvel som nysgerrige.

Macklemore er allerede ved at opbygge sig lidt af et ry hvad angår hans liveshows, og efter dagens opvisning kan man godt forstå hvorfor. Fra starten blev der lagt i ovnen til en energifyldt koncert, og med den super energiske producer - der i dagens anledning også agerede hypeman, Ryan Lewis, og den ligeledes energiske trompetist/all-round-musiker Owour Arunga, var det op til Macklemore at leve op til sin egen hype... og det gjorde han bestemt.

Med de to åbningstracks "Make the Money" og "Life Is A Cinema", hoppede han således rundt på scenen, til stor begejstring for publikum, som kvitterede med stor jubel. Netop publikums modtagelse af Macklemore, kom tydeligvis bag på Seattle rapperen, som efter eget udsagn ikke havde forventet meget mere end 500 mennesker i teltet, der ellers var godt proppet med en kapacitet på 5000, som alle lod sig rive med af den gode stemning.

Således blev vi ført igennem et mindre repertoire af Macklemores bagkatalog, fra hans nyeste nummer om kærligheden til genbrugsbutikker (Thrift shops), forbi det lidt ældre "Otherside" og hen til det nyeste hit "Wings", som uden tvivl var koncertens højdepunkt.

Efter wings, blev det hele dog lidt underligt. Med en alt for lang intro ledende op til det mere festlige "And We Danced", som muligvis gør sig godt i et større setup, endte det dog med at blive en ret irriterende pause i et ellers stramt set. Heldigvis blev det hele ført godt til ende, med det ligeledes festlige "Irish Celebration", som fungerede som rigtig god afslutning på en dejlig koncert.

Med en spilletid på stramme 40 minutter, som del af den Rhymesayers showcase der ramte Cosmopol denne lidt triste fredag, leverede Macklemore bestemt varen, godt hjulpet af et super veloplagt publikum og nogle energiske folk bag sig. Og til trods for den lille forstyrrelse hen mod slutningen, så glæder jeg mig virkelig til at kunne opleve ham igen, dog med lidt mere tid på programmet.

A$AP Rocky må nok siges at være bookingen, hvad angår rap/hip hop, for selvom The Roots måske er hovednavnet, Wiz Khalifa måske er mere etableret, eller Evidence og Royce Da 5'9 måske er mere "real", så er A$AP Rocky årets enfant-terrible, som skulle sikre at Roskilde Festival i et vist omfang kunne siges at have "øret mod gaden" - om man vil. Mere konkret kan man sige at A$AP Rocky er 2012's Odd Future, og i høj grad en booking som beviste at Roskilde Festival også kunne følge med - også selvom de ikke opsnappede Joey Bada$$, som ellers varmer op for A$AP på et par andre europæiske gigs for tiden... eller Danny Brown... eller...

Men nu skal det ikke handle om hvad der kunne have været, men derimod hvad der rent faktisk var, for på mange måder er jeg efterhånden blevet ekstra kritisk overfor de her lidt for hypede rappere, som så ikke rigtig leverer varen alligevel. For selvom Odd Future da godt nok blev hyldet af alskens medier sidste år, så var jeg betydeligvis mere kritisk overfor kollektivet, som ikke rigtig leverede på rap-fronten.

Heldigvis for A$AP efterlod han et betydeligvis mere positivt indtryk på mig, da han allerede fra starten af koncerten, viste at han bestemt kunne gøre andet end at hoppe rundt og råbe "FUCK SWAG". I den henseende var A$AP en charmerende og dygtig rapper, der med et leopard-printet håndklæde om hovedet, spændt fast med en karakteristisk sort snap-back, virkelig er en "pretty motherfucker", som havde publikum i sin hule hånd.

Og publikum var - som det efterhånden er blevet kutyme til de her "ungdoms" koncerter, fuldstændig oppe at køre. Der blev crowdsurfet, der blev moshet og der blev flashet til den helt store guldmedalje, og A$AP Rocky lod sig tydeligvis rive med af det hysteriske publikum. Det var rent ud sagt en fornøjelse.

Højdepunkter var der bestemt også mange af, og nærmest alle numre blev modtaget med samme begejstring og eufori fra publikum, som blev ført igennem alle hans hits, hvor det især var numre som "Pretty Flaco", "Wassup", "Purple Swag", "Get Lit", "Bass", "Goldie" og "Peso", som fik hele salen til at gå amok, men jeg kunne rent ud sagt nævne dem alle.

Men, men, men, A$AP Rocky har jo egentlig ikke SÅ mange tracks at vælge imellem, og det blev hurtigt klart at koncerten ville forblive en relativ kort sag på kompakte 45 minutter, hvilket der i grunden ikke er noget galt med, for hold da fest nogle 45 minutter det var. Men i stedet for at anerkende denne begrænsning valgte A$AP i stedet, at lade sin DJ køre et par tracks af for os, under frasen "Denmark, can I party with you!?" blev der således fyret op for alt fra Chief Kief's "Shit I don't like" til David Banners "Like A Pimp", til umiddelbar begejstring hos publikum... i hvert fald i starten.

For efter et kvarters fest med A$AP og hans DJ, og en temperatur som nærmede sig de 40° inde i det pressede Cosmopol telt, begyndte en stor del af publikum at udvandre, og det var tydeligt at publikum var alt for trætte og forvirrede da A$AP valgte at slutte showet med et sidste nummer, efter næsten 20 minutters DJ set. Synd for publikum, men også synd for A$AP, som rent faktisk leverede et brag af en koncert.

Om det var fordi A$AP havde kontraktuelle forpligtigelser til at levere et 60 minutters show, eller om det rent faktisk er fordi hans show generelt er skruet sådan sammen, kan jeg ikke sige. Men det var en noget antiklimaktisk afslutning, på en koncert der ellers ossede af energi og overskud, fra både A$AP og publikum. Det er paradoksalt at jeg ofte klandrer hip hop/rap artister for at levere alt for korte koncerter, når A$AP i denne sammenhæng havde gjort klogest i at holde sig til sit 45 minutters set.

Roskilde Festival havde på mange måder truffet et lidt bizart valg, idet de havde valgt at sætte 2 af årets decideret hip hop acts lige oven i hinanden, for selvom Wiz khalifa og Blitz The Ambassador var blevet placeret med 45 minutters interval, så knuste en 15 minutters forsinkelse fra Wiz enhver forhåbning om at se Blitz The Ambassador, hvis man dertil lægger den lille gåtur fra Arena til Cosmopol, som må siges at ligge så langt fra hinanden, som man overhovedet kan komme, så var chancerne lig nul, hvis man blot havde gjort sig en forhåbning om at se lidt af dem begge.

Heldigvis for mig, var det ikke umiddelbart et dilemma jeg behøvedes at tage stilling til, idet jeg allerede har oplevet Wiz Khalifa live, og ganske som jeg havde forudset, leverede han i grove træk samme koncert som i Vega, med et ligeledes veloplagt publikum, så det har uden tvivl været en god fest for hans fans.

Men man må sige, at dem af os som havde valgt Blitz The Ambassador bestemt også blev budt på en gevaldig fest, omend det nok var en lidt anderledes én af slagsen. For hvor Wiz er garant for
catchy omkvæd og relativ simple sing-a-long lyrik, så var Blitz derimod rustet med et usædvanligt veloplagt band, som havde en sjælden evne til at inddrage publikum hele vejen igennem det time lange show.

Desværre var det dog også bandet som var i absolut centrum, og selvom hele showet blev præsenteret som en flyrejse på "Ambassador Airways", der skulle symbolisere Blitz The Ambassadors egen personlige rejse fra Afrika til Brooklyn, og så videre ud i verdenen, så formåede han aldrig rigtig at blive meget andet end sit eget bands bedste hype man, hvilket måske egentlig ikke gjorde så meget.

For koncerten var en gevaldig fest, hvor samtlige publikummer dansede, hoppede, gyngede og svajede til de svedige afrobeat rytmer blandet med funk og hip hop, og lækkert det var det. Blitz selv, gav den da også alt hvad den kunne trække, og hans levering og evner som decideret MC, kunne der da heller ikke sættes en finger på. Desværre fyldte bandet bare alt for meget, og langt hen ad vejen holdt man simpelthen bare op med at lytte til Blitz, som mest af alt sørgede for at publikum legede med på bandets danselege.

Ikke dermed sagt Blitz ikke havde sine højdepunkter, hvor især hans - for mit vedkommende, overraskende evner som meget habil beatboxer, fik hele salen til at bryde ud i euforisk jubel, det var bare ærgerligt det ikke var hans raps som havde samme effekt.

Alt i alt var koncerten en fantastisk oplevelse, med masser af musikalske lækkerier og et ekstremt tændt publikum, som blot var med til at give Blitz og hans medfølgende band det fornødne skud energi. Og som Per Vers så smukt noterede til sidst, så blev der helt sikkert skabt en masse nye Blitz The Ambassador fans iblandt det brogede publikum, som hovedsageligt var kommet for at sikre sig de gode pladser til den efterfølgende A$AP Rocky koncert. Desværre tror jeg ikke det var Blitz The Ambassador som sikrede sig en masse nye fans denne aften, men derimod hans band, og det er alligevel en ret vigtig distinktion.

Jeg må indrømme at det var med en vis portion frygt, at jeg begav mig mod Falconer Salen denne lidt triste mandag. Men hvis der er én ting Mac Miller og Wiz Khalifa har lært mig, så er det at man aldrig skal skue hunden på hårene, idet de begge leverede veloplagte og veludførte liveshows, til trods for den manglende musikalske interesse fra min side. I den forstand vil jeg nærmest sige at det er anmelderens pligt, at forsøge at anskue det enkelte show inde for dets kontekst, og med så nuancerede øjne som muligt... ja, også selvom det er Nicki Minaj.

Jeg skriver selvfølgelig alt dette, fordi uanset hvordan man vender og drejer den, så var det ikke et hip hop show der blev leveret i mandags, og det handler ikke om at kategorisere eller stemple, men rettere om at forstå konteksten. For hvis jeg skulle bedømme Nicki Minaj's show som et hip hop show, så ville det være (nærmest) katastrofalt. Lyden var for høj, hun sang mere end hun rappede, der var ingen "R.I.P." indslag, folk på bagerste række stod IKKE med armene over kors, og der blev ikke givet shout-outs til "Christiania and the best weed in the world".

Hvis jeg derimod anskuer koncerten i sin rette kontekst, nemlig som en decideret popkoncert, så var den rent ud sagt (nærmest) fantastisk. Fra start til slut var stemningen fuldstændig ekstatisk, overalt stod unge piger/drenge og skrålede efter deres idol, mens det lidt ældre publikum trak sig i baggrunden og lod sig rive med af den gevaldige fest. Minaj selv, var inddragende, karismatisk og direkte sympatisk, hvilket bidrog gevaldigt til publikums humør, som under store dele af koncerten fuldstændig overdøvede hendes ellers ret skingre stemme. Det hele blev selvfølgelig afsluttet med en enorm omgang konfetti, som satte et eftertrykkeligt punktum for hvad jeg nok ville kalde en Minajificering af "white sensation" festerne, som man i dette tilfælde med rette kunne kalde "pink sensation".

Desværre var alting ikke lige lyserødt - se what I did there, for lydsiden var ganske enkelt ikke hvad den skulle have været, idet det ofte var svært for lydmanden at få vokalen til at træde ordentligt igennem, ovenpå de mange pige-hvin og de bragende dance/techno beats. Det var især ærgerligt, idet Minaj rent faktisk havde en rigtig høj vokalmæssig standard, og man godt kunne have ønsket at det hele kom lidt mere klart igennem. Ovenpå en del negative rygter omkring hendes liveshows, må jeg indrømme at jeg blev meget positivt overrasket, og især hendes evner under de enkelte rap-stykker kom virkelig bag på mig, på den front, var jeg faktisk ikke i tvivl om, at hun sikkert godt kunne levere et potent rap-show fra start til slut, uden slinger i valsen.

Som helhed var koncerten én kæmpe fest, og jeg nægter at tro på, at en eneste fan forlod salen skuffet. Minaj gav 100% af sig selv og det repræsenterede alt det man forventer sig af en Nicki Minaj koncert, og mere til... på godt og ondt.

For selvom selve koncerten var langt fra dårlig, så var selve oplevelsen ganske enkelt forfærdelig, og føltes flere gange som decideret tortur. Jeg har aldrig haft en koncert oplevelse hvor jeg har følt mig så klaustrofobisk og utilpas, og flere gange havde jeg et reelt behov for at komme væk fra det hyperaktive sceneshow og de fuldstændig hysteriske fans. Det var direkte ubehageligt, og alene tanken om koncerten gør mig nærmest angstfyldt.

Selvom jeg i vanlig hip hop kliché kunne slagte Minaj, så får hun dog den karakter hun fortjener, hovedsageligt fordi jeg ikke vil underkende koncertens egentlige indhold og kvaliteter, som jeg trods alt mener er det man skal bedømme, også selvom at jeg ikke ville ønske, at min værste fjende skulle gennemgå en Nicki Minaj koncert i sin fulde længde - det er livet simpelthen for kort til.

De sidste par måneder har budt på et væld af hip hop koncerter i Danmark, og det varmer især mit kolde forkalkede hip hop hjerte, at det i høj grad er de nye uprøvede talenter som hives til landet, ofte til udsolgte (eller i hvert fald næsten udsolgte) huse. Det er dog ikke altid at fremtidens stjerneskud formår at indfri de høje forventninger, og med tre - på hver deres måde, tamme optrædender fra Freddie Gibbs, Action Bronson og Nipsey Hussle i erindringen, var der god grund til at frygte Kendrick Lamar ville gøre dem kunsten efter... hvilket han desværre også gjorde, på sin helt egen måde.

Aftenen startede som den slags nu engang gør, og efter en god halv times opvarmning af "Ukendt Kunstner", efterfulgt af godt og vel 40 minutters CD afspilning af Dr. Dres "2001", indtog aftenens DJ scenen. Hvad der dog plejer at vare i hvert fald et lille kvarter, blev dog afviklet på knap 5 minutter og pludselig står Kendrick Lamar på scenen og giver en acapella version af "Fuck Your Ethnicity" i samarbejde med et helt ekstremt energisk publikum.

Heldigvis er Kendrick Lamar ligeledes i stødet, og alle hans tracks bliver leveret med en enorm energi og karisma, som uden problemer matcher det høje energiniveau hos publikum. Således bliver vi ført igennem Kendrick Lamars efterhånden omfattende repertoire af "hits", blandt andre "Hol' Up", "P & P", "Tammy's Song", "A.D.H.D." og "Rigarmortis", som alle bliver leveret med en blanding af acapella og interaktion med publikum.

Uheldigvis består en stor del af denne "interaktion" af decideret snak, og generelt bar aftenen præg af, at Kendrick ikke altid var lige god til at aflæse sit publikum. På den ene side var energiniveauet helt ekstremt højt, men på den anden side, så blev store dele af koncerten afbrudt af decideret (ligegyldige) indslag. I den forstand virkede koncerten ofte alt for koordineret og indøvet, og en mere løssluppen og personlig tilgang til selve afviklingen havde virkelig løftet koncerten til et nyt niveau. Dette kom især til udtryk under en underligt akavet "request" seance, hvor Kendrick af to omgange beder publikum om at tweete (sende en besked via twitter) hvilket nummer de ønsker at høre. Dels er der selve det faktum at Danmark har en helt anderledes twitter kultur end amerikanerne, men mere konkret, så var publikum simpelthen ALT for tændte til at gide brug tid på at bakse rundt med mobiltelefonerne, og det var klart for enhver... undtagen Kendrick.

Dog var Kendrick og især publikum i absolut topform. Kendrick havde masser af karisma, han leverede sine rim uden nogen form for slinger i valsen, og det var endda uden den gængse hype man/backup rapper. Det var både befriende og forfriskende at opleve et af de helt store up-coming navne levere varen, når han snildt kunne have gjort som mange andre før ham, og leveret en halvhjertet optræden.

Når det så er sagt, så var det dog virkelig ærgerligt at en up-coming artist som Kendrick vælger en så stringent afvikling, med indøvede taler og en relativ klichépræget adfærd. I bakspejlet fremstår koncerten dybt upersonlig, og det er nok den største skam, idet Kendrick havde et af de bedste hip hop publikummer jeg mindes at have oplevet i flere år. Jeg vil da også blankt indrømme, at et lidt ældre og mere hip hop koncert vant publikum, næppe havde givet Kendrick så lang snor, og jeg oplevede da også flere (især lidt ældre publikummer) som udvandrede fra koncerten ovenpå de mange taler.

Helt konkret kan man godt sige at Kendrick leverede varen, og publikum var tydeligvis tilfredse. Men dykker jeg lidt ned i mine hurtigt nedskriblede noter, tegner der sig hurtigt et irriterende mønster, som desværre er begyndt at gøre sig gældende for rigtig mange af de nyere artister når de gæster Danmark. Nemlig, at Kendrick lamar, fra han indtrådte scenen til han forlod den igen, leverede 55 minutters kompakt show. Hvis man dertil fjerner snakken og den aaaaalt for lange twitter-request seance, så nærmer man sig nok nærmere noget som minder om 35-40 minutters reel optræden. Og med en setlist på 16 tracks, hvoraf langt de fleste kun blev fremført i brudstykker, så synes jeg godt man kan begynde at diskutere, hvorvidt vi burde begynde at stille langt højere krav til de artister man betaler sine surt optjente penge på at opleve live.

Derudover vil jeg bestemt heller ikke lægge skjul ved, at karakteren sandsynligvis havde set helt anderledes ud, hvis publikum havde været knap så medgørlige.

Det sidste stykke tid, har vi været heldige at kunne opleve en lang række af de rappere som er med til at definere i hvilken retning rap kommer til at bevæge sig i løbet af de næste par år. Det er således blevet til mainstream heavy-weights som Mac Miller og Wiz Khalifa, samt undergrunds darlings som Action Bronson og snart Freddie Gibbs, som det danske hip hop publikum er blevet forkælet med. Nipsey Hussle er ligeledes en sådan artist, som så småt er i gang med at fodfæste sig som etableret west-coast artist, samtidig med at han allerede har ansamlet sig et stort og trofast følge.

Også i Danmark formåede Nipsey at tiltrække et relativt stort publikum, som ellers så ud til at blive en noget halvtom affære. Heldigvis var salen dog godt fyldt, da Nipsey Hussle indtog scenen et par minutter efter den planlagte showstart og det var da også med megen energi fra både publikum og hovedpersonen selv, at koncerten blev skudt igang.

Desværre var der tidligt problemer, hovedsageligt med lyden, som simpelthen var en decideret skændsel. Jeg må indrømme at jeg aldrig har oplevet så dårlig lyd, og specielt ikke på Lille Vega/Vega, som efterhånden har et af Danmarks bedste ry, hvad angår lyd. Ikke desto mindre var det tilfældet, og selvom det var tydeligt at Nipsey Hussle kunne levere sine tekster uden problemer - som det blev bevist gennem små acapella sessioner, så var det flere steder decideret umuligt at høre hvad der blev rappet, så flere af numrene simpelthen blev blandet sammen i en uigenkaldelig masse.

Så selvom der blev leveret et væld af tracks, fra "Keys To The City", "Mr. Untouchable" og "Road To Riches" til hans vers fra Drakes "Killer", så forblev koncerten en fest for de aller forreste, som tydeligvis var de eneste som virkelig blev revet med af energien fra scenen, der aldrig rigtig nåede ud over resten af salen, på grund af den elendige lyd. Hen mod slutningen blev der dog rettet op på lyden og især de tre sidste numre, i form af "I Don't Give A Fuck", "Bitches Ain't Shit" og "Hussle In The House", gav indikationer om hvilken fest der reelt set kunne have været tale om, hvis bare lyden havde været i orden.

Om det skyldes en ualmindeligt urutineret lydmand, eller en lidt for ivrig DJ uden forståelse for akustik, kan jeg ikke svare på. Men det var virkelig en skam, både for Nipsey og publikum som helhed, at der ikke kunne leveres de fornødne lydmæssige rammer, for det ødelagde helt grundlæggende en ellers energifyldt og god optræden. Jeg vil lade Drux fra DrozDailySteezin.dk have det sidste ord, idet han opsummerede hele koncerten helt perfekt på blot 6 ord efterfølgende over twitter.

"Nipsey Hussle gjorde hvad han kunne..."