I de 12 år der har fulgt siden deres spæde begyndelse på Slim Shady LPen, er Eminem gået fra superstjerne til afdanket superstjerne, og tilbage til superstjerne, alt imens Royce da 5'9 har måtte kæmpe sine egne kampe for at forblive relevant, i en industri som har bevæget sig hurtigere og hurtigere for hver dag der er gået.

Ovenpå misbrug og personlige differencer, er det dog nu endelig lykkedes Royce og Eminem at få færdiggjort det projekt, som blev lovet for over 10 år siden. Men med en selvproklameret produktionstid på blot et par måneder, og et helt årti væk fra hinanden, er det så overhovedet muligt for Royce da 5'9 og Eminem, at genfinde den kemi de engang havde?

Det korte svar er ja, og med tre utrolig stærke åbningsnumre i form af "Welcome 2 Hell", "Fastlane" og "The Reunion", kan man undres hvorfor de to overhovedet holdt op med at lave musik sammen, til trods for alle deres konflikter. Eminem og Royce har nemlig noget sammen, som få andre kan få frem i dem. I den forstand bliver Royce simpelthen ikke udfordret nok hos sine Slaughterhouse kumpaner, mens det samme kan siges om Eminem, der efterhånden ikke har megen konkurrence når han gæster eller bliver gæstet på tracks.

Og det er måske det, som gør denne EP så dejlig forfriskende, for det er bestemt ikke en EP uden fejl og mangler. Først og fremmest er der produktionerne, de lyder som produktioner nu engang skal lyde i 2011. Det kan man enten hade eller elske, men Eminem har altid været typen der har udviklet sig i forhold til samtiden, og på den front er intet nyt. Ville man hellere høre Eminem over slut halvfemser Dre beats? - ja det ville man [læs: jeg] nok, men det gælder vist for alle rappere generelt. Ikke desto mindre er det en lyd som ikke altid tiltaler mig, og som desværre gør de få dårlige numre endnu dårligere.

Og de dårlige numre er der, specielt "Above the law" og "Lighters" skiller sig ud, hvor det første har et utroligt enerverende hook, der endnu engang minder mig om alt der kan være dårligt ved den amerikanske mainstream rap, alt imens Eminem råber - nej skråler, sig igennem. Det andet er det obligatoriske radio track, hvor man blot venter på et spaced out [læs: uforståeligt] vers fra Lil' Wayne, med et sukker sødt Bruno Mars omkvæd og en produktion der vil falde i god smag hos dem der god kan lide at mixe deres hip hop med... Bruno Mars.

Overordnet er EPen dog, med sine 9 numre og 2 bonus numre, et utrolig underholdende bekendtskab, som giver en god indikation af, at Eminem og ikke mindst Shady Records er på det rette sted rent musikalsk, ikke mindst med hensyn til de kommende projekter med Slaughterhouse og Yelawolf, men også på et personligt plan, hvor man kunne frygte at Eminem havde mistet noget af sit Slim Shady alter ego oven i alt afvænningen.