Meget er sket siden Talib Kweli og Hi-Tek sidst slog pjalterne sammen, begge har haft produktive solo karrierer, og begge har skabt respektive navne for sig selv i industrien. Hvor Kweli er blevet kendt for sin skarpe lyrik - hvilket endda har bevirket den måske "kendteste" name-dropping nogensinde, har Tek arbejdet sig op ad producer rangstigen og blevet in-house producer hos Aftermath. Uanset deres solo bedrifter, har hverken Talib eller Hi-Tek helt kunne ryste deres gruppe projekt fra sig, og der har været en generel appel om gendannelse fra fans og kritikere. Der skal da heller ikke ligges skjul ved, at "Train Of Thought" - Reflection Eternal's første album, rangerer blandt en af de absolut bedste hip hop udgivelser i det nye årtusinde.
Lyrisk er Talib, som altid helt i topform, og meget få kan følge ham når han virkelig giver den gas. Desværre virker det flere gange som kliché Kweli lyrik, og flere steder fornemmer man at han decideret er på auto-pilot, og det er i sandhed den største skam, når nu de endelig har besluttet sig for at genfinde magien sammen. Hi-Tek leverer derimod i højere grad varen, men der er en mærkbar nedgang i detaljeringen af produktionerne og deres samhørighed, i forhold til deres forrige projekt sammen, og det trækker virkelig ned på helhedsindtrykket og replay valuen for hele skiven. Hvor man kan lytte til "Train Of Thought" ud i ét, nærmest uden at bemærke overgangene fra track til track, er der taget en noget anderledes tilgang denne gang, hvor det virker som om man har prøvet at lave singler, for derefter at sætte dem sammen til én samhørig udgivelse - med tvivlsomme resultater.
Men nu skal der ikke kun dvæles ved hvad der var, men derimod hvad der er, nærmere betegnet, hvordan lyder Reflection Eternal 7 udgivelser og 10 år senere? Fra starten bliver der ikke lagt fingrene imellem, idet Talib proklamerer; "That's right we back again, you can like rap again, you can say that again", på det dejlige "Back Again" med gæstevokal fra Res. Et nummer som er flankeret imellem tre af skivens aller bedste tracks, "City Playgrounds", "Stranger (Paranoid)" med Bun B og "In This World", som indeholder et af de der beats som får en til at lave grimasser (tænk "The Red" fra JayLib), utrolig nok er alle disse fire numre at finde som de første, endda lige efter hinanden, hvilket betyder en fantastisk start - men også utrolig høje forventninger for resten, og her kommer nok det største MEN...
der mangler den musikalske røde tråd, som var så fremtrædende under debutten. Det giver et utrolig roddet helhedsindtryk, hvilket umiddelbart er samme problem både Talib og Hi-Tek har haft på deres to sidste respektive solo udgivelser, henholdsvis "Eardrum" og "Hi-Teknology 3". Det er virkelig en skam, da pladen indledningsvis har et meget stramt fokus, hvorefter det går stærkt ned ad bakke. Først med det decideret dårlige "Got Work" og derefter med det helt mal-placeret "Midnight hour". Efterfølgende viser duoen kun sporadiske lyspunkter, og man ender med at stå med en lidt mat fornemmelse. Numre som "In The Red" (der mest af alt lyder, som noget Nas kunne finde på, og efterfølgende blive lynchet for) og "Long Hot Summer", forstyrrer lydbilledet så meget, at de næsten helt overskygger de ellers rigtige gode skæringer der dukker op hen mod slutningen, såsom det rigtig vilde "Ballad Of The Black Gold" og det helt hjernedøde "So Good", som næsten (kun næsten) har et lige så ustyrligt beat som "In This World", og hvor Hi-Tek helt forfriskende hopper ind og beviser sit lyriske værd
"Everytime I'm out on these streets, y'all niggaz know the deal/I'm rollin' with my nigga Kweli, I let 'em hold the wheel/so I can let off a couple of shots, let it off, head it off/in a general direction, and set it off/but of course, Brooklyn and Cincinatti is in the house/and as Hi-Tek hardest for niggaz to figure out, pick a route/people stab you in the back, for the stardom, but they fall right back to the bottom, like ???/ but I'm flying through the night, like a pilot with insomnia/run up on your deck, like a pirate from Somalia/Hi-Tek-nology, better school your producer, it can't be duplicated by com-pu-ter"
Lyrisk er Talib, som altid helt i topform, og meget få kan følge ham når han virkelig giver den gas. Desværre virker det flere gange som kliché Kweli lyrik, og flere steder fornemmer man at han decideret er på auto-pilot, og det er i sandhed den største skam, når nu de endelig har besluttet sig for at genfinde magien sammen. Hi-Tek leverer derimod i højere grad varen, men der er en mærkbar nedgang i detaljeringen af produktionerne og deres samhørighed, i forhold til deres forrige projekt sammen, og det trækker virkelig ned på helhedsindtrykket og replay valuen for hele skiven. Hvor man kan lytte til "Train Of Thought" ud i ét, nærmest uden at bemærke overgangene fra track til track, er der taget en noget anderledes tilgang denne gang, hvor det virker som om man har prøvet at lave singler, for derefter at sætte dem sammen til én samhørig udgivelse - med tvivlsomme resultater.
Uanset hvad, positiver såvel som negativer, så kan man ikke løbe fra at Kweli og Tek, er blandt de absolut bedste i branchen - derfor er forventningerne også så meget højere, deres gode numre er ikke bare gode - de er suveræne, og deres dårlige numre, bør slet ikke sammenlignes med andres dårlige numre - lige bortset fra det der "Got Work". Derfor er skiven stadig langt over middel, til trods for de noget hårde ord.