Lige siden den nye Shady 2.0 bølge har været offentliggjort, så er der reelt set kun én udgivelse som man virkelig har ventet på, nemlig Slaughterhouse pladen, som mange har klynget sig til i et spinkelt håb om at få genetableret den lyrisk tunge og seriøse rap i mainstream hip hop.

Desværre for mit vedkommende, har Slaughterhouse altid været en lidt underlig sammensætning, som ser helt fantastisk ud på papiret, men som alt for ofte rammer fuldstændig ved siden af på deres tracks. Jeg har længe tænkt over hvorfor det præcis gør sig gældende, og tror endelig - med dette album, at det er gået op for mig præcis hvorfor.

Slaughterhouse er nemlig desværre alt for hængt op på deres egen konstellation, og lader sig alt for sjældent bryde op. Hvor man hos andre "super grupper" som Wu-Tang eller D-Block, ofte finder tracks hvor kun et fåtal af de egentlige medlemmer optræder, eller decideret solo tracks, bryder Slaughterhouse alt for sjældent Royce/Joell/Budden/Crooked formlen, hvilket alt for ofte kvæler gruppens dynamik og fjerner ethvert særegent præg som den enkelte rapper måtte have.

Når der endelig opstår numre hvor enkelte medlemmer er fraværende, er det som oftest på tracks hvor der også er yderligere featurings, og selv dér, er det aldrig mere end et enkelt medlem som ikke deltager. Det giver nogle numre som føles meget lange, samtidig med at mange af numrene ender som decideret marathon rap, hvor man bliver bombarderet med rap på rap på rap, hvilket bestemt også har sin berettigelse, så længe indholdet er interessant, hvilket det dog ikke altid er. Derudover kan det forbavse mig, at man på et album med 20 tracks (deluxe udgaven) ikke har turdet være mere eksperimenterende i sin fremstilling af de enkelte rappere, eksempelvis gennem decideret solo numre eller blot "back-and-forth" tracks 2 rappere imellem.

Det er da helt klart også på de mere personlige numre, som "Goodbye" og "The Other Side" at Slaughterhouse fungerer bedst, hvor man virkelig kommer under huden på de enkelte medlemmer og opdager hvorfor Slaughterhouse var en interessant sammensætning til at starte med, eller på decideret bangere som "Hammer Dance" og "Coffin", hvor man lyrisk bliver overbevist om at de rent faktisk er nogle af de bedste i spillet.

Desværre rammer Slaughterhouse fuldstændig ved siden af rent musikalsk for mit vedkommende, mange af numrene minder alt for meget om hinanden og de få interessante tracks som rent faktisk er at finde, drukner i ligegyldigheder og fyld. I den henseende er 20 numre ekstremt meget, og man kunne have ønsket sig en lidt mere stram udvælgelse. Derudover har Slaughterhouse helt grundlæggende skabt et udtryk som jeg finder stærkt utiltalende, med decideret larmende beats og irriterende hooks. Personligt har jeg ikke behov for at høre flere Skylar Grey hooks i mit liv og det er ikke svært at høre Eminems præg på albummet, som desværre slet ikke passer til Slaughterhouse.

Helt grundlæggende er "Welcome To Our House" bare ikke et særlig godt album, der er enkelte lyspunker spredt ud over de 20 tracks, men ellers repræsenterer det den værste type albums, nemlig dem som er så ekstremt middelmådige at man ikke engang orker at finde guldet som ligger gemt.