Når det kommer til Odd Future Wolfgang Kill Them All aka. OFWGKTA, så kan det være svært for nogle at orientere sig. Bevares, de har et hardcore kult-følge, som kan samtlige medlemmers fødsels datoer i hovedet - og til dem kan jeg næppe tilbyde nogen ny viden, men der findes selvfølgelig også en stor gruppe, som ikke kender til meget andet end Tyler, og som måske ærlig talt ikke rigtig ved hvor de skal begynde.


Derfor, her op til Roskilde, har jeg valgt at lave en lille "OFWGKTA for dummies", så alle har en chance for at lære hele crewet og deres udgivelser lidt bedre at kende.

OFWGKTA
Helt grundlæggende er OFWGKTA et musikalsk kollektiv fra Los Angelses. De sidste tre år, har de stille og roligt opbygget et massivt følge, gennem en lind strøm af gratis udgivelser og en meget loyal brug af sociale medier til at formidle deres kreative udfoldelser. Selvom det er blevet udtalt at OFWGKTA kollektivet består af op imod 60 medlemmer, er der som udgangspunkt tale om 11 helt konkrete individer, når snakken falder på Odd Future.

udgivelser:
The Odd Future Tape (2008) (gratis udgivelse)
Radical (2010) (gratis udgivelse)

Tyler, the Creator
Den uofficielle frontmand, hovedsageligt fordi han er den mest udfarende i gruppen, samtidig med at det er tydeligt at han står for en stor del af Odd Futures tilstedeværelse på de diverse sociale medier.

udgivelser:
I Smell Panties EP (med Jasper Dolphin) (2008) (gratis udgivelse)
Bastard (2009) (gratis udgivelse)
Goblin (2011) (XL Records)

Frank Ocean
Gruppens R&B/Soul crooner, der efterhånden kommer på en tæt anden pladsen, hvad angår hype og eksponering. Der går ikke mange måneder før Frank Ocean kommer til at være på alles læber.

udgivelser:
Nostalgia, ULTRA (2011) (gratis udgivelse)
Nostalgia, LITE (2011) (Def Jam)

Hodgy Beats & Left Brain (aka. MellowHype
Rapperen Hodgy Beats og produceren Left Brain udgør tilsammen gruppen MellowHype. På lige fod med Tyler og Frank Ocean er Hodgy Beats også godt eksponeret, hvilket i høj grad skyldes en konstant strøm af udgivelser og en (næsten) lige så udfarende personlighed som Tyler.

udgivelser:
Hodgy Beats - The Dena Tape (2009) (gratis udgivelse)
MellowHype - YelloWhite (2010) (gratis udgivelse)
MellowHype - BlackenedWhite (2010) (gratis udgivelse)

Earl Sweatshirt
Earl Sweatshirt - eller bare Earl, er uden tvivl det mest omdiskuterede medlem af Odd Future. Som det yngste og muligvis - rent rapmæssigt, det mest talentfulde medlem, blev han hurtigt hyldet som Odd Futures vidunderbarn. Underlige omstændigheder, har dog medført at Earl er forsvundet, og vedvarende rygter/beviser peger mod, at han er blevet sendt til Samoa på kostskole. Uanset om det hele bare er en omstændig PR fidus, eller der er hold i historierne, så gør du smartest i at råbe med når der bliver råbt "Free Earl", med mindre du vil mærke Odd Future fansenes vrede.

udgivelser:
Earl (2010) (gratis udgivelse)

Domo Genesis
Der er Wiz Khalifa, der er Curren$y, der er ikke mindst Snoop, og nu er der så også Domo Genesis, som uden tvivl er den officielle OFWGKTA stoner. En lille sidenote, kan desuden røbe at Odd Future ikke var specielt begejstrede da Wix Khalifa valgte at kalde sit album for det samme som Domo Genesis havde gjort blot et par måneder forinden.

udgivelser:
Rolling Papers (2010) (gratis udgivelse)

Mike G
Mike G er Odd Future's ægte Cali rapper og inkarneret screwhead (han kan godt lide at chop-n-screw sin musik, google it). Bestemt ikke crewets bedste rapper, men en finpudsning af sine skills, og han vil hurtig finde sin plads blandt den mere traditionelle west-coast musik.

udgivelser:
Mike Check (2009) (gratis udgivelse)
Ali (2010) (gratis udgivelse)
Screwed Up Saturdays vol. 1 (2011) (gratis udgivelse)
Screwed Up Saturdays vol. 2 (2011) (gratis udgivelse)

Matt Martian & Hall Williams (The Jet Age of Tomorrow)
The Jet Age of Tomorrow er en produktionsduo bestående af Matt Martian og Hall Williams. Deres lyd kan bedste karakteriseres som fusionsmusik, som man eksempelvis finder det i Acid Jazz og Trip Hop.

udgivelser:
Voyager (2010) (gratis udgivelse)
Journey of the 5th Echelon (2010) (gratis udgivelse)

Jasper Dolphin, Taco Benett & Syd tha Kyd
De tre resterende medlemmer af Odd Future, er også de tre mere low key. Jasper og Taco er både rappere, men knap så produktive som resten af truppen og kan måske bedst af alt kategoriseres som hangarounds eller såkaldte "weed-carriers" . Syd er til gengæld Odd Futures eneste pige, og er kollektivets studie-teknikker og vist nok også lydkvinde.

Med tiden er OFWGKTA som sagt blevet super eksponeret og en stor del af de ovennævnte gratis udgivelser er derfor blevet fjernet fra nettet, i et forsøg på at tjene lidt penge på dem. Nu har jeg dog samlet alle udgivelserne ét sted, så man ikke bliver forvirret af alle de hjemmelavede Odd Future udgivelser der efterhånden florerer på nettet, og som Tyler selv flere gange har taget stærkt afstand fra.

Så hop ned i nedenstående link, og find alle de officielle OFWGKTA udgivelser, der i sin tid enten blev sat til gratis download på oddfuture.com eller på mange af deres andre sociale-netværks kanaler. Der skulle efter sigende være en del andre udgivelser, især fra Tyler, som aldrig har set dagens lys. Men den nævnte diskografi, tager kun udgangspunkt i albums som er tilgængelige på nuværende tidspunkt.