Loppen er efterhånden rimelig godt pakket da jeg ankommer i starten af det store opvarmningshow, der med en energisk og livsglad Lil' Kaka, fik præsteret at hive energiniveauet et hak i vejret med potente acts som Blodrød Musik, Sleng, J-Spliff og Danni Toma, som alle gjorde deres bedste for at varme publikum godt op til aftenen store - i bogstaveligste forstand, hovedperson.

På grund af de mange opvarmningsacts, blev det da også først klokken 01 at Action Bronson ramte den lille scene, til ekstrem stor jubel og forløsning fra publikums side, som tydeligvis var kommet godt i stødet ovenpå en del timers druk og energifyldt hip hop. Med åbningsnumrene "Respect the Mustache" og "Steve Wynn" gjorde Bronson da også en pragtfuld entré, og det var bestemt også en speciel oplevelse at se denne "larger-than-life" rapper i levende live.

Ovenpå de to åbningsnumre er Bronson hurtig til at gengælde kærligheden overfor det ekstremt veloplagte publikum, og det er åbenlyst at han hygger sig, når han blandt andet erklærer at han er "315 pounds of pure love... the quintessential love muffin".

Efterfølgende går det dog lige lovligt stærkt for den livsglade rapper, idet han pløjer igennem numre som "The Come Up", "Barry Horowitz" og "Not Enough Words", i en rasende fart. Selvom Bronson leverer sine vers perfekt og uden tøven, er der ikke nogen tvivl om at koncerten tager en noget uventet drejning, idet han efter blot 30 minutter proklamerer, at "Larry Zonka" bliver aftenens absolut sidste nummer.

Da utilfredsheden omkring denne udmelding, umiddelbart er til at mærke i lokalet - selv for Action Bronson, forbarmer han sig, og giver en rimelig halvhjertet og forpustet udgave af "Ronnie Coleman" hvorefter han forlader scenen, til stor forundring blandt publikum... og så var den koncert ellers slut.

På den ene side var det en dejlig aften, med en masse fed hip hop, en fantastisk stemning, og et sindsygt veloplagt publikum. Men på den anden side, så var det først og fremmest en Action Bronson koncert, og uanset hvor tight han leverede sine vers eller hvor meget han levede op til sin "larger-than-life" persona, så er en halv times show under lavmålet for hvad jeg synes, man som publikum skal finde sig i, specielt ovenpå 3-4 timers ventetid.

Tak til PTA for lån af billede, husk at følge hans blog lige her: http://ptas.dk/

Jeg må ærligt indrømme at det ikke var med ovenud begejstring at jeg tog imod nyheden om en ny Talib Kweli koncert på dansk jord. For selvom jeg på den ene side er stor Talib Kweli fan, så er det efterhånden et stykke tid siden at han har lavet et album der sådan virkelig har fanget mig, samtidig med, at Amager Bio altid har haft en del mangler som spillested, i forhold til den mere vellydende og - for mit vedkommende, generelt hyggeligere pendant; Store Vega. Ikke desto mindre, drog jeg mod Amager Bio, med en god portion optimisme, ud fra en forhåbning om at få beriget min ellers ret så triste onsdag.

Det hele startede som den slags nu engang gør, med et halvt fyldt Amager Bio - hvornår har der sidst været fuldt hus i Amager Bio? - og en rimelig ligegyldig DJ, som på den ene eller anden måde forsøgte at få publikum i stødet. Denne DJ var dog ikke nær så kliché præget som den slags nu engang kan være og efter 10 minutters forsøg på at femvise lidt turntablism skills stod aftenens hovedperson pludselig på scenen og påbegyndte sit set.

Talib lagde hårdt ud med lidt blandede numre, som det dog tydeligvis ikke var alle som kunne genkende. Det blev således blandt andet til JayLib tracket "Raw Shit" og de lidt nyere "Palookas" og "I'm On One", som i forvejen begge er lidt støjende numre, der bestemt ikke klædte det noget mudrede lydtæppe som blev lagt for dagen i Amager Bio. Den blandede skare af numre, satte desværre en lidt tidlig dæmper for koncerten og det var først ved det 6. nummer at Talib fik ordentlig fat i publikum, idet han indledte en kavalkade af de mere velkendte "hits", i form af nogle af de bedste tracks fra den nyeste Reflection Eternal plade; "In This World" og "Strangers", efterfulgt af det mere afdæmpede "Hot Thing", det fantastiske Beatles samplede "Lonely People" og så sin egen version af Common's "Blue Sky" og Tyga's(!?) "Rack City" - som fungerede overraskende godt.

Denne lidt mere hårdtslående kavalkade, blev dernæst fulgt op af nogle af de helt store klassikere, først med "Down For The Count" fra den første Reflection Eternal plade og dernæst "Definition" og "Knowledge of Self" fra Black Star pladen. "Get 'Em High" og "Move Something" holdt publikum ved ilden, samtidig med at der også er blev plads til en imponerende acapella af hans nyeste single "Distraction".

Til trods for den øjensynlig store mængde hits, både nye som gamle, var det dog tydeligt at publikum ikke var helt i stødet. Flere gange under settet kunne man mærke at publikum ikke ligefrem var i humøret til at give meget igen og en manglende lyst, til for eksempel at indgå i fællessang omkring Beatles hittet "Lonely People" og senere omkvæddet af "The Blast" som går; "Keep on dancing, you gotta keep on dancing", endte med at trække ekstremt meget energi ud af koncerten, hvor flere publikummer endda begyndte at trække mod baren/udgangen cirka halvvejs igennem.

Der var således ikke meget Talib kunne gøre da han gjorde sin "ekstra nummers" entré, for at give hvad folket havde ventet på, nemlig de to monster hits "I Try" og "Get By", og koncerten blev afsluttet lige så pludseligt som den startede efter en lille time.

Når man umiddelbart læser de valgte numre igennem, så fremstår det som en ganske udemærket koncert på papiret, men alligevel var der for mange mangler i praksis. Først og fremmest var der selvfølgelig hovedpersonen selv, som til trods for at udstråle en stor portion enerig og glæde over at stå på scenen, ikke rigtig havde formået at skrue et ordentlig show sammen, med forståelse for hvad der egentlig får folk til at rykke. I den forstand burde Talib Kweli have afkortet sine mere lyrik-tunge tracks, i stedet for at lade dem køre ud over 2-3 vers, samtidig med at hun kunne have inkluderet en del mere publikumsvenlige tracks, som eksempelvis "Soul Rebels", "Get By" eller "Ballad of the Black Gold".

Sidst men ikke mindst var der selvfølgelig lyden, som alt andet end lige efterhånden er blevet Amager Bio's akilleshæl. Jeg har hørt flere røster sige, at Amager Bio får en alt for hård medfart og at påstandene om den dårlige lyd er stærkt overdrevende, men faktum er, at denne aften var præget af decideret dårlig lyd igennem hele aftenen. Hvor instrumenteringen simpelthen var sat alt for højt i forhold til vokalen, hvilket kom særligt til udtryk under de mere støjende og energi drevne numre. Det var flere gange decideret umuligt at høre hvad der blev rappet og enkelte steder var der så store volumen udsving, at man begyndte at undre sig over hvad fanden lydmanden egentlig havde gang i.

Alt i alt, var måden hvorpå Talib Kweli indtog scenen denne aften en meget god indikator for resten af showet, hvor han aldrig rigtig formåede at få inddraget publikum, med et alt for tamt set i forhold til hans massive repertoire. Dét, blandet med den dårlige lyd og et knap så energisk publikum, så kan koncerten som helhed, desværre ikke snige sig meget højere op end det middelmådige.

At L.O.C. er den mest eksponeret personlighed i Dansk rap, kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Med flere radiohits end jeg kan tælle på to hænder og ligeså mange udsolgte koncerter, har L.O.C. med tiden ikke alene slået sit navn fast som den absolut største rapper i landet, men også som en af de mest relevante kunstnere i nyere dansk musik – overhovedet. Og uanset om man som hip hopper, kan lide eller forstå hans musikalske retninger, er det for så vidt underordnet, for L.O.C. transcenderer og rækker langt bredere end den hip hop scene han udspringer fra, og det var aftenens koncert i KB Hallen et testamente for.

Men inden jeg forhaster mig, var der også lige noget med noget opvarmning. Det er egentlig ikke fordi jeg vil bruge super meget tid på den, og den spiller absolut ingen indflydelse for karaktergivningen fra min side, men den skal alligevel med. Første mand/mænd på scenen var bandet Gustav, der er ikke så meget andet at skrive, end at det mindede lidt for meget om noget efterskolerock og at de spillede 5 numre, som alle var glemt lige så hurtig som de var spillet.

Næste mand, var til gengæld betydeligvis mere interessant, og vel også aftenens reelle opvarmning, nemlig albumaktuelle 4PRO. Til trods for en noget mudret lyd fra KB Hallens side, fik 4PRO leveret seks numre, som havde fortjent en langt bedre modtagelse, end den som blev givet af publikum. Til trods for nogle heftige bangere, i form af ”Skyderi”, ”Tiden vil vise” og ”På Listen”, så var det kun det L.O.C. assisterede ”Helt Alene” der frembragte reaktioner hos publikum. Forventeligt? – uden tvivl, men stadig ærgerligt for 4PRO der bestemt gjorde sit for at levere varen.

Netop publikums modtagelse af 4PRO, gav mig bange anelser omkring deres engagement, men denne tvivl blev manet grundigt til jorden, da L.O.C. ene mand gjorde sin entré og publikum endelig fik mulighed for at vise deres begejstring overfor aftenens hovedperson. Modtagelsen ville dog vise sig at være det rene vand, i forhold til hvad der efterfølgende fulgte. I en seance, der bedst kan beskrives som halvanden times nonstop fællesrap/sang, holdt L.O.C. nemlig publikum i sin hule hånd og guidede os igennem sit omfattende repertoire af hits, der efterhånden spænder over 10 år og 5 albums.

Og rundt i repertoiret, det kom vi. Allerede efter åbningsnummeret ”Vågen”, blev vi kastet tilbage i tiden, til et af L.O.C’s aller første rigtig store hits, nemlig ”Frk. Escobar”, et nummer som var med til at få publikum helt op i det røde felt, hvor de blev fastholdt fra start til slut. Som aftenen skred frem, nåede vi således igennem alle numrene fra Libertiner, blandet godt op med de aller største hits fra hans nyere albums – og hvor er der egentlig mange.

Det blev dog ikke kun til de nye numre, og efter en lille samling af hans mest depressive numre, som næsten (kun næsten) var ved at tage momentum fra publikum, indledte L.O.C. således en medley af nogle af hans mest mindeværdige hits fra perioden før Melankolia/XXXCouture, som blandt andet inkluderede ”Drik din hjerne ud” og ”Inkarneret”. Netop denne medley var den perfekte energi indsprøjtning til publikum, der derefter fortsatte ufortrødent med det høje energi niveau, som var blevet lagt fra start.

Koncertens klimaks kom dog hen mod slutningen, først med ”XXXCouture” og så kort tid efter med en hårdtslående trio af numre; “Undskyld So”, “Ikk’ nogen diskussion” og “Momementet”, hvoraf det sidste var aftenens absolutte højdepunkt. Lige inden havde USO gjort sin entré til ”Ikk’ Nogen Diskussion”, som var ved at løfte taget i KB Hallen, men det var dog offentliggørelsen af, at musikvideoen til ”Momentet” ville konstitueres af live optagelser fra koncerten, der fik det hele til at kamme over. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvordan det var at opleve 2500 mennesker skråle med til nummeret, men overvældelsen var i hvert fald også at mærke hos L.O.C., da han med følelsesladet stemme, kort tid efter takkede af og forlod os for denne gang.

Uanset om man kan lide den musikalske retning L.O.C. har taget de seneste år, så kan man ikke afskrive den pragtpræstation, som blev leveret denne aften i KB Hallen. Kunne der have været flere af de lidt ældre numre? – muligvis. Var lyden lidt for ”mudret” enkelte gange under koncerten? – uden tvivl. Men det er bagateller, som intet tager fra L.O.C.‘s optræden og som næppe havde kunnet indfries med en så stram setlist og under KB Hallens rammer.

Klædt i ægte Libertiner stil, med åben hvid butterfly hængende langt ned om halsen, og ingen andre end sig selv, en mikrofon og et tændt publikem – samt et lysshow der havde gjort Puff Daddy missundelig – viste L.O.C. sit format som superstjerne og cementerede endnu engang sin plads, som Danmarks absolutte største rapper og som en af nutidens største danske kunstnere.

Så er dagen kommet hvor københavn får besøg af en regulær superstjerne inden for hip hop, og denne gang er det endda en kvindelig en af slagsen. Men hvilke forventninger kan man have, og hvad siger de øvrige lande om live præstationerne, fra en af de absolut mest innovative og originale personligheder i hip hop land?