På grund af de mange opvarmningsacts, blev det da også først klokken 01 at Action Bronson ramte den lille scene, til ekstrem stor jubel og forløsning fra publikums side, som tydeligvis var kommet godt i stødet ovenpå en del timers druk og energifyldt hip hop. Med åbningsnumrene "Respect the Mustache" og "Steve Wynn" gjorde Bronson da også en pragtfuld entré, og det var bestemt også en speciel oplevelse at se denne "larger-than-life" rapper i levende live.
Ovenpå de to åbningsnumre er Bronson hurtig til at gengælde kærligheden overfor det ekstremt veloplagte publikum, og det er åbenlyst at han hygger sig, når han blandt andet erklærer at han er "315 pounds of pure love... the quintessential love muffin".
Efterfølgende går det dog lige lovligt stærkt for den livsglade rapper, idet han pløjer igennem numre som "The Come Up", "Barry Horowitz" og "Not Enough Words", i en rasende fart. Selvom Bronson leverer sine vers perfekt og uden tøven, er der ikke nogen tvivl om at koncerten tager en noget uventet drejning, idet han efter blot 30 minutter proklamerer, at "Larry Zonka" bliver aftenens absolut sidste nummer.
Da utilfredsheden omkring denne udmelding, umiddelbart er til at mærke i lokalet - selv for Action Bronson, forbarmer han sig, og giver en rimelig halvhjertet og forpustet udgave af "Ronnie Coleman" hvorefter han forlader scenen, til stor forundring blandt publikum... og så var den koncert ellers slut.
På den ene side var det en dejlig aften, med en masse fed hip hop, en fantastisk stemning, og et sindsygt veloplagt publikum. Men på den anden side, så var det først og fremmest en Action Bronson koncert, og uanset hvor tight han leverede sine vers eller hvor meget han levede op til sin "larger-than-life" persona, så er en halv times show under lavmålet for hvad jeg synes, man som publikum skal finde sig i, specielt ovenpå 3-4 timers ventetid.
Tak til PTA for lån af billede, husk at følge hans blog lige her: http://ptas.dk/
